Lars von Trier befinder sig efter sigende i en kunstnerisk krise, der forhindrer ham i at lave film. I mellemtiden kan vi så forlyste os med denne semi-selvbiografiske satire fra hans hånd.

Erik Nietzsche (Jonathan Spang) er en usikker ung mand, der ved, at hans kald er at blive kunstner. Han søger ind på Kunstakademiet, Skuespilskolen og Filmskolen, men kun et tilfælde – og rektors (Søren Pilmark) legendariske sædproduktion – gør, at han bliver optaget på Filmskolens instruktørlinje. Her møder han et forstenet miljø regeret af langhårede, vrede midaldrende mænd med en række mislykkede film bag sig. De håndhæver strengt de uskrevne regler for, hvordan en film skal laves og fortælles. Det kommer på tværs af den unge Eriks visioner om at lave film uden handling, men med masser af faldende blade. Hans manuskript til en de Sade filmatisering bliver konfiskeret, da det i Filmskolens øjne er den rene fascisme og kvindeundertrykkelse – hvilket nødigt skulle blive kendt i Kulturministeriet. Han kommer i praktik hos den kendte århusianske instruktør Troels (gæt selv hvem: et tip – han spilles af Jens Albinus) og bliver betaget af 'grip'en' Sammy (Nikolaj Coster Waldau). Langsomt indser Erik Nietzsche, at filmproduktion intet har med kunst at gøre, men er et spørgsmål om magt og kynisme nok til at udnytte den. Han får gennemtrumfet sin afgangsfilm om en tysk officer i dagene omkring Danmarks befrielse (von Triers Befrielsesbilleder), og med en klemme på den ny filmkonsulent bliver han den yngste og hurtigst debuterende instruktør fra Filmskolen (von Triers Forbrydelsens element).

De unge år er en satirisk film om det – i von Triers øjne – betændte filmmiljø i Danmark i slutningen af 70'erne. Filmen er instrueret af Jacob Thuesen (efter det oprindelig forlød, at Lone Scherfig skulle instruere). Manuskriptet er krediteret Erik Nietzsche, men er selvfølgelig af Lars von Trier, der også fungerer som fortæller i filmen. Det er von Trier, når han er mest anal-fikseret narcissist, men som altid leveret med en klædelig selvironi. Erik Nietzsches tilbagevendende diarré bliver et gennemgående billede på hans kunstneriske forløsning. Filmen er besk i sin satire over filmmiljøet, men er leveret med von Triers sædvanlige tilforladelige ironiske venlighed. Det kræver måske nok en smule indsigt i dansk filmhistorie, hvis man skal følge med i, hvem og hvad der er offer for satiren, men filmen har mange fornøjelige spark til indbildskhed og indspisthed i dansk kulturliv. Og en scene hvor dramaturgilæreren (Dejan Cukic) forklarer om forskellen på liniær og cirkulær dramaturgi er kostelig.

De unge år er vel ret beset ikke meget mere end en bagatel; et venstrehåndsarbejde i den positive betydning som von Trier også brugte om Riget (med henvisning til Lynch og Twin Peaks). Men det er en fornøjelig bagatel, en venlig-besk satire over smålighed i et lille land, der så gerne vil noget stort, men sørger for at gøre sine store små.