Det bliver svært at snakke om Filth uden at nævne Trainspotting. Forfatteren bag begge bøger, Irvine Welsh, skriver skumle, grufulde og syrede historier, og det er nemt at se, at begge disse film kommer fra samme bagland. Fortællingerne er levende, absurde og ætser ind under huden på dig. Trainspotting gav et godt indtryk af det skotske narkomiljø uden at løfte en eneste pegefinger. Filth er nærmere en sort komedie, som gør brug af den korrupte strisser-persona til at fortælle en bizar, men ganske morsom historie.

Stoffer, sprut og fetichistisk sex er på dagsordenen i Filth. James McAvoy spiller Bruce Robertson, Skotlands mest fordærvede politibetjent, hvis fritid- og arbejdsliv danser på randen af selvudslettelse. Filth har et kejtet tempo og spilder mange af sine jokes på kvindefjendskhed, men filmen finder sig aldrig helt til rette i sin egen rytme. Den har sine øjeblikke, men efterlader i sidste ende intet andet end en okay følelse.

Vi følger Bruce, mens han går rundt og drikker, sniffer og knepper alt, han kan få fingrene i. Han er en egoistisk, manipulerende og moralsk korrupt skiderik, som hele tiden og konstant laver perverse practical jokes på sine nærmeste venner og fjender. Men tingene begynder at løbe løbsk imens han udforsker en mordsag, og hans fritidsaktiviteter indhenter ham og tvinger ham til at se hans dæmoner i øjnene.

James McAvoy er en skuespiller med stor rækkevidde. Et enkelt blik på hans filmografi er nok til at bevise, at han ikke bliver typecastet. Han har formået at medvirke i en bred vifte af projekter fra superheltefilm (X-Men: First Class) til historiske dramaer (The Conspirator). Men han er usædvanlig god (og pisseulækker at se på) i denne film som en mand, der kører i overhalingsbanen direkte til selvdestruktionen. McAvoys præstation er fascinerende at se, idet hans personlige dæmoner begynder at sive ud gennem de mange revner i hans personlighed. Selvom det er en meget højrøstet og prangende præstation, giver den stadig mulighed for øjeblikke af sårbarhed. Han støttes godt af Jamie Bell (Billy Elliott), Eddie Marsan (The World’s End) og Jim Broadbent (Harry Potter). De kvindelige hovedroller er i starten af filmen reduceret til seksuelle erobringer eller modtagere af Bruces verbale overgreb.

Problemet med Filth er, at der ikke rigtig er nogen at heppe på, som kan eliminere den dramatiske spænding. Bruce løber rundt og laver alverdens ting, til alle dem han møder, og hverken ham eller dem, han møder, er særlig sympatiske. Det kunne have været meningen med historien, men det er ikke det mindste engagerende for publikummet. Selvom du sidder og ser filmen, har den svært ved at holde dig fastspændt til skærmen, og du vil undre dig over, om der bare er én god grund til at føle sig investeret i historien. Hvis det er meningen, vi skal snuble ned i et snævert og snoet kaninhul, helt ind i dybet af Bruces sind, jamen så får vi det skam, men det er bare ikke helt nok. For at gøre tingene værre, så har filmen et bizart skift i tonen i sidste akt, som kommer helt uventet. Dette skift føles som om, filmen forsøger at omskrive for meget af det, vi har set, og alt for sent i historien. De sidste scener føles forhastede og for praktiske, hvilket er en skam.

Filth er ikke for sarte sjæle. Det er en mørk og foruroligende fortælling om en mand med intet at leve for, bortset fra de stoffer som kan blive hans undergang. Hvis du er fan af Trainspotting, vil denne også være noget for dig, men for alle andre er det en risiko at tage. Men slutningen er fantastisk, humoren er i top og skuespilpræstationerne leverer hele filmen igennem.