En af de første ting der slår en (i hvert fald hvis man til dagligt underviser i engelsk) når man støder på titlen Lesbian Vampire Killers, er naturligvis spørgsmålet om hvorvidt det er vampyrjægerne, der er lesbiske eller om det er vampyrerne, som er det. Begge udlægninger kan jo sagtens udgøre en fremragende film. Det viser sig dog hurtigt, at det er sidstnævnte. Med andre ord så følger vi nogle personer, der dræber lesbiske vampyrer. I spidsen for disse hundjævle er selveste Carmilla, der oprindeligt blev skabt af forfatteren Sheridan LeFanu i vampyrnovellen af samme navn. ”Carmilla” var en af de vigtigste inspirationskilder for Bram Stoker, men der er nu hverken megen Dracula i klassisk forstand eller for den sags skyld tyk gotisk stemning over Lesbian Vampire Killers, for det er en rendyrket gyserkomedie, der på trods af dens ualmindeligt fjogede præmis, leverer varen langt hen af vejen.

I de senere år har vi set en masse gode gyserkomediehybrider fra England. Shaun of the Dead hører klart hjemme på den højeste piedestal, men også film som Doghouse kan konkurrere med storbudgetfilm i samme genre fra USA. Lesbian Vampire Killers har bestemt ikke haft noget stort budget, til gengæld har den James Corden og Matthew Horne i de to hovedroller. Det forekommer et nærmest perfekt valg, for de har før arbejdet sammen på forskellige engelske tv-serier eksempelvis den skæve sitcom Gavin & Stacey og drengenes eget sketchshow Horne & Corden. Dette samarbejde gør at de to er så sammenspillede, at de fungerer næsten lige så fint rent samspilsmæssigt som Simon Pegg og Nick Frost.

Filmen starter i middelalderen, hvor en legende fortæller om Baron McLaren. Han har fået smedet et magisk sværd, som gør ham i stand til at besejre vampyrdronningen Carmilla. Hun dør, men inden hun udånder helt får hun kastet en forbandelse over byen og hele McLarens slægt. Vi springer en masse hundrede år frem i tiden hvor vi nu møder de to uduelige skvathoveder Jimmy & Fletch. Jimmy er lige blevet dumpet for syvende gang af sin kalkulerende kæreste og Fletch er blevet fyret fra sit job som børneklovn. I ren og skær desperation beslutter de to at tage på ferie sammen. De lader en dartpil afgøre hvor deres vandretur skal gå hen, så inden længe befinder de sig i den lille by Cragwitch.

Landsbyen hjemsøges af en ondskabsfuld forbandelse. For når kvinderne i byen bliver atten år gamle, angriber de lesbiske vampyrer og forvandler pigerne til flere lesbiske vampyrer. Desuden dræber vampyrerne alle mænd, de kan komme i nærheden af. Selv om Fletch og Jimmy på den lokale pub af en manisk præst opfordres til at hjælpe med at bekæmpe ondskaben, så er de mere interesserede i at følge efter et folkevognsrugbrød fyldt med lækre duller, der skal overnatte i samme, gamle hus som herrerne. Det er naturligvis en fælde, for inden længe huserer de lesbiske vampyrer og alle må kæmpe for deres liv.

Filmen er på mange måder formularisk i og med at den både forsøger at genbruge en masse velkendte elementer fra gyserfilm og lader karaktererne komme med ironiske eller metatekstuelle kommentarer til de situationer de er i. Ikke desto mindre virker det faktisk ret godt, ­ for det meste. Et godt eksempel er da den generiske gyserfilmspræst forsøger at forklare Fletch hvordan man bekæmper vampyrer. Før han når at komme i gang med hans svada siger Fletch nærmest opgivende; ”sollys, pæl gennem hjertet, krucifiks, vievand, hvidløg.. helt ærligt mand, der er tonsvis af film, bøger, tv om vampyrer – hvor har du været de sidste 50 år?”

Det er ikke stor filmkunst eller sofistikeret komediespil, men det er ganske underholdende, så længe det varer. Filmens primære målgruppe er helt klart unge drenge, for der er masser af hud og opdullede piger med – men selv om man ikke er sytten længere, så er det svært at finde noget virkeligt frastødende ved dette. Filmens endelige klimaks er dog både ret forvirrende og klodset lavet. Kampscenen fungerer ikke rigtigt og det virker faktisk som om filmen ikke er blevet scriptet ret godt hér. Det er egentlig en skam, når nu ellers resten af filmen - langt hen af vejen - fungerer så godt som den gør. Det er fladpandet, plat og enormt tåbeligt, men det er vel også lige præcis det man forventer, når man tager en film der hedder Lesbian Vampire Killers med sig hjem.