Når Janus Kodals nye digtsamling bærer titlen Hovedbanen og andre impulskøb, giver det indtryk af noget dagligdags og prosaisk. Dette indtryk er i høj grad intenderet. Kodal har således siden de sene 1990’ere med digtsamlingen Fyrsten Zibebes bekendelse (1998) ligesom kollegerne Niels Frank og Thomas Boberg været en af den, der indædt og med sarkasme førte et korstog mod den høje og patosladede klassiske poesi. Janus Kodal foretager også her suverænt en kursændring i sin poesi.

I Hovedbanen og andre impulskøb sker jagten på kunstens høje aura i særlig grad ved indførelse af et alter ego for digteren, der bærer navnet Frank og er en værtshusbums fra Nørrebro, som i en række digte slår følge med digterjeget og kommer med talrige rablende udfald mod enhver form for æstetisk selvhøjtidelighed. Og det er tilmed særdeles morsomt. Her er et par af Franks godbidder: ”Et godt råd gav Frank altid: / du må ikke give dig til at skrive. / Hvis du skriver digte / bliver du kantet og mørk.” Eller: ”Midt på en dødsrute vendte Frank / sig mod mig i bajerlyset og sagde: / du skal ikke lade dig snyde / af syningerne på ryggen af læderjakken / som antyder en kvindelig figur.”

Det går ikke Frank særlig godt. Men jeg skal ikke for den læser, der ønsker at finde noget i en digtsamling så sjældent som et plot, røbe, hvad der sker med det fordrukne orakel. Derimod er der grund til at notere sig, at der er tale om en kursændring i Kodals forfatterskab, hvor de totalt nihilistiske og travesterende takter fra de sidste par værker er afløst af en del digte, hvor livsfølelsen er intens og positiv, og hvor litteraturhistoriske rødder ikke er til at tage fejl af.

Vi er nemlig i Hovedbanen og andre impulskøb, som titlen antyder, tilbage i ekspressionismens storhedstid med navne som Johannes V. Jensen og Tom Kristensen. Og her har man også digtsamlingens absolutte peaks, som når Kodal giver den fuld skrue i en storbyvision i digtet ”Vinterbillede”: ”Trafikken er standset og står og oser. / Vejbanerne rejser sig stejlt / lygterne hænger som klokker / i en kirke af tandhjul og elektricitet. / Alt er sat på pause. / Undtagen den coaster der nærmer sig / gennem isen som synger.”

Uomgængeligt er det også at nævne samlingens herlige titeldigt, hvor digteren med kærlig identifikation, ironi og helt særegen tone knytter an til det tidlige 1900-tals poetiske yndlingsmotiv, nemlig banegården. Jeg lader indledningen til denne perle klinge ud i denne anmeldelse som en absolut anbefaling af værket: ”Jeg sidder i lugten af elektricitet / en vinteraften på Hovedbanen. Det sner / udenfor og afstanden til de halvåbne storbyer / i Europa trækkes ud som en elastik. // Jeg har fantaseret om transportsystemet / tog på vej ind og ud af city / jeg har drømt om at slutte mig til strømmen / hele den nomadiske bevægelse / strække mig og ankomme / efter et par døgn i en surtlugtende kupé.”