Den franske kultfilmsinstruktør Jean Rollin indspillede en lang række kontroversielle film. Under sit eget navn instruerede han den første – og de fleste! – franske vampyrfilm. Han er da også mest kendt for disse film, der på mange måder samler de voldsæstetiske og erotiske spor, som er gennemgående i alle hans film. Denne kontroversielle kobling gjorde det dog ikke nemt for Rollin at finde finansiering til sine film, og derfor instruerede han under forskellige pseudonymer en lang række mere eller mindre ekspliciteret erotiske såvel som pornografiske film for at hente penge hjem til sit hovedspor. Men mange af sporene krydsede over mellem hans ’egne’ film og filmene under andet navn. Et godt eksempel på dette er Schoolgirl Hitchhikers (Jeunes filles impediques) (1973), som han indspillede under navnet Michel Gentil. Det var hans første film under pseudonym, og den er netop udkommet på dansk dvd.

Handlingen er ikke underfundig eller specielt kompliceret. De to unge piger Monique og Jackie er på campingtur i skoven, hvor de ved et tilfælde finder et forladt hus. De bestemmer sig for at tage en nat i en seng frem for på skovbunden, og derfor bryder de ind i huset. Efter en lang, hed lesbisk sexscene finder Monique dog ud af, at de ikke er alene. Fred har også for en tid bosat sig i huset, men i stedet for at vække Jackie og flygte, vælger Monique – og senere også Jackie – at have sex med ham. Pigerne forlader huset dagen efter, men da Freds særdeles sadistiske forbryderchef indser, at de juveler, han skulle stjæle til hende, er væk, henter de pigerne ind igen. Filmen vender nu fra at være erotisk softcore pornografi til mere intens voldsæstetik. Fred og hans sadistiske herskerinde forsøger at tvinge juvelerne ud af pigerne, som de tror har stjålet dem.

Rollin har haft svært ved at slå igennem generelt, hvilket udspringer af hans mange koblinger mellem elementer, der ikke altid – i samtiden – fungerede i populærfilmen. Først og fremmest fusionerede han almindelige pulp-elementer med tidens højmodernisme, hvilket dog ikke er så central en del af Schoolgirl Hitchhikers, der i højere grad benytter en flad fortælling som resonansbund under en lang række softcore sexscener. Men koblingen mellem sex og vold, som filmen inddrager til overflod, er gennemgående hos Rollin, og netop den sammenføjning formår altid at fravriste en række seere interessen – samt tillokke dem, der synes om den. Rollin er i den grad inspireret af Marquies de Sades ligeså ’utidige’ fortællinger om overskridende voldserotik. Det er derfor ikke et tilfælde, da Moniquie tager en pistol ud af et handskerum, at den ligger på de Sades Justine.

Rollin er meget bevidst om filmens tynde handling, hvilket han – uden at noget af den sparsomme handling her skal afsløres – får understreget ved, at han selv medvirker som en cameo sidst i filmen. Det, der skal virke appellerende i denne film, er ikke dens sparsomme mystery-plot, men dens lang(s)trukne sexscener. Schoolgirl Hitchhikers henvender sig derfor i denne genudgivelse selvfølgelig til fans af Jean Rollins film (de findes). Men appellen må i høj grad også være til de, der er interesseret i vintage softcore erotik. I hovedrollen som Monique bruger Rollin Joëlle Coeur i hendes første større hovedrolle. På blot fire år skulle hun nå at medvirke i en lang række franske sexploitation film. Senere fik hun også en af hovedrollerne i Rollins Demoniacs (1974) og den pornografiske Bacchanales sexuelles (1974). Da pornografien blev frigivet i slutningen af 70’erne, forsvinder hun fra scenen, fordi hun – ifølge Rollin selv – ikke ønskede at medvirke i hardcore.

Filmen er en billig produktion uden en økonomi til grundigere special effects. Derfor er torturscenerne en smule tamme, men de er for så vidt ikke indlagt for at være realistiske voldsscener. I stedet var Rollin dybt forelsket i og fascineret af kvindekroppen (hvem er ikke det?), og selvom Moniqie og Jackie – særligt sidstnævnte – begge udsættes for længere torturscener, så er de skildret med en sensuel kamerastil, der samtidig ’kæler’ for kvinderne. På mange måder findes der faktisk både mere eksplicitte sexscener såvel som bedre torturscener i flere af Rollins vampyrfilm, og derfor kan det måske virke overraskende, at Rollin valgte at instruere netop Schoolgirl Hitchhikers under pseudonym. Den peger på mange måder frem mod flere senere film såsom The Iron Rose eller Killing Car. Pierre Raphs stedvist traditionelle og stedvist beboppede jazz-score til filmen samler trådene fra Rollins tidligere film, men peger også frem mod hans Requiem for a Vampire og Demoniacs, hvor Raph også lavede musikken til.

Selve instruktørnavnet Michel Gentil signalerer Rollins holdning til det transgressive. Gentil betyder på fransk både ’venlig’ og ’elskværdig’, hvilket peger lidt i retningen af erotikken. Men samtidig betyder ’gentil’ også ’vantro’ i religiøs forstand, hvilket i kobling med fornavnet Michel, der jo også er navnet på en ærkeengel, i høj grad signalerer Rollins ønske – på linje med de Sade – at overskride normerne for det tilladte inden for filmindustrien. Schoolgirl Hitchhikers er et godt eksempel på forvaltningen af dette ønske. Desværre har materialet, som filmen er flot restaureret ud fra, været i stedvist ret dårlig forfatning. Derfor er tegn på eddikesyndrom undervejs, der gør at billedet flimrer og sitrer en del. Alligevel er filmen et must for enhver med forkærlighed for Rollins grænseoverskridelser – og for de, der vil vide, hvor nutidens erotiske almindeligheder på tv og film historisk kommer fra. Rollin gjorde det hele, før det blev almindeligt.