Natasha Arthy, der stod bag den meget oversete børnefilm Mirakel, er tilbage med en ungdomsfilm, der, i en intens gang gernehybridisering, giver os både kulturkonflikter i et indvandrermiljø, ungdomsfilm, kærlighedsdrama, bildungsroman og ikke mindst kung-fu. Det lyder umiddelbart ret søgt, at man søger det unge publikums gunst ved at smide en gang cirkelspark ind i en opdateret version af Rami og Julie, men det genre-bastardbarn der avles af denne idé, har man ikke nødig at låse nede i kælderen, når der kommer gæster. På mærkværdig vis, så virker det faktisk som om denne sammenkogte genre-gryderet har fundet lige præcis det krydderi som gør, at balancen mellem alvorlig ungdomsfilm og - i en dansk filmoptik - meget intense kampscener, fungerer mod et højere mål. Nemlig det, at fortælle en historie, der både er vedkommende og ikke mindst underholdende.

Plottet er skåret over den amerikanske sportsfilm og derfor forholdsvis enkelt. Den unge tyrkerpige Aisha er stor tilhænger af kampsport, men da hun kommer i problemer på det lokale pigehold, anbefaler hendes træner, at hun opsøger en kung-fu klub for mere øvede. Problemet er blot, at klubben er både for drenge og piger og da hun præsenterer ideen for sin far, trækker han dogmatiske argumenter frem og forbyder datteren at dyrke kampsport. Hans stærkeste argument er, at den ældste søn i familien skal forloves og opdager den anden familie, at Aisha kaster rundt med drenge, så kan det forpurre broderens chancer for ægteskab. Aisha er dog ikke lige sådan at slå ud og trodser naturligvis faderens påbud.

Kung-fu klubben styres af Sifu (kinesisk for ”Læremester”) spillet af Xian Gao, der herhjemme nok bedst er kendt for hans deltagelse i Ang Lees Wo Hu Chan Long (Crouching Tinger, Hidden Dragon). Han er først skeptisk overfor den unge pige, men tillader, at hun deltager i en enkelt træningssession. Hun optages naturligvis på holdet og møder her den lidt kejtede, sortbælte Emil, der giver hende det modspil, som hun har brug for. Problemerne bliver intensiveret, da flere i Aishas omgangskreds ser hende træne i klubben og snakke med Emil. En ven til broderens kommende brud opfordrer Aisha hårdhændet til at standse og truer Emil. Herfra forværres situationen langsomt men konstant, og inden længe er både Aisha, hendes familie og hendes venner kastet ud i, hvad der ligner en uløselig situation.

Selv om tegningen af det dansk/tyrkiske miljø for udenforstående som undertegnede forekommer en anelse stereotypt, ændrer det ikke ved at Fighter er en fin lille film. Det er den typiske underdog-historie, tilsat et umiskendeligt dansk præg, der ene og alene på dette grundlag, gør den meget mere interessant end den uendelige strøm af amerikanske, sportsrelaterede ungdomsfilm. Dialogen er sjov, skarp og alvorlig. Handlingen har desuden nok materiale til, at en gennemsnitlig dansklærer i gymnasiet uden megen kreativitet kan benytte filmens tematikker som diskussionsoplæg. Selvom det måske er en film, der på grund af vor unge, handlekraftige protagonist, måske synes primært henvendt til pigerne, så kan fyrene også sagtens være med, når det hele nu krydres med håndfaste håndkantslag.

Skal man finde den helt skarpe kritiske pen frem, så må det siges, at Fighter næppe bliver denne teenagegenerations udgave af Karate Kid, men heldigvis forsøger den heller ikke. Naturligvis er plottet, langt hen af vejen forudsigeligt – alle seere med forforståelse for denne type film kan, med overbærende sikkerhed, gætte hvad der sker til allersidst. Men charmen ligger for mig i, at en dansk film tror nok på sig selv til at kaste sig ud i at lave en martial-arts film. Virkelige fans af genren vil måske til enhver tid foretrække at se Donnie Yen eller Tony Jaa sparke røv, men hos d’herrer mangler man den troværdige historie, der i Fighter fungere glimrende som undskyldning for at flyve i flæsket på hinanden. Selv om de danske skuespillere tydeligvis har trænet hårdt med Xian Gao (der ud over hans rolle i filmen også har fungeret som fight koordinator), så er det tydeligt for det trænede kampfilms-øje, at mange af konfrontationerne – imponerende efter lokale standarder – i høj grad er skabt i klipningen. Det er forståeligt, for hverken den smukke hovedrolleindehaver Semra Turan eller Cyran Melville har trænet i et Shaolin-kloster fra barnsben af. Så selv om filmen set ud fra dette perspektiv måske ikke scorer topkarakter, så er både genreblandingen, filmens velskrevne plot og dialoger og ikke mindst det gode cast med til at hæve Fighter – uden hjælp fra wirer – op på et niveau, der ligger langt over den middelmådige danske ungdomsfilm.