Første gang man ser en af Nick Parks forrygende animationsfilm, overvældes man af en følelse, der bedst kan beskrives som ærefrygt. For selv om man, helt voksent og rationelt, godt ved hvordan processen i modellervoksfilm – eller claymation - er, så er det endog meget svært ikke at blive begejstret over den opfindsomhed og tekniske formåen, som animatorerne på Aardman besidder. Det er dog langt fra kun et spørgsmål om at filmene er teknisk imponerende eksekveret, for det er svært at fokusere på dette, når både figurerne er så charmerende og historierne så morsomme som de er.

Aardman animation blev først kendt da de vandt en Oscarstatuette for kortfilmen Creature Comforts, der kombinerede lydoptagelser af forskellige mennesker, der fortalte om deres hverdag, med animerede dyr i en zoologisk have. Filmen lagde år senere grunden til en animeret tv-serie, der brugte samme, gode idé. Efter succesen med Creature Comforts blev det serien om Wallace and Gromitt (Walter og Trofast) der skulle udgøre selskabets deres egentlige varemærke. De to figurer har indtil videre optrådt i spillefilmen Curse of the Were-Rabbit (Det Store Grønsagskup) og i de fire kortfilm, der nu er blevet samlet på to DVDere under titlen Walter & Trofast – Det er liv eller brød (A Matter of Loaf and Death), som også er titlen på den allernyeste kortfilm fra 2008.

De små film varer alle en halv time - men hvilke halve timer! Hver af de små film har den lidt langsomt opfattende opfinder og hans trofaste, umælende hund som hovedpersoner. De er som oftest i færd med dagligdagen, som dog hurtigt afbrydes af eventyret. I den første film Grand Day Out tager de til månen i en hjemmebygget raket for at få ost til deres ”afternoon tea”. I The Wrong Trousers flytter en ondskabsfuld pingvin ind i gæsteværelset, og ved at trække en opvaskhandske på hovedet, forvandler den sig til den berygtede klatretyv ”Hønen” og omprogrammerer Walters nybyggede techno-bukser, til sine egne juvelstjælende formål. I A Close Shave møder vi for første gang Shaun the Sheep (der efterfølgende har fået sin egen tv-serie). Her må vore helte indse, at der er ugler i mosen, da en nådesløs og barsk køter står bag en nederdrægtig plan om at indfange får og lave dem til hundemad.

I den nyeste film ernærer vore venner sig som bagere. De har konverteret rækkehuset til en mølle og kælderen til en brødfabrik men uheldigvis er der en seriemorder løs i byen og det er netop bagere som er morderens foretrukne ofre. Som tilfældet vil det dukker der pludselig en kvinde op i Walters liv, de betages af hinanden og inden længe har både hun og hendes underkuede puddel indtaget huset hvor Walter og Trofast bor. Trofast er ikke så begejstret for situationen, især da han ikke længere har så meget plads til sig selv, så mistroisk går han på opdagelse og indser at kvinden er identisk med seriemorderen.

Det hele kulminerer i vanlig stil med en vanvittig actionsekvens, der er sjov for børnene og endnu sjovere for alle voksne, der opfatter de intertekstuelle referencer til slutscenen i James Camerons Aliens. Selv om disse beskrivelser måske lyder meget drabelige og uhyggelige, så er Walter og Trofasts univers alt andet end skræmmende. Nuvel, der benyttes dramaturgiske og narrative kneb, der signalerer at det er farligt, men da man i næste øjeblik forløses af slapstick og humor, så er det film som alle, uanset alder, kan se uden at tage skade.

Universet, der skildres i filmene, synes at være en form for nostalgisk udgave af England fra midten af 1940´erne eller 50´erne. Der er ikke egentlige computere, højhuse, krig eller social elendighed. Her er det bare drønhyggeligt, folk er (med mindre de er blevet castet som de pyskotiske antagonister) altid venlige mod hinanden og den teknologi, der skildres er helt igennem mekanisk. Dette synes at være en direkte reference til det håndværk som filmene består af – stop motion - der på trods af digitale kameraer, stadig er et tålmodighedskrævende, manuelt arbejde.

Da Ardman for et par år siden slog sig sammen med Dreamworks og skabte den computergenererede film Skyllet Væk (Flushed Away) var det også som om noget af charmen udeblev til trods for den morsommme fortælling. Det er nu noget unikt ved at se fingeraftryk i modellervoks eller bare lege med tanken om, at alt man ser på skærmen er små figurer, der bliver flyttet rundt frame efter frame.

På den nye DVD er der ikke ret mange digitale effekter at finde til gengæld er der alle fire kortfilm med Walter og Trofast inkluderet og det er en gave til alle der holder af Aardmans hyggelige bannerførere. Derudover kan man se en kort dokumentarfilm, der går bag om kameraet på A Matter of Loaf and Death så de, der er interesseret i det, med egne øjne kan se hvordan animatorerne arbejder.

Ud over at filmene er så fantastisk flotte og har historier som børn i alle aldre vil synes godt om, så er noget af det specielle ved filmene, som før nævnt, at der løbende er referencer til ting som vi voksne kan samle op på. Ofte så lægger man ikke mærke til dem ved første gennemsyn, men ser man filmene igen kan det være at man opdager at Trofast har film som ”Pup Fiction” stående på hylden, at nogle af hans LP’ere har titler som ”The Hound of Music” , er med bandet ”The Beagles” eller at han i The Wrong Trousers læser ”The Republic” skrevet af Pluto. Når der på denne måde er kælet for detaljerne, kan man ikke ret gøre meget andet end at holde af løjerne.

Alle Nick Parks kortfilm med Walter og Trofast er fantastiske, og ser man dem i rækkefølge vil man opdage at såvel animatorernes kunnen og budgetterne bliver større for hver film. Undertegnedes personlige favorit er stadig The Wrong Trousers da den synes at have fundet den formel som de efterfølgende film er skåret efter. Ikke at disse er dårlige, de er bare knap så originale. Heldigvis kan man selv danne sig en mening ved at fare ud og købe samlingen med Walter og Trofast i dag, for selv hvis dine børn måske er blevet for store til at se nuttede animationsfilm, så kan det jo være at du ikke er. Længe leve voksen!