Tænk engang at være fanget næsten en kilometer under jordens overflade sammen med en lille håndfuld garvede huleforskere. Tænk hvis der så pludselig opstod en tyfon udenfor hulens lodrette indgang, som med voldsom kraft begyndte at fylde hele hulesystemet med vand, efter den eneste udvej er blevet totalt spærret af klippestykker. Hvis du har lyst til at forestille dig dette scenarie i fuld 3D og med alt det drama, der karakteriser den klassiske katastrofefilm, bør du se Sanctum.

Selv om stort set alt materiale, der har med den filmen at gøre benytter enhver lejlighed til at nævne James Camerons navn, så er det ikke Cameron der har skrevet eller instrueret filmen. Cameron har fungeret som producent og forståeligt nok har han smidt penge efter denne historie idet den synes at lægge sig i forlængelse af mange af de ting vi associerer med Camerons virke. Sanctum er en meget blå film (Jims foretrukne filmfarve), den handler om udforskning af en uopdaget del af verden og så bydes der på en række spektakulære undervandsscener, alle elementer der normalt er en del af Camerons universer.

Fortællingen er løst baseret på en af manuskriptforfatterne - Andrew Wrights – egne oplevelser. Wright er en erfaren fotograf, som normalt arbejder som dokumentarist for bl.a. Discovery Channel, men da han for over tyve år siden over en todages periode oplevede at blive indespærret i en hule, da en storm oversvømmede det hele, blev kimen sået til at lave en fiktionsfilm baseret på denne voldsomme oplevelse.

Filmen følger et næsten klassisk mønster for katastrofefilmen. Vi føler gruppen af indespærrede mens de desperat forsøger at finde en alternativ udgang til det enorme hulesystem, som de har været i færd med at udforske. Selv om de alle er havnet i samme desperate situation, er de også ganske forskellige karakterer og den tilspidsede situation får både det bedste og det værste frem i gruppen. Det er et ganske typisk træk for denne type af film, så de der kender genren kan allerede et kvarters tid inde i handlingen begynde at gisne om, hvem der bliver det næste offer for naturens luner.

Filmen fokuserer især på forholdet mellem den strenge, fåmælte far (med det bundærlige navn) Frank og hans forsømte søn Josh. De er mildest talt ikke på god fod, da faderen gennem hele opvæksten synes at have holdt mere af huler end af sin familie. Da Frank oven i købet bliver tvunget til at træffe en række drastiske og moralsk grænseoverskridende beslutninger for at sikre gruppens overlevelse, forværres forholdet mellem de to tydeligt.

I modsætning til andre hulefilm fra de senere år som eks. The Descent, The Cave, Land of the Lost, Journey to the center of the Earth og mange andre, er der ingen overnaturlige – og i enkelte af førnævnte films tilfælde vældigt fjollede - beboere i hulens dyb, som forsøger at dræbe selskabet. I Sanctum er det udelukkende naturen, der viser sig som menneskets værste fjende. For selv om jorden ikke er partisk, så er det vandmasserne, klippestykkerne, naturkræfterne og selvfølgelig menneskernes egoisme, der udgør fjenden. Som garvet filmentusiast kan man med garanti gennemskue de forskellige dramatiske kneb filmmagerne benytter for at gøre handlingen mere spændende, men det kommer dette ikke i vejen for at Sanctum er god, gribende underholdning fra start til slut.

Selv om der er megen diskussion blandt biografgængere i øjeblikket om hvorvidt 3D er en modedille eller en teknologi der er kommet for at blive, så fungerer effekten vældigt fint til de klaustrofobiske huledykkersekvenser som filmen byder på. Når vore hovedpersoner maver sig frem gennem snævre passager, så tilføjer dybdevirkningen faktisk noget ekstra intensitet til oplevelsen. Det eneste der skæmmer oplevelsen en smule er tekstningen, der især i filmens start synes at ødelægge dybdevirkningen, idet teksten placerer sig på tværs af de forskellige 3D-lag. Det er dog til at leve med, for lige så snart dramaet tager fart, så glemmer man hurtigt dette irritationsmoment. Sanctum er ikke banebrydende, hverken hvad angår fortællingen eller den tekniske side, men den er flot lavet, gennemgående spændende og så er den smukt filmet