Elegy er en engelsk betegnelse, der beskriver et stykke poesi, som hylder en eller flere døde, og handlingen i Isabel Croixets film, der har fået samme navn, er også en form for dødsmesse. En klagesang som i den grad er centreret omkring den evige vekselvirkning mellem eros og thanatos. Filmen er baseret på Phillip Roths roman The Dying Animal, som er en del af trilogien om den aldrende universitetsprofessor David Kapeshs følelses- og sexliv.

David spilles i Croixets film blændende af Ben Kingsley. Han skaber et billede af en charmerende ældre herre, der i starten af filmen fortæller, at han til trods for sin krops forfald er udstyret med et sind som en 20-årig mand – heriblandt også den 20-åriges frygt for at binde sig til andre. Da Kapesh møder den unge studine Consuela, som deltager i hans forelæsningsrække, ved han, at hun er en pige, som man ikke bare kan have tilfældig sex med – hun skal først opvartes, forføres og vindes. Derfor skruer professoren op for charmen, og inden længe overgiver hun sig til en mand, der aldersmæssigt nemt kunne være hendes far.

Idet erobringen er gennemført og deres romance bliver mere og mere seriøs, rammes Kapesh af en frygtelig jalousi. Han kan ikke lade Consuela være, ringer konstant til hende og går endda så vidt som at forfølge hende. David frygter, at det bare er et spørgsmål om tid, før Consuela vrager ham til fordel for en yngre, mere fyrig elsker. En sådan besættelse er naturligvis dømt til at gå galt, men filmen undgår de standardiserede klicheer, man ellers kunne forvente, og fortæller i stedet en både realistisk, troværdig og rørende historie om et forhold under pres.

I Elegy er det ikke kun Consuela og Johns forhold, der fortælles om, for seeren får også mulighed for at møde Davids gode ven poeten John O’Hearn og Davids elskerinde Carolyn. Deres liv påvirkes naturligvis også af Davids nye lidenskab, og ulig mange andre kærlighedsfortællinger bliver disse bifigurer både interessante, vedkommende og vigtige brikker til at forstå nuancerne i Davids følelsesliv.

Filmens titel hentyder ikke udelukkende til tragedien omkring tabet af den fysiske ungdom, for den fysiske død kommer også – uden at afsløre for meget – tæt på David i flere forklædninger. Elegy bliver på den måde en rigtigt fin film om livet, døden, kærligheden, erotikken og ikke mindst det faktum, at vi alle bliver ældre.

Det ville være en fejl at betragte filmen som tragedie, for selv om den kærlighed, der skildres i filmen ofte ender smertefuld, så er filmen samtidig en hyldest til livet og nydelsen. Selv om hovedpersonen muligvis både opfører sig irrationelt og til tider som et stort fæ, så er skildringen af hans seksuelle forhold ikke tynget af hverken skyld eller skam, snarere tværtimod.

Filmen er stilfærdigt uprætentiøs i håndteringen af hovedhistorien, og selv om hverdagsdramaet ikke er et, der på nogen måde stikker væsentligt ud fra alle mange andre gode film, der i tidens løb er lavet om kærlighed, så er skuespillerpræstationerne og de problemer, som karaktererne er sat overfor, så gribende, at man ikke kan undgå at fascineres af Elegy.

Det er i hvert fald ret modigt at lave en film om en gammel universitetsprofessor, som forelsker sig i en purung pige, uden at Lolita-sensationalisme eller aldersfascisme blandes ind i fortællingen. Måske burde nogle af de kritikere, der i sin tid stod i kø for at overfalde vores lokale udgave af David Kapesh - Jørgen Leth - se Elegy om ikke andet så for at se at ældre, charmerende, intellektuelle sagtens kan være helt oprigtige i deres søgen efter nærhed.