Man er ikke kommet mere end ti minutter ind i filmen Gwendoline, før ens hjerne måbende forhindrer ens tommelfinger i at finde stopknappen på fjernbetjeningen, for filmen byder på det ene optrin efter det andet af så gennemført tåbelig karakter, at et mantra langsomt formes inde i ens hoved. Det lyder nogenlunde således: ”nu kan det da ikke blive værre… nu kan det da ikke blive værre…”. For selvom instruktøren Just Jaeckin tidligt i sin karriere havde skabt erotiske film, med både bund og bred appeal, baseret på litterære klassikere (eks. O’s Historie (1975) og klassikeren Emanuelle (1974)) så må Gwendoline virkeligt betegnes som Jaeckins endegyldige svanesang.

Filmen er ufatteligt løst baseret på en vovet tegneserie – The Adventures of Sweet Gwendoline fra slutningen af fyrrerne. Serien blev skabt af John Willie og det vovede bestod i at den legede med et konstant fetichistisk fokus på smukke, unge kvinder der skulle bindes, og spandt det hele ind i en mere traditionel spion/adventure-fortælling, som Nicolas Barbano så glimrende gør rede for i den pamflet, der følger med filmen.

Hvor tegneserien havde helt klart sine momenter og faktisk var ganske flot tegnet, så udmærker filmudgaven sig ved at være et forvirret miskmask af stilarter, pastelfarver, tåbelige hovedbeklædninger, dårlig synkronisering og alt det skrækkelige man overhovedet kan forbinde med startfirserne. Filmen vil alt for meget på samme tid, men i stedet for at blive en munter leg med genrer, viser den med al tydelighed at den fejler på alle de fronter den ridser op. Dialogen ville gøre Barbara Cartland forlegen – ikke på grund af de mange seksuelle antydninger, men snarere fordi filmes replikker utvivlsomt er nogle af de mest tåbelige ting der nogensinde er blevet optaget.

Filmen starter i en stor kulisse, der skal illudere et eksotisk havneområde i fjernøsten et sted. Her dumper Gwendoline og hendes hjælper Beth ned, i jagten på Gwendolines far, som er taget dybt ind i junglen på jagt efter en meget speciel sommerfugl, som han har i sinde at opkalde efter sig selv. Inden længe får de to veninder følgeskab af en slagfærdig machohelt, flodkaptajnen Willard, der modvilligt kommer til at hjælpe pigerne i jagten på den forsvundne fader og dennes sommerfugl.

Filmen vil meget gerne trække på den række eventyrfilm, der kom i samme periode - mest tydeligt Nu går den vilde skattejagt, fra samme år og naturligvis Raiders of the Lost Ark – men uden på nogen måde at nå disse til sokkeholderne. Selv om filmen muligvis bevidst forsøger at være morsom og læge distance til sig selv, så falder det konstant til jorden. Uanset hvor fjollet man er, er det altså virkeligt svært at le af en mand der tysser på en høne.

Det samme gør dens kiksede actionsekvenser. Vær vidne til en indlagt kung-fu kampscene tidligt i filmen, hvor det er helt tydeligt at den Bruce Lee klovn de har fundet er ret dygtig til kampsport, men intensiteten i hans gymnastiske udfoldelser ødelægges helt og aldeles af ussel instruktion og mangel på klippemæssig timing.

Endelig er filmens forsøg på at være sensuel og æggende virkelig trist, scenen hvor vore tre helte er blevet fanget og Willard giver både Gwendoline og Beth orgasme ved at tale om sex, er noget af det mest åndsforladte denne anmelder endnu har måttet lægge sit skrøbelige sind til.

Kort sagt synes Gwendoline at mislykkes så fælt, på så mange planer, at dens konsekvente talentløshed er drivkraft nok til at man nærmest hypnotiseres. Man fortsætter med at se på denne utrolige torsk af en film, udelukkende motiveret af hvad der mon lurer af vanvid og misforstået filmfortælling efter den scene man ser lige nu er overstået.

Filmen kan derfor bedst beskrives som en film Ed Wood Jr. nemt kunne have stået bag, havde han haft finanserne. Undervejs undrer man sig virkelig allermest over, hvordan filmmagerne i det hele taget har kunnet finde investorer, der var villige til at fyre risikovillig kapital i retning af dette gennemført talentløse manuskript (måske var de virkelig fulde, da kontrakten blev underskrevet?) for selv om skuespillet er ringe og historien utrolig tåbelig, så ser selve filmen ret dyr ud i sine mange opulente scenerier.

Normalt ville alle fyre, med varmt blod i årerne, påstå at nøgenhed kan redde selv den usleste film men selv om der er nok blottede barme i løbet af filmens 100 minutter til at tilfredsstille selv den mest brystlystne husar, så redder ikke engang disse yppige ynder filmen!

Allermest bizart bliver det da Gwendoline og hendes slæng ankommer til det Amazonestyrede S/M-­land ”Yak-Yak”, dybt, dybt, dybt, dybt, dybt inde i junglen, hvor vi i en af de første scener ser en mystisk fabrik, hvor halvnøgne kvinder fungerer som en slags kødstempler i blankpolerede stålcylindre, uden vi nogensinde får at vide hvad det nu skal gøre godt for. Måske fremstiller fabrikken diamanter? Et endeligt svar står i al fald hen i det uvisse!

Der er de, der mener at det er enormt underholdende at se de film, der fejler så spektakulært, at man har svært ved at tro sine egne øjne - den kategori indskriver Gwendoline sig i med udmærkelser! Det er en film, der i denne målestok er helt på højde med Attack of the Killer Tomatoes, Thundercrack! og Bride of the Monster! Men hører man til den type af seer, der mener at det er spild af tid at se usle B-film bør man finde næseklemmen frem og holde sig Gwendoline langt væk fra afspilleren.