Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Shogun Assassin (86 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 30/8 2008, 17:29 af Torben Rølmer Bille

Japansk ulv med texasaccent


Japansk ulv med texasaccent

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man elsker sleaze og spandevis af blod, har det altid været en god ide at skue mod Japan. Især i starten af 70erne producerede man i østen en række af de mest blodige film, der var blevet lavet til dato. For ganske kort tid siden havde en ny generation mulighed for at svælge i afhuggede lemmer i de to film om Lady Snowblood (1 og 2), der var baseret på en manga af Kazuo Koike. Samme Koike stod også for den ultravoldelige og meget smukke tegneserie om Ensomme Ulv og Hvalp, som Interpresse delvist gjorde tilgængelig for danske gaijins i slutningen af 90erne. Serien var illustreret af Goseki Kojima, og handlede om en herreløs samurai, der havde været Shogunens skarpretter, men som blev forrådt af sine nærmeste og derfor måtte leve som fredløs.

Tegneserien blev så populær, at den i perioden 1972-74 affødte en serie på hele seks spillefilm om den ensomme kriger, der sammen med sønnen Daigoro rejser Japan tyndt og for højstbydende påtager sig diverse livsfarlige missioner, hvor han konstant angribes af Shogunens ninjaer og andre brutale, psykotiske eller mystiske lejesvende. Både tegneserien og den oprindelige filmserie kan anbefales på det varmeste for alle, der kan lide skarpslebne katanaer, ekstreme pulssprøjt og halvnøgne geishapiger. Serien blev for et par år siden udsendt i Europa på DVD under titlen Babycart.

På vore lokale breddegrader kender de fleste fans af splatterfilm faktisk også del af denne grotesk voldsomme serie, blot i en noget kortere versionering. I 1980 besluttede amerikaneren Robert Houston nemlig at sammenklippe de to første film i Babycart serien (nærmere bestemt Babycart – Sword of Vengeance og Babycart at the River Styx), kreere en voiceover, der kunne forklare de mest tungnemme, hvad der skete mellem action-sekvenserne, synkronisere al dialog til engelsk og endelig smøre det hele ind i et mere kontemporert, funky soundtrack. Resultatet blev en af de originale, bandlyste, engelske ”video nasties” - Shogun Assasin.

Selv om Houston uden tvivl har fået et langt større publikum til at få øjnene op for japanske ekstremfilm, og selv om der er mange, som sikkert vil påstå at Shogun Assasin er langt mere ”original” end Babycart-serien, så mangler Shogun Asssasin noget af det der er så essentielt ved chanbara-genren, nemlig den nødvendige stilhed før stormen. Houston formår at få alle de spektakulære kampe med i sin film, men alle de zenagtige øjeblikke, der leder op mod disse konfrontationer, er stort set ikke til stede. Nogen vil indvende at det måske er til det bedre, idet lange passager uden dialog og med vindens susen gennem kornet som eneste lydside kan forekomme noget uinteressant, men det er netop disse kontraster, der gør de udkrængende og hyperkarikerede dødsscenerier så meget mere effektive.

Det er svært at komme udenom at Shogun Assasin har en heltestatus blandt 80ernes bandlyste film, og mange husker sikkert nostalgisk tilbage på det øjeblik, da man fik en uklippet 6-generations VHS kopi af filmen i hænderne. Det største problem ved filmen er dog hverken skuespillet (hvor især knægten Akihiro Tomikawa, der spiller Daigoro imponerer fælt), eller volden. Det værste er i stedet, at der er mange natscener, som er nærmest umulige at decifrere. Det er ganske enkelt svært at se, hvad der sker. Det var ikke kun et problem i VHS-dagene, men så sandelig også i både AWEs udgave samt mange af de versioner af Babycart, man kan opdrive på DVD.

Dunkle, underbelyste billeder bliver dog hurtigt glemt, når man eksempelvis konfronteres med kernescener som den, hvor den to-årige Daigoro, efter moderens brutale nedslagtning, bliver stillet over for et valg af sin far. Vælger Daigoro den farvestrålende bold vil faderen slå ham ned med det samme, men vælger han derimod wakizashi’en (det korte samuraisværd) vil han sammen med farmand gå lige lukt ind i helvedes forgård. Daigoro er naturligvis genetisk disponeret for at vælge at kravle mod det blanke sværd, så farmand bygger en barnevogn med indbyggede våben, og sammen drager de to på blodige eventyr. Scenen hvor farmand tilføjer en fjende et hug, der får hans pulssprøjt til at hvisle, er ligeledes stor, stor klasse – især fordi den faldne soldat roser sin banemand over hans imponerende sværdhåndtering med sit sidste åndedrag.

Hvis man ikke har mulighed for at anskaffe sig den oprindelige serie, er Shogun Assasin et rigtigt godt alternativ – især fordi den amerikanske versionering er cheezy på sin helt egen måde. Det kan dog undre filmaficionadoen, at filmens billeder fremstår lige så dunkle som i Babycart. Lad dig derfor ikke forføre af ordene ”digitally remastered”, for det betyder blot, at man har spolet Betamax-båndet ned på DVD. Denne serie fortjener virkelig en ordentlig overhaling, så blodet kommer til at fremstå lige så smukt som i biografen i 1972.


Forrige anmeldelse
« En by i provinsen «
Næste anmeldelse
» "Gøglernes aften" (1953) og "K... »


Filmanmeldelser