Det var en lille mediehistorie, da Adam Neutzsky-Wulff gik ud med historien om, at han havde fået Sony Pictures med på at producere en film med dansk baggrund. For blot $800.000 dollars kunne han indspille en spillefilm i USA med William Baldwin i en af de bærende roller. En low budget-produktion for den danske instruktør, som skulle lægge vejen åben for større Hollywood-produktioner. Sådan ville den journalistiske vinkel gerne dreje historien. Neutzsky-Wulff var selv mere ydmyg. Og at dømme ud fra resultatet var det nok meget klogt.

Neutzsky-Wulff er en dansk tv-serie-instruktør, som har Store drømme og 2900 Happiness på samvittigheden. I begge tilfælde er det bevidst over the top-stiliserede produktioner, der faktisk visuelt fungerer meget godt. Med The Stranger Inside forsøger Neutzsky-Wulff sig for første gang med spillefilmen, og selvom filmen er komplet uoriginal og ret forudsigelig, viser den egentlig, at han godt kan begå sig i det eftertragtede medium. Stilmæssigt har han sammen med cinematografen Michael Sauer Christensen får temmelig meget ud af de få penge, de har haft til rådighed.

Filmen handler om Emily, der er en kendt amerikansk Hollywood-skuespiller. Hun kidnappes af en psykopat, der lægger hende til at dø i en kiste. Hun reddes ud af en ekstraordinær politiindsats, men er psykisk temmelig forkommen. Derfor tager hendes mand Robert hende med til Spanien, hvor hun skal komme sig i roligt selskab med ham. Han er psykiater og kan hjælpe hende. Det hele begynder dog at gå i stykker, da en forkommen amerikansk pige den første nat banker på deres vindue med historien om, at hendes kæreste er faldet i døden på en hiking-tur.

Denne introduktionssekvens går stærkt, og det, der er filmens egentlig ærinde, er at fortælle dette trekantsdrama, som ender i jalousi, onde drømme, mistænksomhed og vold. Hvad der er virkelighed, og hvad der er Emilys drømmesyn, er for hende uklart. En fortidshistorie om en veninde, der begik selvmord bliver ved med at dukke op – og søsætter den store ustabilitet, som undergraver Emilys sindstilstand. Langsomt krakelerer hun, mens Robert forsøger at få den fremmede pige på ret køl igen. Og glemmer Emily…

Filmen læner sig op ad genresikre thrillere fra 80’erne og 90’erne som Fatal Attraction (1987), Shattered (1991), Single White Female (1992) og Basic Instinct (1992). Det handler grundlæggende om den usikkerhed, der opstår, når fremmede lukkes ind i hjemmet. Filmen gør det i en sådan grad, at den faktisk stedvist kommer til at virke som en pastiche på disse forviklingsgysere. Men det er tilsyneladende slet ikke meningen. The Stranger Inside tager sig selv helt seriøst. Og det er dens helt store problem. Det er en film, der er set så ofte før, at den kommer til at virke forudsigelig.

Det helt grundlæggende problem med filmen er det helt ubehjælpelige manuskript. William Baldwin og Estalla Warren gør ellers alt, hvad de kan, for at få de ufrivilligt karikerede linjer til at virke bare en anelse troværdige. Men det er rigtig, rigtig svært, når der ikke er mere at arbejde med. Derfor bliver filmen overdramatiseret og utroværdig. Stilen er ellers overraskende fin, selvom den hyperdramatiske musik kan virke lidt for voldsom. Filmens locations er ret velvalgte, og den visuelle ramme, der pakker den gumpetunge fortælling ind, løfter det hele en anelse.

Afslutningsvist får filmen desuden aldrig lukket ned. Den antyder nogle sammenhænge, men de tråde, der er udstukket fra starten, bliver ikke forfulgt undervejs. Jeg ved ikke, om det reelt er meningen, men filmen får aldrig rigtig klarlagt relationen til den psykopat, der i starten af filmen kidnapper Emily. Det er lidt, som om filmen glemmer sit eget anslag, og inden for denne genre er det oftest ret vigtigt at få trådene bundet sammen. Det virker i hvert ufuldendt og svagt, at vi kun undervejs hører om eftersøgningen af denne psykopat, men aldrig helt klarlægger, hvem det reelt var. Selvom et godt gæt kunne være en af de personer, som vi allerede har at kende.

The Stranger Inside er interessant, fordi den viser, at det tilsyneladende ikke er helt umuligt at få de store amerikanske selskaber i tale. Og det er faktisk lykkedes Neutzsky-Wulff at trække en stor del danske talenter med i produktionen. Derfor er The Stranger Inside – i højere grad end selve filmen – et industrielt interessant tilfælde: det er ret godt gået at få Sony Pictures med på filmen, og det er ret godt gået at kunne nå så langt for så få penge. Neutzsky-Wulff skulle måske bare have genlæst manuskriptet, inden det blev sat i produktion.