Umoralske fortællinger, eller Contes Immoraux fra 1974 synes ved første øjekast at være en blandt mange af softcore film, som Another World Entertainment i løbet af de seneste år har gjort tilgængelige for DVD-generationen, men når filmen først får opbygget momentum, viser det sig at den er langt mere provokerende og grænsesøgende, end den hudfarvede mængde af lignende film på markedet og tillige besidder den faktisk kvaliteter, der ud fra en vis optik endda kunne gøre den fortjent til klassifikationen ”kunst”.

Selv om der naturligvis er puritanske røster, der næppe vil mene at seksuelle udskejelser, der sammenkobles med kristne (læs: katolske) symboler og figurer, eller for den sags skyld en visuel gengivelse af grevinde Báthory der bader sig i varmt kvindeblod er stor kunst – men det er sikkert også selv samme røster, der hævder af filmmagere som eks. Passolini, Fellini eller Lynch heller ikke fortjener ros. Det skal for god ordens skyld pointeres at Borowczyk på ingen vis er i samme vægtklasse som førnævnte mesterinstruktører, men til gengæld emmer hans film af en sanselighed i billede og lyd, som nærmest formår at antage fysisk karakter.

Før Borowczyk kastede sin karriere over styr med sine Umoralske fortællinger, der skabte et enormt påstyr ved festivalen i Cannes tilbage i ’74, havde han en længere karriere bag sig som klassisk animator. Måske er det her instruktøren har lært at gå helt tæt på sit motiv med kameraet. For selv om filmen ikke udelukkende består af nærbilleder, så er seeren indimellem placeret intimt tæt på aktørerne. Dertil kommer at enhver kameraindstilling synes– ligesom i animationsfilmen - at være planlagt ganske nøje, så filmen får et tableau-agtigt præg, der godt kan lede tankerne hen på en Peter Greenaway.

Filmen er opdelt i fire småhistorier, der alle kredser om overskridelser af grænser og tabuer. Den første historie La Marée er baseret på den surrelle forfatter André Pieyre de Mandiargues fortælling. Den beskriver et ungt par, der tager til stranden. Fyren har været omhyggelig med at læse sin tidevandstabel i avisen, for han lader sig selv og den unge pige fange på en lille tange land, hvor han manipulerer hende til oralsex, mens han fabulerer om månen, tidevandet og meget andet – meget franskt i både bogstavelig og overført betydning.

I den anden fortælling følger vi en ung pige der bliver låst inde i sit kammer, efter hun lystent har kælet for en masse objekter i den lokale kirke. Selv om hun finder indespærringen grusom, så finder hun alligevel ud af at få tiden til at gå, blandt andet ved at fantasere om Jesus og de kobberstik af alvorligt udseende herrer i uniformer hun finder i sine gemmer. Den tredje fortælling tager udgangspunkt i de historier der florerer om Elizabeth Bathory - grevinden, der fangede unge piger ind til sit hof under påskuddet af at have behov for tjenestepiger, men som i virkeligheden blot dræbte dem, for at bade i deres blod. Hos Borowczyk er der her en konstant fokus på de lesbiske elementer i forholdet mellem sadisten og ofrene.

Sidste kapitel har fået titlen ”Lucrezia Borgia” og viser et simuleret orgie mellem den purunge pige Lucrezia samt dennes bror og paven, hendes far. Naturligvis først efter vi har været vidne til at hovedpersonerne har deltaget i en meget seriøst, ritualiseret procession mod deres private gemakker. Kort sagt forekommer især de to sidste sekvenser bevidst at ville provokere alle de stivnakkede borgerdyr, som alt for let bliver forargede over den slags tabubrud. Det er bare ikke i i den bevidste provokation at episodefilmen finder sin styrke.

Den kan man derimod se i kameraarbejdet og i alle de mange scener, der har en legende, let ofte improviseret tone. Det gør at filmen formår at skildre de simulerede seksuelle udskejelser meget lystfyldte og på den anden side fungerer som en form realisme i forhold til aktørernes spil, selv om situationerne er nok så fortænkte og opstillede. Der opstår på den måde, i denne anmelders tolkning, en brudflade mellem realismen, den visuelle erotiserende æstetik og ikke mindst den dualisme der konstant synes at findes mellem lyst og skyldfølelse, mellem civiliseret, kontrolleret småborgerlighed og den rendyrkede hedonisme. Det er netop disse brud, at man finder filmens indlysende kvaliteter.

Der er måske ikke meget i selve sexscenerne, der vil kunne forarge alle os i vor aktuelle pornoficerede virkelighed, men derimod kommer filmen gennem sine billeder af meget smukke modeller (i blandt dem Pablo Picassos datter Paloma, i - så vidt vides – hendes eneste filmrolle) både til at fremstå som utroligt sanselig og samtidig er den en udstrakt langefinger til alle de, der alt for hurtigt bliver bornerte og forargede over at være positioneret som voyeur på denne måde. Man kan godt indimellem synes at nogle af scenerne er trukket lidt for langt ud, men det ændrer ikke på at Umoralske fortællinger bliver en erotisk film, der for en gang skyld samtidig med de æggende scener også leverer intellektuel substans.