Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Livet skal leves (83 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 19/4 2011, 22:03 af Kim Toft Hansen

Et skvulp fra den nye bølge


Et skvulp fra den nye bølge

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I slutningen af 1950’erne var det nok. Efterkrigstiden var årsag til en række større kulturelle omvæltninger, der resulterede i nogle mere lystbetonede omgange med virkeligheden og forbrugsvirkeligheden. Ungdommen begyndte at komme i fokus på en måde, den hidtil ikke havde været. Men denne udvikling var ikke repræsenteret i samtidens filmindustri, der ikke havde fået øje på, at tiden var en anden. Derfor var det også nok for en række filminstruktører, der satte sig for at ændre dette. Det blev i Paris til den franske nybølge, som igangsatte en tsunami, som vi stadig kan mærke bølgeskvulp fra. En af de helt centrale film i nybølgen er Jean-Luc Godards Vivre sa vie, der på dansk har fået titlen Livet skal leves (1962). Den er netop blevet genudgivet på dansk dvd.

Filmen er en skånselsløs skildring af den smukke Nana, der forlader sin mand til fordel for at søge en karriere som skuespillerinde. Det viser sig at være sværere, end Nana i første omgang havde ventet sig – og hun begynder så småt at indse, at et liv uden indkomst er svært at leve. Hendes bijob i en lokal pladebutik indbringer ikke meget. En veninde til Nana har opdaget, at det givet ret godt at sælge sin krop – og derfor slår Nana sig også på prostitution. Et hverv, der synes at falde hende ret naturligt. Gennem tolv små scener skildrer filmen den langsomme deroute, som kun alt for sent går op for Nana selv. Filmens undertitel er En film i tolv scener, hvilket skal forstås ganske bogstaveligt. Det er tolv små fragmenter, der kun kædes sammen af, at vi følger Nanas karakter.

Den franske nybølge er i dag en opprioriteret periode fra sidst i 50’erne og op gennem 60’erne, som fostrede en lang række af filmhistoriske hovedværker. Det anses bredt som filmkunst, og ses i dag nærmest kun populært som smalfilm. Det kunne ikke være mere fejl. Filmene var produktioner, der i samtiden var provokatoriske i både fortælling og stil, og flere af titlerne – herunder Livet skal leves – blev særdeles populære. Filmene var i flere tilfælde skabt i forsagelse mod den etablerede filmindustri, men ironisk nok endte mange af værkerne og instruktørerne selv med at blive vældigt populære. Samlet set betød den franske nybølge dog, at filmen, som den så ud før, nu blev udviklet, modificeret, kritiseret og, mente flere, i den grad seværdig igen.

Mange af instruktørerne, således også Godard, var mere eller mindre tilknyttet det franske kritikermagasin Cahier du cinéma, der blev et talerør for dette oprør for unge filmrebeller. François Truffauts essays om tendenserne i franske film var syrende skarpe og gjorde ondt, men også godt for den gruppe af filmskabere, der på den måde banede sig vej frem. Pudsigt nok tilfredsstillede mange af disse produktioner også producenternes interesser, idet produktionsomkostninger blev betragteligt indskrænket af optagelser on location, transportabelt udstyr, mindre kendte skuespillere og færre folk bag kameraet. Et helt signifikant træk ved franske film fra 60’erne er caféscener, der nu blev et oplagt sted at optage filmene.

Stilen for Livet skal leves er også karakteristisk for flere nybølgetendenser, men i høj grad en populisme, som faldt Godard nær. I Livet skal leves erstattes det mere ligefremme plot, som Godard benyttede i fx Åndeløs (1959), med en fragmentarisk rytme, der mere minder om en kollage over et levet liv. Også selvom titlen i høj grad er ironisk. Stilen hos Godard henter en del fra den populære dokumentariske stil cinéma vérité, der på den måde installerede en form for realisme i filmene, som dog desuden dekonstrueres i samme håndevending. Musikken, der kommer og går på abrupt vis, dialog, der til tider kun indfinder sig i tekstningen, klippefrekvenser, der mere følger lyde end billedet, samt metafiktive brud med fiktionsfladen, er alle fremmedgørende elementer. Klipperytmen, der i attentatscenen midtvejs i filmen følger maskingeværets salve, er sigende, klassisk og fænomenal.

Samtidig veksler Godard frem og tilbage mellem referencer til populærkultur og højkultur, der er et meget kendetegnende træk hos ham. Samtidig betyder disse indslag også noget i filmene. Den lange passage, hvor Nana ser Carl Th. Dreyers La passion de Jean d’Arc (1928), mere end antyder filmens udfald. Montaigne citeres i starten, og danner på den måde ramme om filmen, mens det ikke er uden årsag, at hovedpersonen hedder Nana – det er også navnet på Émile Zolas roman Nana, der også handler om en kvindes indtog i prostitution. Godard er på den måde også et opgør med den mere tungsindige modernisme, der på dette tidspunkt bliver afløst af det, der – i mangel af bedre – er blevet kaldt postmodernisme. Det udtrykker sig dog mere som letlevet tilgang i livet, selvom Livet skal leves i nødvendigvis samlet set udtrykker samme.

Dreyer, Zola og Montaigne er dog kun én side af Godards film, der også antiautoritært blander dette med den voksende popkultur. Popmusik, poolhalls, pinball-maskiner blandes med tysk idealistisk filosofi og Edgar Allan Poe. Godard er en rummelig instruktør, og er en af de eneste blandt 60’ernes nybølgeinstruktører, der har fastholdt en antiinstitutionel holdning. Han er stadig en aktiv filmskaber, men hans film udgives i dag kun til et ultrasmalt publikum, fordi han hele tiden har holdt sig på sidelinjen. Derfor har Another World Entertainment med denne udgivelse taget hul på et yderst forpligtende reservoir af film, der trænger til skandinavisk distribution. Livet skal leves er særdeles velkommen, men det er kun en start: Lad det ikke være den sidste Godard-film i samlingen.


Forrige anmeldelse
« The Rocky Horror Picture Show «
Nste anmeldelse
» Intet nyt fra vestfronten »


Filmanmeldelser