Når man får serveret nyt og ukendt mad, danner man sig i det sekund, hvor gaflen rammer tungen, en ide om, hvorvidt det vil blive en behagelig oplevelse at stifte bekendtskab med det nye. Vil det være salt, sødt eller bittert? Vil det efterlade en underlig smag i munden? Og vigtigst… vil man have lyst til at møde dette nye en anden gang? Det er i store træk på samme måde ved mødet med en digtsamling fra en debutant. Så det er med nysgerrighed og forventninger, at bogen betragtes og studeres. Forsiden er blodrød og dækket af et hønsenet, som bølger og er forvrænget. Midt på står titlen Barberbladshologrammer med hvide lysende bogstaver efterfulgt af det nye navn, som vi forhåbentlig ikke har set for første og sidste gang!

Brian P. Ørnbøl har skrevet en række rå digte, som emmer af håbløshed og provokation. Digtsamlingen rummer en drenget flabethed, som udstiller verden som grim og hård. Af og til spytter digtene næsten på verden, for derefter at blot at trække på skulderen over sin handling, men dette medvirker blot, at digtene kommer helt ind under huden på læseren. Selvom man ikke kender Brian Ørnbøl, så føler man et meget stærkt bånd mellem afsender og modtager. Der er nærvær og personlighed i digtene, og især de korteste rammer meget præcist. Den meget tydelige afsender giver følelsen af at kende manden bag pennen.

Det er i høj grad det fantastiske sprog, som bærer digtene. Ørnbøl har en fantastisk evne til at vride sproget og forme det, så det udtrykker noget helt præcist. Han leger med ordene, og som læser føler man sig inddraget og fanget i spillet mellem sproget og Ørnbøl. Det er en leg, som man et øjeblik får lov til at være en del af. Ørnbøl skaber sit eget sprog, og dette kræver, at man læser digtene højt for at kunne få størst muligt udbytte af Ørnbøls ord og stemningen i digtet. Digtsamlingen er dynamisk, men det er klart at foretrække at læse få digte af gangen, så de kan fordøjes, og man kan nå at tygge lidt på sproget og ordene. Med Ørnbøls beskrivelser kan man direkte mærke jorden mellem tæerne eller duften af brændt tagpap.

Den følelse af fortvivlelse, som Barberbladshologrammer fremstiller, bliver suppleret af fordærv, svigt, mørke og grimhed. Og alligevel ligger der ikke beskyldninger mod en hård og uretfærdig verden i digtene. Tværtimod. Digtene er ikke blot bitterhed, men mere en konstatering af tingenes tilstand uden vrede. De søger mod noget eksistentielt, og af og til kan man også mærke håbet, som gemmer sig mellem linierne. Digtet ”Det har jo aldrig været meningen” er et udmærket eksempel herpå. Og man kan ikke lade være med at elske den stodderagtige stemning, som hviler over digtene. Ørnbøl har med titlen selv givet et perfekt ord til at beskrive sine digte: Barberbladshologrammer udtrykker præcist essensen i Ørnbøls poesi. Det er knivskarpt og fyldt med dybde, som leger med læseren. For at give svaret på de indledende spørgsmål, så er Barberbladshologrammer salt, sød og bitter. Den efterlader en smag (ganske vist ikke i munden), som er værd at lægge mærke til, og det er bestemt ønskværdigt at se mere til Brian Ørnbøl!