Der burde ligefrem opfindes en genrebetegnelse til den type af film, hvis grundliggende idé er at placere en gruppe helt almindelige mennesker i psykopaters vold. Dette sker som oftest ved at ofrene beslutter sig for at tage en smutvej som ikke er på kortet, at det banker voldsomt på døren til den øde hytte som de sagesløse individer lejet for weekenden eller fem minutter efter de har indlogeret sig på et alt andet end sanitært, hotel hvor ejerne hakker deres betalende gæster til fars og sælger dem i restauranten som ekstra lækker chili-con-carne. Man kunne kalde genren ”psykopat-fangelegsfilm”, for fremdriften i disse film opstår som oftest i, at de ofre (som regel smukke, unge kvinder), som ender i denne slags ubehagelige situationer, igen og igen forsøger at flygte fra de forstyrrede (ofte grimme mands-) personer som tilbageholder dem mode deres vilje. Disse flugtforsøg bliver nærmest altid afbrudt og straffen er lige så hård som man kunne forvente. Hvis sådan en genre fandtes, så ville Shuttle, en amerikansk film fra 2008, passe perfekt ind i genren.

Shuttle starter med at vi følger en gruppe rejsende der ankommer til en lufthavn ud på natten. De er alle trætte efter deres lange flyvetur og vil bare gerne hjem til deres respektive familier. To busser venter udenfor terminalen, men gruppen vælger den mindre bus, da chaufføren her lover at køre dem tættere på deres hjem. De stiger ombord, men må hurtigt indse, at chaufføren på ingen måde har i sinde at yde føromtale service, i stedet trækker han et våben og begynder at true dem en efter en. Hvad hans motiver bag denne tilsyneladende tilfældige kidnapning af et hold turister er, skal man dog se filmen for at finde ud af.

Selv om man godt kunne tro at små to timer ombord på en bus i selskab med en flok panikslagne, skrigende passagerer hurtigt bliver for meget af det gode, formår Shuttle på trods af dette simple koncept at holde dampen oppe det meste af vejen. I stedet for straks at forfalde til den uhyggeligt populære ”torture-porn” formel, satser filmen i højere grad på de suspense elementer, der er tæt forbundet med den usikkerhed og psykologiske frygt som passagerne rammes af idet de tages som gidsler. For selv om der også er karakterer i filmen der – uden at afsløre alt for meget – lader liver på turen, så giver minibussens trange plads rum til et klaustrofobisk kammerspil, der bliver en god variation over det velkendte tema som blev beskrevet indledningsvis.

Selv om Shuttle helt tydeligt ikke har haft det helte store Hollywoodbudget at formøble, så viser den også at man kan sagtens kan komme langt på et langt mindre budget, så længe man har en flok gode amatørskuespillere, der virkelig formår at gengive den panikangst som breder sig på en realistisk måde, samtidig med et manuskript, der hele tiden forsøger at få det mest mulige drama ud af en minibus, en håndfuld øde industriområder og en ekstremt ubehagelig person bag rattet.

Shuttle kan på ingen måde siges at være en virkelig original film, men til gengæld så er den overraskende stram i sin komposition og leverer faktisk et par gode twists undervejs, som de fleste seere nok vil lade sig overraske af. Der er sikkert også enkelte tilskuere som idet filmen går i gang vil være lidt ærgerlige over den fernis af digital HD-video, som filmen tydeligt er optaget i, men er man indforstået med at dette er en film der er lavet på et stramt budget, så kan dette nemt tilgives, for billedsiden fejler ikke noget. Idet rulleteksterne kører over skærmen er det sikkert også de færreste der har lyst til at gense Shuttle med det samme, for det er ikke en film, der vinder ved at man ser den flere gange. Fortællingen er en ret simpel, men velfortalt voldsspændingshistorie, der - foruden et par logiske brister undervejs - stort set fungerer fra start til slut. Så er man til denne type voldsomme thrillers, bør Shuttle også få sin chance i hjemmebiografen.