Hvis man til et middagsselskab bliver fanget i en situation, hvor man overfor uforstående fremmede pludselig begynder at forklare ens fascination af horror, fantasy og science fiction, så vil man utvivlsomt hive argumentet frem om, at disse genrer faktisk byder på gode fortællinger, men samtidig siger en masse om den samtid, de er en del af. Dette kan nemt overføres på f.eks. zombiefilmen som genre, men især science fiction synes at være – som Patrick Parrinder engang har defineret den – ”en ekstrapolering af tingenes aktuelle tilstand”.

Dette argument bliver helt tydeligt, når man begynder på at se indiefilmen Terminus, der til trods for sit skrabede budget, får flere gode pointer ud af sin fortælling. Pointer, der dog ikke ligger særligt fjernt fra den virkelighed, menneskeheden befinder sig i lige for tiden.

Hovedpersonen i Terminus er en forhenværende soldat, der nu arbejder på et bilværksted. Økonomien er ved at falde helt sammen, så filmen starter stort set med, at vores hovedfigur modtager en fyreseddel. David, som han hedder, har en datter, der pludselig dukker op i hjemmet, ikke fordi hun er droppet ud af skolen, som farmand først antager, men fordi han ikke har fået betalt sine regninger til hendes college til tiden.

Davids eneste rigtige ven er krigsveteranen Zach, der er både gal, indebrændt og bitter, især over den vejsidebombe, der tog hans ben, og over det militær, der grundet hans handicap ikke vil lade ham kæmpe. I tv og alle andre steder hører man om kampe mellem russiske styrker og amerikansk støttede oprørere. Kort sagt er Davids hverdag præget af både uro i hjemmet, på jobbet, og generelt ser det ud, som om verden er ved at nærme sig total udryddelse.

Dette bliver endnu mere tydeligt, da David en sen aften ser en meteorit styrte ned tæt på hans bopæl. Han beslutter at se, hvor den er landet, men idet han rører ved den, er det som om den kommunikerer et eller andet til ham. Den vil gerne have ham til at bygge et eller andet, samtidig med at den tilsyneladende heler alle de rifter, skrammer og knubs, som han fik, da han mistede kontrol over sin truck. David beslutter sig derfor til at hente sin truck og sammen med vennen få fragtet den mystiske sten hjem, så han kan studere den nærmere. Hvad seeren ved, men David ikke gør, er, at der også er nogle meget gnavne folk fra regeringen, der har sat sig for at få fat i meteoren.

En sci-fi klassiker – meteoritten der normalt spreder skræk og rædsel som i Creepshow, Armageddon eller klassikeren The Blob fra 1952 (som på mange måder er remaket fra 1982 underlegen) – bliver her brugt i en noget mere positiv kontekst. Ideen om, at dette mystiske objekt instruerer dem, der har haft kontakt med det, til at bygge et eller andet, er tyvstjålet fra Nærkontakt af 3. grad eller den skrækkelige Contact. Kort sagt så er det ikke just originale narrative elementer, som Terminus benytter sig af.

Til gengæld får den for ganske få midler og enkle, men effektive effekter det maksimale ud af sit budget og får alligevel skabt en lille science fiction-fortælling, som i hovedtræk fungerer ganske fint. Det indtryk, filmen efterlader seeren med, er dog, at vi har med en film at gøre, der gerne - qua sin fantastiske elementer - gerne vil fortælle sin seer, hvordan vi mennesker reagerer, når verdens problemer ikke længere kan ignoreres, og når man står foran sin egen totale udslettelse. Der er sikkert flere, der vil opleve slutningen som lidt vel meget symboltung og - med fare for at afsløre for meget - med for tydelige bibelske undertoner i den måde, den visualiserer den potentielle ekstra chance som menneskeheden får.

Så Terminus er et fint forsøg på at iscenesætte tiden umiddelbart, før mennesket har udspillet sin rolle på planeten, lidt som slags en fjern fætter til den australske These Final Hours eller for den sags skyld Triers Melancholia (uden anden sammenligning i øvrigt). Det er dog, som om Terminus aldrig helt får udnyttet denne type scenarie lige så effektivt som disse, især måske fordi den ender med at levere et langt mere forløsende budskab.