Melodramaet lever sit eget underfundige liv i dansk tv-drama. Specielt ikke den lidt nedsættende undergenre soap opera har haft så gode kår i den danske tv-tradition. Hvide løgne fra 1998 viste akkurat, hvor eklatant svagt resultatet kunne blive, mens en serie som Landsbyen fra 1991 viste, at det lille blik i en befolket andedam godt kunne fungere. Ganske succesfuldt har soap operaen nu fået en genfødsel herhjemme med den overraskende velfungerende 2900 Happiness. Første sæson er netop ude på dvd.

Selvom melodramaet i sin soapversion ikke har været en dominerende genre, så spiller melodramaet i den grad med mange steder. Serier som Anna Pihl, Strisser på Samsø, Taxa og sågar Matador trækker i høj grad melodramaet ind på hver sin måde. Melodramaet anses normalt genrehistorisk som tragediens overtager, idet tragedien – som man ser det hos Shakespeare – arbejder med nogle almene principper om menneskets eksistens, mens melodramaet udmærker sig ved at trække blikket lidt ned fra oven og kaste det på noget mere jordnært. Andedammen er derfor ofte et yndet symbol på dette fokus.

Om 2900 Happiness nødvendigvis er ”nede på jorden”, er det nok så som så med, for det foregår blandt rigmandsfolket i Danmarks svar på 90210 Beverly Hills, nemlig 2900 Hellerup. Men det verdslige aspekt dukker dog op som den initierende faktor i serien, da familien Skovgaard flytter fra Holbæk til Hellerup. Seriens grundproblematik understreges her fra starten, idet Sten (Jesper Lohmann) – der er familiens fader – får bestyrelsesposten i familiens von Bechs familieforetagende efter den aldrende Karl Erik (Kjeld Nørgaard) må træde tilbage efter et hjertetilfælde. Samtidig igangsætter dette også et møde mellem arbejderklassen på den ene side og de indfødt rige på den anden.

Dermed har vi her et helt klassisk familiedrama, som vi også for tiden ser udspille sig i serien Sommer, der også trækker kraftige veksler på melodramaets form. I Sommer bliver det dog mere og mere klart, at der ligger en subtil religiøs metaforik under seriens plot, hvilket ikke er tilfældet i den mere ligetil 2900 Happiness. Det er de klassiske dyder som penge, magt og intrige, der sætter konflikterne i gang, mens den kødelige kærlighed ofte er en bremsende kæp i familiernes hjul. Selvom Beverly Hills, som i sine bedste momenter faktisk fungerer temmelig godt, er en oplagt sammenligning, er Dynasty også en yderst relevant serie at spille 2900 Happiness op imod. Magtintrigen er her også blandet grundigt sammen med et fokus på unge på og omkring Hellerup Gymnasium, primært gennem de respektive døtre i de to familier, og derfor er Dynasty og Beverly Hills ingredienserne, der sammenkoger et stykke velfungerende dansk sæbeopera.

Derfor skal man også tage 2900 Happiness for det, den er. Den forsøger ikke at sofistikere sig ud på sidespor, der giver mere luftige fornemmelser. I stedet holder den sig til sin genreformel, hvilket man med sikkerhed ikke kan sige om eksempelvis Sommer, der derfor fejler en smule. Og ved at holde fast i sit projekt bliver 2900 Happiness faktisk mere vedkommende, også fordi skuespillet heri faktisk også holder en standard, som Hvide løgne eksempelvis ikke kunne stå mål med. Særligt Kjeld Nørgaard, som familien von Bechs overhoved, og Susanne Storm, som kone til Sten, hæver seriens niveau betragteligt. Det gælder i øvrigt også det cinematografiske arbejde, der også er lidt ud over det sædvanlige i soapsammenhænge.

Samtidig spiller serien inden for dette soapregi også metatekstuelt på flere af de skuespillere, der med. Malene Schwartz er så at sige hentes hjem fra Korsbæk. Peter Reichardt er søn af Poul Reichardt, men spiller desværre rædderligt. Ellers har vi Søren Bregendahl, der – af nogle få måske – huskes fra popgruppen C21, bare for at nævne et par eksempler. Men lad det da selvfølgelig være sagt: Serien er overspillet, den er overfladisk og kalkuleret, men det er også uden at forsøge at være mere end det. 2900 Happiness vinder faktisk på, at den tør spille på sin egen platte underholdningsværdi.