Historien, der ligger til grund for Phantasm-instruktøren Don Coscarellis nyeste film John Dies at the end startede som et vaskeægte internetfænomen. I 2001 læggede forfatteren Jason Pargin, under synonymet David Wong, den første del af historien ud på nettet. I 2004 var hele fortællingen klar og blev, takket være dens popularitet, efterfølgende udgivet som en egentlig paperback i USA. For 70,000 havde før dette downloadet og læst bogen online. Derfor er det næppe overraskende at en science-fiction-gyser med så stor en fanbase bliver lavet om til en film. Filmen kom i 2012 og takket være de gode folk på Another World Entertainment kan det danske publikum så se resultatet.

Lad os slå det fast: John dies at the end er ikke en film, der vil behage alle. Det er for undertegnede umuligt at sammenligne filmen med romanen, eftersom den ikke hører til blandt de læste, men derimod kan man godt sammenligne filmen med andre sci-fi gyserkomedier. Det er en maget atypisk fortælling, for det er en fortælling, der fra starten af helt bevidst forsøger på at tage fusen på tilskuerens normale opfattelse af kronologi og forventninger til plot.

Groft skitseret handler filmen om Dave, der ved et uheld kommer i kontakt med et mystisk sort narkotikum, som bevirker, at hans opfattelse af tid og rum ændres radikalt. Hans bedste ven John, der optræder i titlen, har ligeledes indtaget stoffet. Det er ikke kun meget vanedannende, men det tillader også brugeren både at flytte sig i tid, rum og ikke mindst at blive opmærksom på de interdimensionale skabninger, der tydeligvis har planer om at invadere vores planet. Det er naturligvis noget, som ikke må ske, men desværre er menneskehedens sidste håb to venner, der som udgangspunkt absolut ikke er de fødte helteskikkelser.

Filmen starter in medias res og ved at Dave har sat en journalist stævne på en restaurant. I trit med at Dave fortæller sin historie til reporteren, får seeren også adgang til hændelser, der ligger både før og frem i tiden. Journalisten er naturligt nok meget skeptisk, men der går ikke særligt lang tid før Dave meget konkret får overbevist manden om de – i øvrigt meget udsyrede – påstande, han kommer med.

John dies at the end er en meget veloplagt fortælling, der viser, at instruktøren ikke har nødigt at have Bruce Campbell på rollelisten for at lave en både sjov og spændende B-film. Til trods for et forholdsvis skrabet budget (set med mainstream Hollywoods øjne) lykkes det filmmagerne at få en visuel glimrende film ud af forlægget. Effekterne er gode og i den forbindelse bør især kødmonstret, som vennerne tidligt i filmen står overfor, fremhæves. Samtidig drives fortællingen frem af en fuldstændig uforudsigelig og udsyret fortælling, der emmer af fortællelyst og forkærlighed til alle de genrer, som er værd at holde af.

Det kan godt være at mange seere, der ikke holder lige så meget af denne type film, vil føle sig hægtet af og opleve John dies at the end som en noget ujævn fortalt film med karikerede figurer og en samling skuespillere, der er glade for at overspille – selv den glimrende Paul Giamatti (der også er medproducent på filmen) – men det er netop hele pointen. Det bør og skal være helt ude i hampen.

Selv om man måske ud fra filmens titel tror, man har luret, hvad der mon sker med John til sidst, bør man – uden at afsløre for meget – måske ikke stole 100% på titlen, for den er lige så drilsk som resten af filmen. Det vil være uretfærdigt at hævde, at filmen er stor kunst, men hvad den måske mangler i substans og dybde, har den til fulde i sin evne til at underholde. Det er en af den slags film, man måske ikke husker alle detaljerne i efter at have set den en enkelt gang, men samtidig en af de film, man husker som en sjov, underholdende sag, som man med garanti vil anbefale til de i vennekredsen, der er lige så depraverede som en selv.