Lad det blive sagt med det same: Joe Dantes debutfilm Piranha er ikke en stor film, men hvad den mangler i originalitet bliver klart opvejet af filmens selvironiske tone og dens åbenlyse B-films kvaliteter. For ægte B-films fan er det selvsagt en fornøjelse at gense Barbara Steele i en mindre birolle og nyde de mange muterede plastikfisk angribe sagesløse badegæster, for derefter at skimte unge Rob Bottins spæde men overbevisende forsøg udi blodige makeupeffekter.

Som man kan læse i Peder Pedersens glimrende introduktionstekst, der følger med filmen, så blev Piranha skudt på omkring 20 dage og det er en bedrift i sig selv, hvis man kender lidt til filmproduktion. Er man desuden bekendt med Joe Dantes senere film, som eksempelvis The Howling og Gremlins, vil man både kunne genkende skuespilleren Dick Miller (der er med i alle Dantes film) men også Dantes form for fortælleglæde og en basale idé om at handlingen, på trods af at det hele handler om død og lemlæstelse, ikke skal tages så alvorligt igen.

Filmens to umage hovedpersoner består af en fordrukken bums af en far, der af omveje bliver sat til at hjælpe en ung kvinde, som er hyret til at lede efter forsvundne personer. De falder, under jagten på et ungt kærestepar, over en forladt militær forsøgsstation og får efter lidt tumult med indehaveren drænet et af anlæggets store bassiner, for at se om ligene af det unge par skulle befinde sig på bunden. I laboratoriet er tilskueren desuden vidne til en lille stop-motion animeret rottemand, som man – af uvisse årsager – desværre aldrig ser mere til, men som synes at bære lighedstræk den rotteabe, som mange år senere optrådte i Peter Jacksons Brain Dead.

Vore to usandsynlige helte kunne på ingen måde forudse konsekvenserne af deres handling med at tømme bassinet. For vandet, som nu er blevet ledt ud i en nærliggende å, var fyldt med muterede dræber-piratfisk. De var fremstillet til at kunne klare sig i både salt- som ferskvand og til at overleve de lokale vandtemperaturer. Kort sagt så får vore helte travlt med at få inddæmmet denne potentielle miljøkatastrofe før den gnasker sig gennem alt liv på vej mod det åbne hav.

Værre endnu er det, at vor handlekraftige, forsumpede helts datter er på lejrskole lidt nede af floden, og her blandt andet skal lære at svømme. Dertil kommer at en nærliggende by netop har åbnet en såkaldt ”Aquapark”, et vandland der, for at spare penge, i høj grad benytter de naturlige vandløb i området som hovedattraktion. Det skal, må og går naturligvis også galt når glubske piratfisk, møder ivrigt plaskende børn og fjantede badegæster.

Filmen er naturligvis variation over et tema, for den lægger sig tæt op af den film, der med rette kan betegnes som al vandskræks moder: Jaws. Man har blot nødig at kaste et kort blik på coveret til Piranha for at se sammenhængen til den ikoniske Jaws plakat. Selv om man måske kunne tro at Spielberg ville lægge sag an mod Dante, lige som det skete i tilfældet The Last Jaws syntes han faktisk, at Dantes film var så tilpas sjov og underholdende, at han droppede alle ideer om et retsmæssigt opgør. Dante havde endda lagt en eksplicit reference til Jaws ind i sin film, hvor vi i en af åbningsscenerne ser vores kvindelige hovedperson forsøge at slå highscoren på det primitive arkadespil baseret på Jaws, som Atari udsendte i 1975.

Man kan godt mærke at Piranha er film, der har en del år på bagen, for selv om det var en af de allerførste film, der på denne måde blandede humor med splatter, så virker den ganske gammeldags set med moderne øjne. Kan man til gengæld acceptere, at den både er skåret efter samme mønster som et utal andre film i muterede-dyr-angriber-genren, så vil man være ganske glimrende underholdt. Om ikke andet bør man få set den, så man har et sammenligningsgrundlag når den kompetente skrækinstruktør Alexandre Aja senere i 2010 smider en helt nyindspillet, Piranha film i 3D mod alle os sagesløse bio-badegæster.