Har man en populær filmfranchise, et brand som folk straks genkender, så har det altid været populært både at lave fortsættelser, lave re-imaginings (altså film hvor man starter serien forfra – eks. Batman, Dawn of the Dead, Hulk eller den kommende Spiderman-film) og så kan man endelig vælge at skabe film der fortæller optakten, baggrunden, forhistorien: de såkaldte prequels.

Et af de første eksempler på en sådan er, ifølge undertegnedes søgning på IMDB, filmen Another Part of the Forest fra 1948, der fungerede som en form for prequel til filmen The Little Foxes fra 1941, men det har især været inden for de sidste 30 års filmhistorie at dette fænomen virkelig har vundet indpas, bla. har vi set George Lucas’ tre oprindelsesfilm i Star Wars sagaen, eller for den sags skyld Godfather pt. II, J.J. Abrams fantastiske Star Trek og tidligere i 2011 fik fans X-Men: First Class hvor man ved selvsyn kunne se, hvordan det første heltehold blev sammensat.

Nu er turen så kommet til Abernes Planet, for selv om Pierre Boulles originale roman fra 1963 ikke nævner ret meget om præcis hvordan det er gået for sig at også jorden pludselig er blevet overtaget af aber, endsige den klassiske amerikanske filmatisering af romanen med Charlton Heston som den obsternasige protagonist ej heller dykker ned i dette, så giver den nye film Rise of the Planet of the Apes (eller som den er komet til at hedde på dansk Abernes Planet: Oprindelsen) et ganske godt bud på dette.

Filmen starter kontemporært med at vi møder videnskabsmanden Will, der arbejder på et privat laboratorium, hvor han muligvis er ved at finde kuren mod Alzheimers. Han han har fremdyrket et medikament, der hos visse primater kan gendanne hjernevævet og gøre dem mere intelligente end normalt. Da denne fantastiske opdagelse skal fremvises for medicinalfirmaets investorer går den hunabe som har vist størst fremgang i projektet dog amok, smadrer inventar og skydes ned af sikkerhedsvagter.

Det viser sig dog at chimpansehunnen blot udviste en forsvarsmekanisme, for uden forskerne har opdaget det, havde hun født en unge som hun blot forsøgte at beskytte. Will tager abeungen til sig idet programmet med forsøgsdyrene bliver lukket og det viser sig at Caesar, som aben bliver kaldt, har arvet moderens overlegne intelligens. Will forsøger i privaten at videreudvikle sin Alzheimerskur, idet hans egen far er hårdt ramt af sygdommen og det viser sig faktisk, for en tid at kuren også virker. Medicinalfirmaets leder er først forarget men ser hurtigt potentialet og de finansielle muligheder i Wills opdagelse, så derfor går firmaet straks i gang med at lave en ny, forbedret version af ”kuren”. Den nye medicin skal dog vise sig at have alt andet end gavnlige effekter på mennesker.

Dette er filmens grundlæggende præmis og det fungerer faktisk som en ganske overbevisende introduktion til de film som man kender i forvejen. For fans af de originale film er der endog lagt en række intertekstuelle hints ind, blandt andet ser man et kort glimt af Charlton Heston på et tv, rumfærgen Icarus, der sendes af sted mod fjerne galakser, man ser Caesar sidde med et 3D puslespil af Frihedsgudinden og endelig er der en - i denne anmelders øjne - ganske overflødig genbrug af seriens måske mest berømte replik. Sidstnævnte kunne man i godt have undværet da, det virker både malplaceret og helt unødvendigt.

Som to timers underholdning fungerer Rise of the Planet of the Apes fortrinligt, der er en ganske velfortalt baggrundshistorie som man nemt bliver revet med i, der er ingen døde perioder og så er effekterne utroligt flotte. Det er folkene på WETA, der sikkert har trukket på deres erfaringer med at skabe store aber i King Kong, som har skabt filmens primater og resultatet er intet mindre end spektakulært flot at se på. Disse animerede skabninger er så vellykkede at de helt og holdent stjæler billedet fra deres levende medspillere.

James Franco har forleden i et interview stået stejlt fast på, at han udelukkende takkede ja til hovedrollen i denne film på grund af pengene - og det er måske en klog udtalelse. For selv om man måske ikke mærker det mens man ser filmen, så kan man godt efterfølgende reflektere over hvor to-dimensionselle de virkelige karakterer er. Klicheer bliver leveret i en endeløs strøm, der er kun få bevæggrunde for karaktererne til at opføre sig som de gør, den ene stereotyp afløser den næste og mange af figurerne synes at mangle motivation til at handle som de gør, modsat de digitale aber. Det må derfor være ganske irriterende for en oscarnomineret skuespiller at blive overgået rent skuespilsmæssigt af en computeranimeret abe, der formår at vise flere nuancer og personlighedstræk endda uden at have samme mulighed for at levere egentlige replikker.

Den amerikanske talkshowvært David Letterman har ved flere lejligheder udtalt at film bliver langt bedre hvis der er smidt en abe med i handlingen og i dette tilfælde har han så evigt ret. Aberne er filmens hovedpersoner, det er dem man holder med og selv om det er menneskerne der står foran udryddelse, så kan man ikke andet end at føle sympati med aberne idet de udviser langt bedre dømmekraft og empati end deres menneskelige modpoler. Det er trods alt også de første spadestik til deres kommende civilisation som seeren er vidne til hér, en civilisation der på mange måder virker langt mindre forloren end den eksisterende. Men filmen påberåber sig ikke en bestemt form for kulturkritik, det skulle da lige være det evigt tilbagevendende Frankenstein-lignende spørgsmål om hvorvidt vi bør interferere i naturens orden, ændre på gener, osv.

Så kan man leve med at der er plotmæssige huller, klichefyldte karakterer og har man bare lyst til at se en spændende, medrivende og flot visuelt fortalt film, så er Rise of the Planet of the Apes ikke et dårligt bud på en hyggelig tur i biografen.