Den vietnamesiske Anh Hung Tran immigrerede som 12-årig til Frankrig. Han er den måske mest anerkendte filminstruktør indenfor den såkaldte vietnamesiske bølge i international sammenhæng. Duften af den grønne papaya fra 1993 er hans vidt omtalte og anerkendte spillefilmsdebut. Filmen har bl.a. hevet Cannes festivalens eftertragtede La Caméra d’or pris samt en Oscar-nominering for bedste udenlandske film hjem, og den er – velfortjent – rost til skyerne af anmeldere verden over. Nu er filmen så udkommet på DVD hos Pan Vision.

Duften af den grønne papaya omtales ofte som første del af Trans Vietnam trilogi, der endvidere indeholder Rickshaw (1995) og The Vertical Ray of the Sun (2000). Med disse film fokuserer Tran på forskellige udsnit af hverdagsliv i Vietnam, og han viser med stor tydelighed, at han har en unik vietnamesisk sensibilitet trods sit multikulturelle verdenssyn. Filmene har stærke asiatiske værdier som bærende element. Respekt for og tilknytning til familien er helt centralt og især i alle filmenes slutscener ses det med stor tydelighed.

I Duften af den grønne papaya møder vi Mui, der som ganske ung kommer i tjeneste hos en handelsfamilie præget af en stor sorg. Mui oplæres i dagligdagens rutiner og vi følger hendes liv i familien. Efter 10 år er Mui blevet en smuk ung kvinde og familien har økonomiske vanskeligheder, hvorfor Mui kommer i tjeneste hos en ung pianist, som er ven af familien. Hos ham fortsætter livet sin stille gang, og Muis kærlighed til livet, detaljerne og rutinerne bliver udtryk for hendes kærlighed til pianisten. Slutningen skal naturligvis ikke afsløres her, men selve historien er som sådan ikke rigtig noget særligt. Den er for så vidt velfungerende nok, men den spiller simpelthen bare anden violin til den særlige stemning og de nostalgiske erindringsbilleder af Vietnam, der skabes via stilen. Og stilistisk er filmen en sand filmperle.

Der er ikke tale om en tung og svært tilgængelig film, men om en stille, enkel film, der via stilen forfører seeren og drager en ind i det helt særlige univers. Præget af langsomme kameraføringer, der understreger livets stille gang på handlingsplanet. Handlingen udspiller sig stort set kun indenfor to lukkede rum: først hjemme hos handelsfamilien og dernæst hjemme hos den unge pianist. Verden udenfor anes diskret ved folk, der kommer og går, samt ikke mindst ved lyden af bombefly, der flyver henover handelsfamiliens hus, men det er og bliver de vante daglige rutiner og livets stille gang, der er i højsædet.

Den lille lukkede verden, som Mui lever i, fremstilles ikke som klaustrofobisk, men folder sig tværtimod ud som et rigt eventyrland. Hverdagens faste rutiner, dagligdagens rytme og detaljerne heri er i konstant fokus. Mui har blik for disse helt små detaljer som de små ubemærkede insekter og frøene indeni de grønne papayafrugter, og kameraet viser os den mangfoldighed og rigdom, som Mui ser overalt omkring sig. Alt dette etableres via lange kameraindstillinger, langsomme kameraføringer, og ikke mindst via kontinuerlige close-ups af en endeløs række detaljer fra den lille lukkede verden.

Knyttet til detaljerne er en symbolsk dimension, der på én gang indbyder til tolkning og frasiger sig en sådan. Dialogen er knap gennem hele filmen, og detaljernes betydning er derfor helt central. Placeringen af betydningsbærende detaljer overalt omkring karaktererne bidrager til at give fortællingen, og især overordnet set portrættet af Vietnam og stemningen knyttet hertil, fylde og dybde. Mødet mellem menneskets civilisation og kulturen er et gennemgående tema, der etableres i det visuelle møde mellem vindue- og døråbninger og blade, træer, insekter og dyr. Adskillige kameraindstillinger rummer sublimt koreograferede møder mellem grønt ved og forskellige af husets elementer.

Kamera, skuespil og mise-én-scene akkompagneres af stille underlægningsmusik i form af skiftevis klassisk klaverspil og traditionel vietnamesisk musik. Filmens delkomponenter præges af harmoni på alle niveauer, hvilket i høj grad er medvirkende faktor til, at det visuelle og følelsesmæssige indtryk af filmen står så utroligt stærkt. Tran belærer ikke seeren, men mestrer antydningens kunst. Duften af den grønne papaya er en ganske unik og meget stærk filmoplevelse, som får mine varmeste anbefalinger.