Gangsterfilmen behøver ikke være stordramatik. Instruktører som Guy Ritchie og Quentin Tarantino har internationalt gjort gangstere til selvrefleksive og stilfulde individer, mens Lasse Spang Olsen og Anders Thomas Jensen har tilført en skandinavisk nuancering af selvrefleksive gennem indføring af komediens formler. Dette møde mellem en selvsikker, cool stil og en velskolet humor er grundlaget, som har skabt en ganske morsom norsk og tværskandinavisk film. Selvom Leon Bashir og Sebastian Daléns Tomme tønder undervejs bliver plat og formularisk, er det hovedsageligt en vellykket komedie.

Tomme tønder er de to instruktører og filmforfatteres debutfilm, og det er også tydeligt, at de henter deres inspiration fra helt åbenlyse steder. De er yderst fascineret af – som ovenfor antydet – den postmoderne gangsterkomedie, hvor vold, kvinder og stofmisbrug ikke skal tages særligt alvorligt. Leon Bashir spiller også selv hovedrollen som Ali i filmen som en petty criminal, der forsøger at gøre sig gældende i den norske underverden, nærmere bestemt Oslo, hvor alle – siger filmen – er mere eller mindre kriminelle. Filmen begynder med et utvetydigt nik til Olsen Banden, da Ali kommer ud fra fængsel med en plan – denne gang en god en…

De får kontakt til ’Dansken’ – spillet af Kim Bodnia – som er den kriminelle ligas godfather. Eftersom han ikke har de mange valgmuligheder for at få udført et nemt job, tyr han til Ali og hans to dope-rygende og hip-hop-dansende gangsterkumpaner. De skal – bare! – stjæle en udstoppet fugl til en af Danskens samarbejdspartnere, så denne kan gøre et sidste job – fuglen er eftertragtet og penge værd, men det skulle være en smal sag for de tre spirer. Troede de! Det viser sig – med deres mindrebemidlede, halvhøje evner – at være en kompliceret sag, der langsomt fører dem længere og længere ud i store, store problemer. Snart har de den halve underverden på nakken – ofte nærmest uden, de selv lægger helt mærke til det.

I denne formel er det ikke svært at tilføre en omgang norsk mulje blandet grundigt sammen af tiltrækkende piger, udførlige fester, moderne pumpende musik og dyre, stylede biler. Undervejs kammer stilfuldheden en smule over, og Tomme tønder kommer desværre lidt for meget til at ligne The Fast and the Furious. Tæppet trækkes heldigvis oftest hurtigt væk under disse sekvenser med passager, som ironiserer dybt over disse film, der ikke er meget mere end overflade og hypede biler. Det er også det, der redder filmens overbasunerede forsøg på at være cool – den ved godt selv, at det ikke helt lykkes alligevel. De tre småkriminelle, der gerne vil være seje, bliver i stedet tilpas kiksede til, at det bliver morsomt.

Filmen vil heller ikke så meget mere end det. Den inddrager godt nok en perifer diskussion af og et satirisk blik på stofmisbrug og de løsninger, der skal – i filmens optik – til for, at Oslo vil være foruden kriminalitet. Men det ville være en overvurdering og fejllæsning af filmen at lægge for meget i det. Filmen er en simpel, selvironisk komedie med parodiske udblik til andre film og genrer, som den læner sig opad. Alligevel er det faktisk ret morsomt. Og hvem havde troet, at vi skulle få cool cinema fra Norge?