Det er vel efterhånden de færreste, der ikke har hørt om Susanne Biers film Hævnen. Efter først en Golden Globe og nu for nyligt en Oscar for filmen, har det været en af de mest omtalte danske film længe – og det vil den også være i et stykke tid fremover. Flere udråbte 2010 til at være et dårligt år for dansk film, mens andre understregede, at dansk film kørte i tomgang. Hvis tomgang dermed kan give et par store internationale priser, så er det jo et ganske godt udgangspunkt for en filmindustri – og så kan vi tage det kunstneriske med et gran salt. De kunstneriske udfordringer kommer formentlig i kølvandet på det fokus, som dansk film får efter den succes, Hævnen har fået. Den er netop – ganske aktuelt – udkommet på dvd.

Mens lægen Anton arbejder i en flygtningelejr et sted i Afrika, flytter Christian og hans far hjem til Danmark, fordi Christians mor er død af kræft. Christian starter på den lokale skole, hvor han oplever skolens bølle, der er særlig hård ved eleven Elias. Da Christian også selv bliver offer for mobberierne, viser han en større handlingskraft, og sætter sig op mod skolens diktator. Samtidig oplever Anton i Afrika – han rejser undervejs frem og tilbage – en lokal bandeleder, der gør de mest grufulde ting mod særligt afrikanske, gravide kvinder. Da Anton vender hjem, oplever han igen en hårdhændet fyr i det sydfynske lokalmiljø, som de fleste er bange for, men ikke tør gøre noget ved. Alle tre historier krydser ind over og spejler sig i hinanden.

Hævnen er en film om pacifisme og hævn. Anton og Christians far forsøger ihærdigt at vise deres børn, der på forskellig vis er viklet ind i deres eget drama, men de bliver på flere punkter udfordret af de oplevelser, de har. På den måde handler filmen om den vold, som til tider kan være nødvendig, og som til tider kan være den mindst onde løsning for at komme frem til en bedre verden. Filmens engelske titel er derfor også In a Better World. Skolegårdens vold afspejler sig i volden i lokalmiljøet, der således igen repræsenteres i det afrikanske voldsorgie. Dette aspekt kan virke lidt fortænkt, men som teoretisk projekt får filmen sagt en hel masse om mødet med den nødvendige vold.

Filmens succes skal i høj grad måles på dens tidstypiske engagement. Der er omsider kommet gang i den danske postkolonialisme, som har været et aspekt af vores historie, vi ganske enkelt har glemt. Nu har fx Jakob Ejersbos succesfulde trilogi og Katrine Marie Guldagers Kilimanjaro sat litterært fokus på Afrika. Filmisk har det været særdeles sparsomt med diskussion af Afrika, men et væsentlig forspil var Kristian Levrings The King is Alive. Afrika spiller selvfølgelig en central rolle, fordi lægen Anton udsættes for et valg, han ikke troede, han skulle træffe – og som kommer til at udstille den pacifistiske rolle, han spiller over for den sydfynske voldsmand. Dette engagement i Afrika er selvfølgelig et almenhumant niveau, som formentlig også er gået lige ind i ethvert Oscar-hjerte.

Mobning i skolegården er samtidig også et emne, der har fået sit fokus igennem længere tid. Senest har vi fået Min bedste fjende og et utal af amerikanske film. Christians rolle er her filmens originale indspark, men denne karakter er også filmens svageste punkt. Christian virker malplaceret og lidt for voksen – han er en Nils Malmros-karakter i en Susanne Bier-film. William Jøhnk Juel Nielsen, der har fået et vist internationalt fokus efter Hævnen, spiller meget fint, men hans klogskab, velformulerede argumenter og skænderier med sin far bliver lidt fortænkte. Alligevel virker dramatikken ganske fint, for de skjulte dramaer og konflikter, der gentagende gange krydser ind over hinanden, er godt plottet og tilrettelagt. Samtidig er dialogen skarpskåren, og mange steder helt typisk manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen. De store følelser perforeres til tider af pletrammende morsomme replikker.

Hævnen viger ikke for de store følelser og patos, hvilket er et ganske typisk træk hos Susanne Bier. Filmen vil gerne vise en vis kompleksitet i mødet mellem pacifisme og hævn, men samtidig viser den nogle badguys som er så lasteligt klædt i slette gerninger, at det er svært at fatte kompleksiteten. Big Man i Afrika er en ondskab, der skaber en rædsel så stor, mens den sydfynske ”big man” – i øvrigt ret godt spillet af Kim Bodnia – også fremstår særdeles ondskabsfuld. Filmen vil gerne vise, at pacifisme og hævn mødes i tvetydighed. Forskellen på godheden hos lægen Anton og den ondskab, han møder, er dog lidt for stor til, at der rent faktisk er et spørgsmål. Fortællingen fortæller os, hvad vi skal føle, og derfor er vi ikke i tvivl om, at handling er det rigtige.

Hævnen er blandt de visuelt flotteste danske film længe. Det sydfynske og langelandske miljø, hvor filmen er optaget, fremstår som en dansk skærgårdsidyl i skarpeste kontrast til den afrikanske sandstorm. Det har også betydet, at kommuner i lokalmiljøet nu sætter alle sejl ind for at trække filmtruismen til – vi kan godt forvente Hævnen-busruter på Langeland den kommende sommer. Ydermere formår filmen også at trække nogle poetiske elementer ind i billederne, der også skaber et ekstra betydningsniveau. Overblændinger mellem danske marker og afrikanske sanddynger skaber en visuel gentagelse af den metonymi, som filmens fortælling skaber. Selvom der er højt til himlen i det sydfynske, kan de store spørgsmål godt trænge ned til jorden.

Hævnen er en god film, der har sine småfejl – den er lidt for dualistisk, mens Christians rolle er lidt ude af trit med resten af filmen. Den tryllebinder fortællingen på en måde, som Bier også viste, at hun kunne i Efter brylluppet. Fokus er det nære, det familiære, der reflekteres i det fjerne og det globale. Den antyder en kritisk rolle over for det afrikanske kontinent, men det forbliver – heldigvis i dette tilfælde – på et niveau med en subtil samfundskritisk antydning. Hævnen bruger det lokale som udgangspunkt til at fortælle om nogle nødvendige og globale spørgsmål – og gør det godt. Hvem sagde, at den anden guldalder i dansk film var slut? Hævnen viser, at der er gods i dansk film endnu.