Lions for Lambs er en idealistisk film, og som alle idealistiske film kan den ikke undgå at blive belærende. Den tager fat på et problematisk emne, som naturligt nok optager mange amerikanere - hvordan vinder man krigen mod terror? Som så mange andre film i denne stil - Syriana og Traffic, for eksempel - benytter Lions for Lambs også af en netværksfortælling. Adskilte historier viser sig at hænge sammen alligevel, også mere end bare på det tematiske plan.

Vi følger tre hovedspor; et interview med senator Jasper Irving (Tom Cruise) af en venstrefløjsjournalist Janine Roth (Meryl Streep), en militærpatrulje i Afghanistan som falder i baghold, og en samtale mellem en universitetsprofessor Stephen Malley (Robert Redford) og en af hans elever Todd Hayes (Andrew Garfield). Tilsammen giver disse tre historier, tre forskellige vinkler på det samme emne, og skal dermed skabe en slags balance mellem synspunkterne.

Senatoren har travlt med at overbevise journalisten om, at den nye taktik i Afghanistan som han har planlagt, ikke blot er nødvendig men også vil virke - i modsætning til de tidligere. Denne gang skal den gode PR blot sikres, og hvem bedre end en velkendt krigsmodstander. Det er netop denne nye taktik, vi følger i Afghanistan, hvor en helikopter skydes ned, og to soldater ender i ingenmandsland omringet af Talebankrigere. Hermed får vi filmens synspunkt på, hvor god en idé sådan en ny taktik er; de soldater er ilde stedte.

Samtalen mellem Stephen Malley og den studerende Todd Hayes kan ses som filmens centrale forhold; professoren prøver at overbevise Todd om at gøre en forskel, ikke bare at falde tilbage i den apati, som så mange andre lider af. Todd har evnerne til at komme længere end han selv tror, og længere end professor Malley selv har nået. Todd giver ikke meget for denne holdning, men langsomt går det op for ham, at professoren måske har fat i noget vigtigt.

Historierne flettes sammen, da vi finder ud af, at de to soldater faktisk er de tidligere studerende, som professor Malley bruger som eksempel for Todd. Senatorens nye taktik påvirker dermed direkte den diskussion som bærer filmen. Spændingen øges ved at krydsklippe mellem soldaternes problemer, og de to mere stillestående samtaler. Herved sørger man for, at filmen ikke kun bliver folk, der sidder og snakker, men at der er et decideret spændingsforløb.

Filmen er godt skruet sammen, netværksfortællingerne fungerer godt som supplement til hinanden, og filmen formår at fastholde ens opmærksomhed. Problemet er dog, at skuespillet lader noget tilbage at ønske: Tom Cruises opulente senator er højdramatisk stemt, men fungerer mest som en kliché for alle de negative sider af republikanske politikere. Meryl Streep minder mest af alt om Meryl Streep i hundrede andre roller, og der kommer aldrig dybde eller tyngde i hendes karakter, selvom om Streep på autopilot er udmærket håndværk. Redford har castet sig selv som professor Malley, og har tydeligvis en opsang til både den yngre og ældre generation.

Det er netop her, filmens største problem findes: den er helt sikkert velment og dybt sympatisk, men det virker meget som om Redford har følt sig næsten forpligtet til at lave en film om emnet, og komme med en moralsk bredside mod falleret engagement fra den ældre generations side, og apati og ligegyldighed fra den yngre. Todd stiller det vigtigste spørgsmål i hele filmen: hvad er forskellen på at forsøge og fejle eller fejle i at forsøge, hvis der alligevel ikke ændres noget? Redford/Professor Malleys svar om, at så har man i det mindste forsøgt, ringer hult og er egentlig ikke noget svar. Man savner mere end blot klichéer med så alvorligt et emne, som filmen selv gør krigen mod terror til. Desværre drukner meget af det velmenende i klichéerne; journalisten har mistet fokus på det vigtigste på grund af økonomiske forpligtelser, senatoren har ingen føling med virkeligheden, professoren er plaget af skyld, men mener det godt, og til sidst lægges hele ansvaret over på den yngre generation.

Hvis filmen turde tage et egentligt standpunkt, ville den have større slagkraft. I stedet er den påpasselig med ikke at anklage soldaterne i Irak og Afghanistan, kun politikerne bag beslutningerne, og filmen kan heller ikke lade være med at glorificere soldaternes kamp mod overmagten - her lånes der nok lidt for meget af Butch Cassidy and the Sundance Kid, uden at filmen ellers når samme niveau. Under rulleteksterne er der billeder af marcherende soldater, og soldater som gør honnør, hvilket helt lukker for enhver kritisk dimension filmen ellers måtte have haft.