Der er ikke noget nyt i at kombinere zombiefilmen med en god portion humor. Af de mere vellykkede film der gør dette kan nævnes Peter Jacksons Braindead, Stuart Gordons Re-Animator eller den fremragende, norske Død Sne. Dead and Deader (hvis titel unægtelig minder om en virkelig morsom film med Jeff Bridges og Jim Carrey) kan på ingen måde måle sig med disse, hverken i handling, one-liners eller splattereffekter. Det er en film, der er lavet direkte til amerikansk TV, men med et noget større budget og langt mere sans for genren end den ret gyselige Slayer, der fandt sin vej til kapellets sider for et stykke tid siden.

Præmissen minder om et utal af andre zombiefilms præmis; En gal videnskabsmand har udviklet noget mystisk zombiegift, der distribueres via nogle muterede skorpioner. En deling soldater bliver sendt ud i junglen for at finde en lignende deling soldater, der tidligere var blevet sendt ud i junglen. De finder nogle soldaterzombier og dræber disse, men vores helt, Bobby, bliver under skudvekslingen selv inficeret med giften. Det bemærkelsesværdige er dog at selv om han dør, så zombificeres han ikke fuldstændig. Han får lyst til at spise råt kød, men hans hukommelse er intakt og han bevarer langt størstedelen af sin medmenneskelighed.

Bobby bliver sendt tilbage til staterne og opholder sig på et felthospital, hvor folk mildest talt er forbløffede over Bobbys tilstand. I et forsøg på at helbrede sig selv for en kronisk sygdom, tager en anden gal videnskabsmand vores handlekraftige helt Bobby til fange, for at dissekere ham, men inden man kan nå at sige ”brraaaaains” er zombievirussen naturligvis sluppet løs på militærbasen og nu er det op til Bobby, hans afro-amerianske ven og en lækker, nedringet sild at redde dagen. De skal skyde zombier, stoppe den tossede videnskabsmand og - ikke mindst - fyre platheder af undervejs.

Det lyder jo i og for sig som ganske glimrende underholdning, hvis bare det ikke havde været fordi man havde set det flere gange før og langt mere overbevisende. Ideen med zombificerede helte, der fyrer platheder af kan spores helt tilbage til den ret miserable Dead Heat fra 1988 og selv om både effekterne er hæderlige og handlingen tilpas fjollet til at man ikke arrigt instinktivt rækker ud efter fjernbetjeningen så er Dead and Deader stadigvæk ikke en film, man har lyst til at se mere end en enkelt gang.

Der er simpelthen for mange klicheer og dumheder til at man får lyst til at lege rigtigt med på ideen – mest irriterende bliver det dog når vores barmfagre heltinde og døde helt pludselig begynder at diskutere de to forskellige udgaver af Dawn of the Dead. Deres replikskifte forsøger at overbevise os om at vores heltinde rent faktisk har skrevet en afhandling om filmen, men set i lyset af kapellets kældervinduer, så skal hun vist være glad for at det ikke var vore kapellaner, der delte karakterer ud.

Det er naturligvis i orden at være selvironisk og metafiktionel når man laver film, men det skal blot gøres med så stor overbevisning at enten intellektuelle og/eller zombiefansene føler sig godt behandlet, i dette tilfælde kommer Dead and Deader desværre lidt til kort. Dead and Deader er langt fra den værste zombiefilm som er blevet bedømt på disse sider, men det er bare så ærgerligt at så meget lækker zombiemakeup og teaterblod er blevet spildt på en film der med ganske få midler og en solid portion opfindsomhed, kunne have været blevet så meget federe.