Det er bemærkelsesværdigt, hvor livsbekræftende fortællinger om lidelser, afsavn og død kan være. Det er elementer, som er indbygget i den europæiske tragiske tænkning, og det er noget, vi genfinder inden for asiatiske kulturer, hvor lidelsen er en bekræftelse af livet. Det udvikler sig senere i Nordeuropa til det tyske Trauerspiel, der fokuserer på borgerlige lidelser og problemer. I Japan findes også den – for os – besynderlige genre Bhuto, der er en dans, hvor danseren danser med sin egen skygge for at finde kontakt til noget eller nogen tabt. Doris Dörries tyske film Når kirsebærtræerne blomstrer har fundet en kontakt mellem disse genrer, og udtrykker i sin film en velformuleret og bekræftende kærlighed til livet.

I filmens begyndelse får hustruen Trudi at vide af sin mands læger, at Rudi er dødssyg. De er dog i tvivl om, hvordan han vil reagere, når han får det at vide, og derfor overlader de informationen til Trudi, som så kan beslutte, om Rudi skal vide, at han er syg. Trudi vælger ikke at fortælle det, men forsøger i stedet at tage Rudi – en noget forstokket, vanesyg gammel mand – med på en sidste tur rundt for at besøge deres tre børn. Filmen spiller her på et generationsdrama, hvor forældrene – særligt faren – og børnene har svært at forstå hinanden. De kender knap hinanden. Det samme gælder lidt forholdet mellem ægtefolkene, idet Trudi stort set – viser det sig – har opgivet sine livsdrømme for at indordne sig i Rudis borgerlige liv. Det bliver derfor ikke nemmere for Rudi, da Trudi ganske uventet dør – og Rudi selv indser, at han har holdt hende igen. Derfor sætter Rudi sig for selv at opleve alle de ting, han har holdt Trudi fra at opleve.

Når kirsebærtræerne blomstrer er en svær film at sige en masse om uden at afsløre filmens udvikling. Filmen tager nogle vendinger i Rudis søgninger og forsøg på at lokalisere, hvad Trudi måtte have ønsket sig. Vi får hermed fyldige karakteristikker af Berlin, også en række parodiske perspektiver på byens besværligheder for et aldrende ægtepar, men set i lyset af Tokyo, hvor Rudi også havner, er Berlin en sandkasse med fire lokaliserbare hjørner. Trudi har nemlig gennem hele sit liv været bevæget af den japanske kultur, motiveret af at de har en søn i Tokyo, og særligt det japanske skyggespil Bhuto har fanget hende. Mødet med den sælsomme danserinde Yu bliver derfor et smukt vendepunkt for Rudi. Bhuto – får han forklaret – er en dans, der giver danseren en mulighed for at kommunikere med følelser og døde folk. Yu lærer på den måde Rudi det, som han ikke har villet se hos sin kone.

Titlen Når kirsebærtræerne blomstrer peger på den forgængelighed, som det smukke og det blomstrende liv har. Et kirsebærtræ blomstrer én gang om året ganske kortvarigt, hvilket de – i filmen – fejrer med en stor parkfest i Tokyo. På den måde understreger denne metafor selvfølgelig livets flygtige karakter, men samtidig viser den også, at selvom det er kortvarigt, kan det godt nydes i sin korthed – det skal bare opleves. Filmen bliver på den måde også en film om, hvordan vi mindes vores omgang med mennesker og hinanden. Den understreger en livsfilosofisk holdning, der bæres videre fra person til person: Vi husker hinanden ved, at vi bliver båret videre af de personer, vi møder. Flotte billeder, en dvælende rytme i filmen og i Elmar Weppers dejlige karakter, et særligt forhold til de enkelte detaljer i hverdagen og i samtalerne, og ikke mindst det beseglende møde mellem mennesker får form i Dörries dejlige film. Her finder det sørgmodige tyske spil en lidelsesfælle i den japanske dans, som tilsammen undfanger en meget rørende oplevelse.