Vejnavnet Lærkevej er det mest populære i Danmark. Derfor er det oplagt at bruge dette navn som en kode i en satirisk behandling af dansk parcelhuskvarterer. Denne tankegang ligger naturligvis også til grund for TV2’s tv-serie Lærkevej. Der er Dannebrog og ligusterhække til overflod, og det, der sker behind closed doors, er ikke for sarte sjæle. Hovedpersonerne er den fordrukne rigkone Elisabeth, søstrene Katrine og Mathilde, ægteparret Astrid og Kim og parret Andreas og Monica. Flere af dem med børn i forskellige størrelser og støbninger. Tilsammen udgør de krumtappen i seriens forsøg på at satirisere dansk kultur.

Nu har holdet kastet sig ud i at omdanne Lærkevej til en spillefilm. Karaktererne er stort set de samme, dog tilført ekstra krydderi. Filmen tager udgangspunkt i serien, og det er bestemt en fordel at have fulgt med i den. Uden kendskab til karaktergalleriets interne relationer er filmens personer en anelse svære at hitte redde i. Stilen er også den samme, men hvor serien en anelse mere sitcom-agtigt fokuserer på små lattervækkende episoder, så zoomer filmen Lærkevej – til døden os skiller ind på særlige projekter for de enkelte. Særligt Elisabeth, der har brug en ny nyre, og Astrid og Kims sexliv kommer i fokus.

Hvor tv-serien skulle være et samlepunkt for familie og alle aldre, så har den dog vist sig at splitte seerne i to halvdele. Den hitter mest i det ældre segment. Seertallene var gode nok til indtil videre to sæsoner, og et filmprojekt vidner da også om større satsninger end vanligt i dansk tv-drama. Formlen, der næsten alt for tydeligt henter sin inspiration fra den amerikanske tv-serie Desperate Housewives, er velfungerende, når scenen er Wisteria Lane. Her er absurdismen central, mens serien generelt både spilleteknisk og stilistisk er tilpas underspillet til at det hele tiden balancerer. Det gør det ikke, når vejen hedder Lærkevej.

Både film og serie sigter i høj grad efter det absurde. Men den vil samtidig gerne være komedie, og det er en komedie af den mere folkelige art. Den sorte humor bliver derfor temmelig grå og simpel, og vi bevæger skridt for skridt over i folkekomedien. Det absurde ender i højere grad som platheder, som er velkendte – og velfungerende – i den klassiske danske folkekomedie. Det betyder, at den bidske satire, som Lærkevej sigter efter, forbliver bag lukkede døre. Satiren forplumres i en uklar genreformel. Lærkevej – til døden os skiller reproducerer denne pose blandede signaler, og selvom der er vittigheder undervejs, der faktisk er temmelig sjove, så skyder filmen igen under målet. I stedet for at balancere mellem en grad af realisme og komisk absurdisme, ender filmen også i komisk overdrev. Fx er pigen Selma, hvis mor døde i serien, nu blevet så goth, at det halve kunne have været rigeligt.

Det er en skam, at TV2 med Lærkevej sigter efter en etableret seergruppe, der allerede er godt mættet af en veltilrettelagt tv-serie som Desperate Housewives. Idéen har formentlig været at fordanske denne fortællerytme. Det er da også sket i kraft af den danske folkekomiske farce, men derved kvæles også det, som den amerikanske inspiration og udgangspunkt gør så godt. Filmen, der faktisk solgte over 100.000 sæder i biografen, er egentlig kun en simpel understregning af dette. Lur mig, om ikke serien – hvis en tredje sæson skulle indspilles – bliver flyttet til TV2 Charlie, hvor seriens etablerede seergruppe befinder sig.