En ung soldat traumatiseres af nogle ganske grusomme oplevelser i Afghanistan. Derfor beslutter han sig for at lægge krigen bag sig og i stedet at kaste sig over sin store lidenskab: mountainbiking. Han har hørt om en nærmest legendarisk smuk strækning der skulle findes i det nordlige Italien. Den finder han og påbegynder sin tur. Tågen ligger tæt om bjergtinderne, da han i skumringen ankommer til en lille, øde kro, hvor han søger en forfriskning inden turen går videre.

Soldatens hvil bliver dog afbrudt at et par meget højrøstede, engelske jægere, der både er ubehøvlede overfor kroens ejer og ikke mindst den unge dame, som soldaten har et godt øje til. Det lykkes ham at dæmpe gemytterne og den unge dame, der er stedkendt, beslutter sig for at ledsager ham videde på hans cykeltur. Det som kunne have været en hyggelig telttur ødelægges da de førnævnte jægere vender tilbage og forsøger at jagte parret. Det gør de da soldaten og pigen med vilje skræmmer noget vildt som jægerne ellers har på kornet. Det lyder alt sammen som noget vi har set mange gange før, men lige som vi tror at det er denne menneskejagt det hele skal handle om, bliver man overrasket.

Pludselig er det ikke kun soldaten, men også pigen og jægerne som bliver fanget i hvad der allermest virker som et uhyggeligt, underjordisk kompleks, hvor en meget, meget tynd læge (spillet af Nuot Arquint) med forkærlighed for medicinske eksperimenter og okkult nazisymbolik, har tænkt sig at udføre sine tortureksperimenter på de personer man indtil videre er blevet præsenteret for. Soldaten skal nu ikke kun kæmpe for egen overlevelse, men også forsøge at finde hans nyfundne kærlighed og få hende med ud fra dette sadistiske fængsel.

Shadow er nok ikke en af de gyserfilm, som med sikkerhed vil hjemsøge ens bevidsthed for altid, men det er en endda meget stemningsfuld gyser, der ikke - som omsalget ellers gerne vil - går direkte i Argentos fodspor - for i denne film der er hverken tale om en egentlig giallo eller for den sags skyld en ekspressiv, surrealistisk gyser, selv om der forefindes elementer af sidstnævnte. Shadow forsøger snarere at finde sin helt egen stil, hvor seeren langt hen af vejen må forsøge at sammenstykke fortællingen om lægen, på baggrund af de forskellige objekter, fotografier og dokumenter, som vores hovedperson finder på sin vej gennem de fugtige tunneller.

Filmen er smagfuldt fotograferet og sadistisk opfindsom i de mere udpenslede groteskerier, som den præsenterer. Det er ikke den type gyser, der leverer et chok i minuttet, men i stedet satser den på langsomt, men sikkert at bygge en følelse af klaustrofobi og snigende uhygge op.

Når først rulleteksterne nås kan det dog være at der er en vis skuffelse der har afløst begejstringen, for den måde som filmen får bundet sine løse ender sammen på er, i undertegnedes ydmyge mening, et lidt for fortærsket narrativt trick, der ved nærmest et trylleslag vil få det hele til at give mening. Det er faktisk lidt synd, især fordi det er lykkedes filmen at skabe en virkelig glimrende, ubehagelig stemning op til dette punkt. Det er som om, at gysere især for alt i verden skal præsentere en eller anden form for logisk forklaring på nogle af de – i sagens natur – dybt ulogiske og bizarre optrin som den ellers har kastet i hovedet på seeren.

Så Shadow er en film, der med garanti vil appellere til en ganske bred gyserfanskare, men som sikkert også vil skuffe de, der undervejs fremsatte langt bedre alternativer til filmens slutning end den manuskriptforfatterne i sidste ende fandt på. Det til trods, så er der meget der tyder på, at instruktør og medforfatter Frederico Zampaglione (der ellers er forsanger i det italienske band Tiromancino) ikke udelukkende bør satse på sin musikkarriere, for når man tænker på at Shadow er anden gang Zampaglione indtager rollen som spillefilmsinstruktør, virker det meget lovende.