Den amerikanske instruktør M. Night Shyamalan er begyndt at outsource sine projekter. Under fællesbetegnelsen ”The Night Chronicles” udsendes i første omgang tre film, der alle har det til fælles at det er historier som han, ifølge eget udsagn, har utroligt stor lyst til at filmatisere selv. I stedet lader han så andre, unge filmmagere gøre arbejdet for sig. Den første film i serien har fået titlen Devil og det er John Eric Dowdle – manden der sad i instruktørstolen til det amerikanske remake af den spanske zombiefilm *Rec (som fik den amerikanske titel Quarantine) – der, sammen med manuskriptforfatter Brian Nelson, har fået opgaven at omforme M. Nights historie til spillefilm. Rent faktisk er det lykkedes dem det ganske godt.

Filmen starter ud med en voiceover, der genfortæller moderens ammestuehistorie. Det starter altid med et selvmord og dette giver selveste djævelen, der har taget menneskeskikkelse, adgang til vores verden med det ene formål at høste så mange sjæle som muligt. Filmen åbner da også med en person, der springer ud fra et højhus i Philadelphia og i næste nu er en håndfuld mennesker på vej ind i en elevator i selvsamme bygning. Elevatoren går i stå, lyset svigter og panikken begynder hurtigt at brede sig.

En politimand er i færd med at undersøge selvmordet da han får nys om de indespærrede elevatorgæster. For der sker virkeligt mærkelige ting i elevatoren. Lyset i kabinen afbrydes indimellem og idet lyset igen bliver stabilt er der en af personerne i elevatoren som er død. Folkene i elevatoren begynder naturligvis at anklage hinanden da mønstret gentager sig, alt imens forsøger politimanden at finde frem til håndgribelige motiver til drabene mens vagterne i bygningen arbejder på højtryk på at komme de nødstedte til undsætning inden alle er døde

Der er derfor lagt op til firs ganske intense minutter indespærret i elevatoren og er man så heldig at se filmen på BluRay, så gør det endelig i et helt mørklagt rum med surroundlyden skruet godt op, for filmen arbejder helt bevidst med mørket og en dramatisk lydside der lader tilskueren forestille sig de værst mulige hændelser. Det fungerer fint, for selv om skuespillerne ikke alle er fantastiske og præmissen om djævelens indsamling af syndere i en elevator måske er en anelse bizar (her tænkes især på om ikke djævelen kunne være bare en anelse mere ambitiøs i dennes virke?) så er filmen faktisk både seværdig, stemningsfuld og spændende.

I ekstramaterialet til filmen fortæller filmens producer at han håber at ”The Night Chronicles” kan blive lige så ikonisk som Alfred Hitchcock Presents eller The Twilight Zone, men selv om starten for denne serie af film virker ganske lovende, så er der tale om tre film i modsætning til de mange hundrede afsnit som de to serier omfatter. Udtalelsen kan derfor godt virke en anelse prætentiøs, men sådan er producere velsagtens?

Devil er forfriskende i den forstand, at den ikke svælger i blod og lemlæstelse som mange kontemporære gysere ellers har for vane. Dermed ikke sagt at det er en film man skal se sammen med børnene i hjemmet, for hvad den mangler i udkrængede kroppe har den til fulde i panik og væmmelig stemning. Det er naturligvis set før at man bygger et plot over en gruppe forskellige mennesker der er indespærret på megen lidt plads uden evnen til at gennemskue hvad det er de er havnet midt i, man kan i flæng nævne Exam, Cube-serien eller The Killing Room, men det er vist første gang man muligvis smider selveste djævelen ind til selskabet. For spørgsmålet er, helt frem til filmens klimaks, om der ikke er en rationel forklaring på de mærkværdige hændelser i elevatorskakten?

Efter at have set film som The Village, The Happening og The Last Airbender som M. Night selv har instrueret, kan man godt komme i tvivl om mandens evner. For selv om han har lyst til at fortælle historier så virker det som om hans plots er bedre i andre instruktørers hænder. Det synes Devil i al fald at være tydeligt bevis for, for selv om filmen er både usammenhængende og ulogisk hvis man gransker sømmene, så er den samtidig virkelig intens mens den kører. Logik og sammenhæng er heller ikke parametre man har i spil når man kaster sig over genrefilm som disse, så det skal ikke opfattes som sønderlemmende kritik.

Devil opfylder derfor alle kravene for en horrorfilm til fulde og især de parallelle handlingsforløb – uden og indenfor i elevatoren – fungerer glimrende som primær fremdrift. Derfor kan undertegnede godt ønske for John Eric Dowdle, at han i sin næste film får en bunke penge og langt mere handlefrihed end blot at lave bestillingsarbejde, for der er meget der tyder på, at han er virkelig god til sit håndværk.