John McTiernans science-fiction film Predator fra 1987 er bestemt ingen nyhed. Da filmen oprindeligt blev vist i biograferne var den dengang 17-årige anmelder in spe i første omgang langt fra begejstret for dens overdrevne, blodige stil og dens fokus på handlekraftige muskelmænd, der kunne sprede ødelæggelse men knapt kunne tale sammenhængende. Nogle år efter var denne dom dog vendt 180 grader om, for i dag opfatter den noget ældre anmelder filmen som en af de helt klassiske, ikoniske firserfilm som kan ses igen og igen, lige som Aliens, Bloodsport, Re-Animator, A Better Tomorrow, osv.

Hvad derimod er ”nyt” er at fans af filmen nu har fået mulighed for at opleve Arnold og hans jagt på det kamuflerede rumvæsen i 3D. 3D teknologien på film går helt tilbage til 1930erne, men det var i 1950erne at den anaglyffe (rød/grøn) 3D-teknologi havde sin storhedstid og, lige som i dag, blev benyttet til at lokke folk i biograferne med. 3D var, lige som forskellige farve- og bredfilmsformater, filmbranchens forsøg på at konkurrere med fjernsynet på. Det er dog først indenfor de sidste fem års tid, blevet muligt for menigmand at have mulighed for at opleve film i fuld farve og 3D i hjemmet og derfor er antallet af film som man kan få i 3D versioner også vokset.

Med frygt for at bliver for nørdet er der hovedsagelig to måder at lave 3D film på. Enten kan filmmagerne vælge at optage sin film med store, dyre 3D HD kameraer. Det er besværligt og koster ekstra. Man kan også vælge at spare, idet man optager sin film på helt regulær vis og så efterbehandler den i 3D efterfølgende. Det kan være ganske udmærket, men det kan også lede til decideret dårlige effekter og utroværdige tredimensionelle oplevelser.

Predator 3D er i sagens natur en af de film, der har fået en 3D overhaling for nylig, spørgsmålet er så om det i det hele taget er en fordel at se den nye versionering, eller om man blot bør fryde sig over at se filmen på BluRay? Svaret er ganske enkelt, for 3D effekten fungerer virkeligt godt og synes ligefrem at give nyt liv til den gamle film.

Der er enkelte scener som ikke fungerer optimalt, dette bliver især tydligt i filmens start hvor der vises en dialogscene mellem Dutch (Arnold) og Dillon (Carl Weathers) – her tales ikke om scenen hvor de mødes, men lidt senere i, idet de er begyndt på deres mission, hvor billedet viser et closeup af Dillons ansigt. Her er det meget tydeligt at de der har arbejdet med at modellere hans ansigt op i 3D har haft svært ved at ramme de rigtige farvetoner, for det ser nærmest ud som om han er computeranimeret. I de scener hvor der ryges cigar, er det også ret tydeligt at se, at 3D animatorerne har måttet lægge lidt ekstra røg ind, for at få det hele til at fungere – men problemerne med 3D isolerer sig til ganske få øjeblikke, for idet filmen først tager fart og kameraet begynder, dynamisk at bevæge sig rundt om figurerne og idet actionscenerne begynder, fungerer 3D’en upåklageligt.

Junglen får tilføjet en god dybde. For-, mellem- og baggrund er tydelige og selv i de scener, der benytter sig af fokusskifte fungerer godt. Den ekstra dybde i billedet øger faktisk følelsen af paranoia og at der er noget der lurer et sted derude endnu mere prægnant. Kort sagt virker det, mens man ser filmen, som at opleve den på ny og derfor kan 3D versionen godt anbefales til alle de der har teknologien til deres rådighed.

Det er derfor en fornøjelse at gense Predator på denne måde, for selv om selve monstrets kamufleringseffekt virker ganske gammeldags, er det stadig en solid actionfilm, der selv efter så mange år leverer varen. Det man dog kan undre sig over, er at den regulære BluRay version som også er inkluderet i udgivelsen er fuldstændigt rippet for ekstramateriale. Så har man lyst til at høre John McTiernans kommentarspor, vil man se behind-the-scenes film eller minidokumentarer om effekterne, så kræver det man får fingrene i Predator - the Ultimate Hunter Edition der blev sendt ud i 2010. Det er i denne anmeldes øjne virkeligt mærkeligt, at dette ekstramateriale ikke er med i genudgivelsen, når man nu har gjort så meget ud af at lave en helt ny version af filmen. Kort sagt er Predator 3D ikke ”one ugly mothafucka” det er faktisk en 3D udgivelse der giver rigtig god mening og et skønt gensyn med et nu nærmest ikonisk rumvæsen. Vi kan så bare håbe på at den meget oversete efterfølger fra 1990 også får en lige så gennemarbejdet 3D efterbehandling snart.