Normalt forbinder man ikke Uruguay med gyserfilm, faktisk er denne anmelder ikke sikker på nogensinde at have set en film fra Uruguay, men efter små halvanden time i selskab med La Casa Mudo (The SIlent House) overbevises man alligevel om, at der også findes masser af talentmasse, både foran og bag kameraet, på de breddegrader.

Filmen lægger sig i forlængelse af den reality/dogme-bølge af gyserfilm hvis urmoder utvivlsomt er The Blair Witch Project og som i seneste tid har budt på film som eksempelvis den formidable *Rec-serie *Rec /*Rec 2 fra Spanien, den mindre vellykkede Paranormal Activity og ikke mindst The Last Exorcism, for den sydamerikanske film er optaget på håndholdt, digitalt video (ret beset er der blevet anvendt et Canon D5 spejlreflekskamera) og filmen hævder, lige som mange af fællerne, at være baseret på virkelige hændelser. Som en ekstra filmteknisk detalje så er den uruguayske film efter sigende optaget i et lang take – selv om den kritiske seer dog har voldsomt på fornemmelsen, at der er blevet snyd lidt undervejs, men mere om det senere.

Filmen handler om en ung pige og dennes far, der har fået til opgave at ordne haven og rydde op i et stort, hus, som en af faderens venner forsøger at få solgt. Inden længe viser det sig dog at der er noget riv-ruskende galt, for den unge kvinde begynder at høre mærkelige lyde fra overetagen. Hun beder sin far, der har taget sig en lur i en stol, om hjælp, men hans eftersøgning ender mildest talt ikke heldigt. Da husets ejer er kørt væk fra huset, er den unge kvinde nu helt alene i det store, dystre hus som hun, udstyret med en kraftig lommelygte, begynder at undersøge rum for rum - dels i et forsøg på at finde ud af hvad der er tilstødt hendes far, dels for at se hvad eller hvem det er, der laver de uhyggelige lyde.

Der er faktisk ikke ret mange karakterer at holde styr på i filmen ud over de, der allerede er blevet nævnt og det gør, at filmen bliver til et fortættet lille kammerspil, som faktisk fungerer glimrende i store dele af filmen. Selv om det godt kan blive en anelse trivielt at se en ung, skrækslagen kvinde snige sig gennem et hus - for lad os være ærlige, det er jo hovedindholdet i filmen – så lykkes det faktisk gennem hendes overbevisende spil, samt kameraets konstante skiftende indstillinger, at fastholde seerens interesse.

Idet filmen er optaget uden nogle tydelige klip, har det været en stor opgave at iscenesætte og lyssætte begivenhederne. Er der noget der går galt undervejs, skal man jo starte helt forfra og selv om La Casa Mudo langt fra har været så kompleks som eks. den utrolige, filmtekniske kraftpræstation Russian Ark, så er det stadig en bedrift for både skuespillere og teknikere at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Som nævnt, så kan man godt postulere at der, lige som i Hitchcocks Rope, er blevet foretaget et klip eller to undervejs, til trods for løftet om kontinuitet. Dels er der scenen helt i starten af filmen, hvor vore hovedpersoner begiver sig ind i husets mørke og billedet går helt i sort, dels i den scene, hvor vor kvindelige hovedperson bliver nødt til at anvende blitzen fra et polaroidkamera som sin eneste lyskilde. Hvad enten der er blevet snydeklippet eller ej på disse steder, så får filmen faktisk skabt en god dramatisk fremdrift og fortæller samtidig en ganske spændende historie med et twist i slutningen som langt de fleste ikke har set komme, medmindre man er en dreven gyserfan.

Hvorvidt man kan lide filmen kommer i høj grad an på om man har tilstrækkelig tålmodighed til at lade begivenhederne udfolde sig i det tempo som de gør, og hvorvidt man ikke lader sig gå på af de overordnede stilistiske valg filmmagerne har truffet. Kun i ganske få tilfælde bliver billedet en anelse uskarpt og kameraet følger sikkert sine hovedpersoner. Den realtidsfornemmelse som filmen præsenterer for seeren er også god og de der frygter, at det hele måske vil tage sig ud som dogme-agtigt amatørteater optaget på film, kan godt tro om – for La Casa Mudo er en effektiv lille gyser, der selv om den ikke fører noget nyt til genren (idet den leger med ganske fortærskede klicheer om hjemsøgte huse og personlige traumer) er ganske seværdig – ikke mindst ud fra et filmteknisk perspektiv.

Det eneste der er virkeligt ærgerligt er, at Blu-ray udgaven, der af Pan Vision venligst er blevet stillet kapellet til rådighed, ikke indeholder noget ekstramateriale overhovedet. Det kunne, for de der som undertegnede er interesseret i teknikken og orkestreringen bag gyset kunne få et indblik i den store planlægningsproces som utvivlsomt har været iværksat før optagelserne.