Det er nærmest oplagt at lade en paranoiagyser foregå ude i rummet. Scenariet hvor en lille gruppe mennesker må kæmpe for deres overlevelse langt ude i rummet er da også blevet omsat til film med mindre eller større succes i løbet af filmhistorien som eksempelvis i Alien, Pandorum, Dante 01 eller Event Horizon. For når man først forlader jordens trygge atmosfære, så må man indse at små klaustrofobiske kabiner, er som skabt til fortættede dramaer og det er netop sådanne virkemidler filmen Apollo 18 benytter sig af.

Apollo 18 leger med ideen om, at der faktisk var blev sendt endnu en mission til månen efter NASA ellers officielt havde nedlagdt måneprogrammet i 1972. Filmen giver endda en særdeles god grund til at turene til vores nærliggende satellit er blevet indstillet permanent, men hvad den grund er skal naturligvis ikke afsløres i dette forum.

Filmen er fra dens start til det allersidste billede holdt i en meget overbevisende dokumentarisk stil, der synes at fange såvel ånden og især den visuelle stil, der prægede starthalvfjerdserne og den slags arkivmateriale vi er vant til at se fra bemandede missioner i rummet. Var det ikke for de utrolige hændelser som filmen skildrer, kunne man faktisk – selv som garvet filmseer – nemt lade sig bedrage af filmens visuelle side. Den er i al fald lige i skabet.

På filmens danske cover påstås det, at der er instruktøren af Wanted (altså Timor Bekmambetov) der også har instrueret Apollo 18, det er bare ikke sandt. Velnok har Timor været med til at producere filmen, men det er altså den spanske instruktør Gonzalo López-Gallego der har orkestreret løjerne ombord på månefartøjet.

Filmen starter ud med at en gruppe astronauter ringes op af den amerikanske regering. De har fået grønt lys til at tage til månen, men på en meget hemmelig mission, hvilket gør at de end ikke må fortælle nærmeste omgangskreds om turen. Så mens koner og børn tror at far er taget på forretningsrejse, opsendes en raket komplet med Lunar Lander fra Florida med kurs mod månen. I vanlig stil går en af de tre astronauter i kredsløb omkring månen, mens de øvrige to lander sikkert på månens bagside, med udsigt til en tredages mission.

Først da de lander, bliver astronauterne briefet om deres tophemmelige mission og den indebærer ikke kun en masse kedelig indsamling af sten og støvprøver. Deres mission, til trods for dens lidt særprægede natur, bliver nemlig hurtigt langt mere farlig og dramatisk end de kunne have forestillet sig.

Måske lyder det på papiret lidt kedeligt, at man ser overbelyste billeder af to svedige, frustrerede mænd i en lidt for lille rumkapsel i halvanden times tid, men filmen er mere end det, for de kommer da også på ture udenfor kapslen. Idet situationen tilspidses, bliver deres højteknologiske retro-rumfartøj et uhyggeligt fængsel, som i sagens natur er meget svært at bryde ud af men det er også umuligt at blive, for ilt bliver hurtigt en mangelvare.

Apollo 18 er derfor en af de mest vellykkede gyser-mock-docs i nyere tid – foruden den spanske *Rec-serie. Det er en film der langsomt men effektivt bygger sin fortættede stemning op, så glem alt om irriterende spøgelser fanget på hjemmevideo i villakvarterer og tag i stedet med Apollo 18 på en sidste, dramatisk tur til månen for at se hvad der gemmer sig dér. Det er både visuelt langt mere vellykket og plotmæssigt mere interessant.

Hvis filmen fanger kan man hvis man har lyst dykke ned i et ganske omfattende ekstramateriale i form af 9 minutters scener, som der ikke blev plads til i hovedfilmen og 15 minutters scener, der leder op til en alternativ slutning. Derudover findes der kommentarspor hvor filmens klipper, instruktør diskuterer filmens tilblivelse. Så er man til science fiction gys og har man ikke noget mod velgjorte fup-dokumentarfilm, så fortjener Apollo 18 en chance i hjemmebiografen.