Det var lidt med ængstelse at DVDen med Kaptajn Guldskæg – måske bedre kendt som Yellowbeard - blev sat i afspilleren, for nærværende anmelders hukommelse havde i starten af firserne kategoriseret den som en af de mindst morsomme komedier fra det årti, muligvis kun overhalet med et enkelt mulehår af flopfilmen over dem alle: Ishtar.

Efter gensynet kan det fastslås, Kaptajn Guldskæg hører ikke kun til blandt de kedeligste komedier fra firserne, men muligvis til blandt de dårligste komedier nogensinde lavet. Det er samtidig noget af et mysterium, når man ser på filmens imponerende rollebesætning, for her synes de engelsksprogede talenter nærmest at skvatte over hinanden. Man kan i flæng nævne; Madeleine Kahn, Peter Cook, John Cleese, Cheech & Chong, Eric Idle, Spike Milligan, Nigel Planner, Peter Boyle og når man tillige har cameo-roller til folk som David Bowie, James Mason, Susannah York og Bernard Fox kan det undre, at filmen er blevet så katastrofal usjov og usammenhængende som den er.

Dette hænger ikke kun sammen med, at forventningen over at se så mange morsomme skuespillere i en og samme film på ingen måde kan indfries. Det handler snarere om, at filmens manuskript og replikker er så utroligt blottede for komisk timing, at man ikke skulle tro at det hele var skrevet af Graham Chapman og Peter Cook - to personer som man ved kan kreere komedie. For Chapmans vedkommende excellerede han i sit samarbejde med John Cleese og forfattede nogle af Monty Pythons bedste sketches og Peter Cook skrev sammen med Dudley Moore en række af de mest ikoniske, klassiske BBC-programmer i 70erne.

Kaptajn Guldskæg er et forsøg på at lave en sørøverkomedie og selv om der er masser af materiale, som man kunne mene var virkeligt sjovt at gøre grin med i denne genre, så kommer pastichen aldrig til at fungere. I bedste fald er Kaptajn Guldskæg en sørøverfilm, som de yngre medlemmer af familien også sagtens kan være med til at se, forudsat naturligvis at forældrene kan holde det ud.

Historien drejer sig om den overbarske pirat Guldskæg, der desværre sidder i fængsel. Han gemte for mange år siden en enorm skat på et hemmeligt sted og både Guldskægs tidligere besætning, samt den britiske flåde er naturligvis interesseret i at få fingrene i skatten. Sideløbende med flugten fra fængslet, er der historien om Guldskægs søn, Dan, der er en belæst gartner, som af omveje pludselig selv er med i jagten på skatten. Guldskæg er ikke klar over at han har en søn, der er resultatet af en af hans utallige voldtægter, og spørgsmålet er nu om Guldskægs piratblod også flyder i sønnens årer.

Den eneste virkelig morsomme scene i filmen var stadigvæk den hvor Blinde Pete, spillet af John Cleese, bliver lokket i sin død af to meget snu kanaljer. Den ene tager en gravsten og bruger den som underlag til Petes blindestok, så han ikke kan orientere sig, mens den anden blæser i et horn, så Pete ikke kan bruge sin høresans. Han lokkes ind i et lille skur fyldt med dynamit. God sort humor kombineret med veleksekveret slapstick.

Det er bare et lidt tyndt grundlag at se filmen på, for selv om man da indimellem trækker lidt på smilebåndet, så kommer der aldrig hverken hjertelige latterbrøl eller fnis ud af ens mund, mens man ser på sagerne. Man er snarere lidt måløs over at så mange gode komikere, ikke har fået noget bedre materiale at arbejde med, eller i det mindste har fået lov til at improvisere meget mere. Især filmens slutning virker krampagtig pinlig og fremtræder som en finale der er blevet påklistret i ren desperation.

Man bør derfor komplet ignorere filmens cover, der påstår at filmen er ”Fra holdet bag Monty Python”, for selv om der er mange af de originale medlemmerne med, så er Kaptajn Guldskæg kvalitetsmæssigt meget langt væk fra selv de allersidste krampagtige afsnit af Flying Circus. Derfor bør filmen udelukkende ses som et lysende eksempel på, hvad der sker når man har hyret alt for mange kokke til at koge et æg, der i forvejen var blevet tabt på gulvet.