Rune ankommer til Horsens Statsfængsel, hvor han skal sidde i to år for vold. Det går hurtigt op for ham, at fængslet er gennemsyret af uskrevne regler, som han langsomt må lære at begå sig inden for, hvis han skal overleve opholdet. Han ankommer samtidig med Rashid, der sidder i en anden afdeling, hvor indsatte indvandrere er samlet. Alligevel formår de at stifte et slags venskab, der skal vise sige at være ganske nyttigt. Da Rune finder ud af, at han kan transportere narko gennem en faldstamme på toilettet, indser han med det samme, at han har fundet sin mulighed for at stige i hierarkiet – og dermed overleve sit ophold i fængslet.

Filmen hedder R, der selvfølgelig står for Rune – navnet på hovedpersonen. Men R står også for respekt, hvilket er det, som det hele handler om i fængslet. Har du respekt, har du også muligheder, men respekten er også særdeles skrøbelig – og Rune skal da også indse, at det ikke nødvendigvis er nemt at holde sig godt bekendt med alle, specielt når han begiver sig ind på et trængt og farligt marked som fængslets stofdistribution. Samtidig bliver Rune udsat for en lang række opgaver, der skal hjælpe de indsatte – ikke nødvendigvis de letteste opgaver. Den første handler bogstaveligt om at smadre en af de andre indsatte.

Filmen er vold og magtkamp råt for usødet. Stilen, dialogen og fortællingens vinkling søger efter et autentisk udtryk, der i udgangspunktet kunne ligne en håndholdt dogmestil. Alligevel er den nærgående kameraæstetik suppleret af nogle momentvist meget poetiske nedslag. Dermed skaber filmen en stærk kontrast mellem stillestående og abrupt hæslighedsæstetik, der fortæller ligeså meget som fortællingen selv. Volden er iltert portrætteret, mens rytmen og æstetikken veksler mellem nærværende og distancerede billeder. Den rystede og rystende stil tager dig så tæt ind på problemerne, at det til sidst gør nærmest fysisk ondt.

Filmen er skrevet og instrueret af debutanterne Tobias Lindholm og Michael Noer, der hævder at have hentet inspirationen til fortællingen fra en autentisk beretning. Det er for så vidt uinteressant, om det er virkelige hændelser eller ej, for det, filmen portrætterer, er visuelt autentisk og spillemæssigt enormt troværdigt. Pilou Asbæk, der spiller Rune, er filmens eneste etablerede skuespiller, mens resten er hentet blandt amatører, heriblandt en lang række personer, der – enten som indsat eller som fængselsbetjent – har oplevet indersiden af et fængsel. Samlet set skaber dette en overraskende velspillet film, der leverer en særdeles lovende debut fra parret.