Peter Øvig Knudsens Cavlingprisvindende bøger om Blekingegadebanden ligger til grund for Anders-Riis Hansens dokumentardrama om selvsamme begivenhed. Filmen har blandt andet promoveret sig selv med at det var bandens røverier, der førte til, at Danmarks som nation mistede sin uskyld – for indtil da, var så grove røverier og især mordet på betjenten noget, der ikke skete i vor lille andedam. (I en parentes kan måske nævnes at den firdobbelte politimorder Palle Sørensen allerede havde dræbt sine fire betjente i 1965 og at man måske kunne flytte uskyldstabet til den dato).

Selvfølgeligt kan man godt påstå at sagen om banden i Blekingegade var første gang at det gik op for almenheden at der fandtes danskere, der var så brændende overbeviste rent politisk, at de var parate til at gøre hvad som helst, endda begå terrorhandlinger, for at opnå deres mål.

Filmen tager udgangspunkt i en af bandens medlemmer Bo Weymann, der for nyligt trådte frem og ville lade sig interviewe om sin rolle i sagen. Weymann spillede en væsentlig rolle i bandens aktioner på planlægningssiden, men han får også i filmen rig mulighed for at fortælle omverdenen, at han udelukkende var ansvarlig for tilrettelæggelsen af de brutale røverier og at han på intet tidspunkt selv deltog aktivt. Man kan som kritisk seer ikke helt lade være med at tænke, at han hermed har fået en enestående platform til netop at fremføre dette synspunkt.

Problemet med dokumentarismen er, at den konstant tegner et billede, der - uanset hvor vellavet og gennemresearcheret den end måtte være - ikke kan undslippe sin egen subjektivitet. Når filmens hovedfortæller er Bo Weymann, får vi udelukkende hans version af historien. Selv om Anders Riis-Hansen naturligvis også har inddraget både en del andre ”talking heads” i sin film – eksempelvis fremtrædende politifolk - så taler ingen om, hvor ansvaret for bandens hærgen egentlig bør placeres.

Bo siger selv at han naturligvis er klar over hvad hans engagement i bandens aktioner har resulteret i, men alligevel! Naturligvis har sagen været for retten og dommerne har afsagt egentlige domme over de skyldige baseret på den undersøgelse politiet kunne fremligge, men der er nu alligevel noget, der peger på at sagen alligevel ikke er helt afsluttet, i hvert fald ikke hvis man skal tro på dagspressens agurketidsskribenter og forskellige røster i Folketinget, der nu vender et kritisk blik mod hele opklaringsdelen af sagen.

Til trods for alle disse moralske kvababbelser, konspirationsteorier og anklager om dokumentaristisk subjektivitet er Blekingegadebanden en både god og vedkommende film, som bestemt ikke taber af at blive set igen. Der er et væld af informationer, der bliver præsenteret i løbet af den halvanden times tid den varer og selv om man med fordel kan læse bøgerne filmen er baseret på, så er filmen meget illustrativ, især i dens brug af arkivmateriale og i de scener som efterfølgende er blevet dramatiseret. Her får man selv syn for, hvor voldsomme og velplanlagte disse røverier var. Dertil kommer at collagen af alle billeder politiet tog i forbindelse med indsamling af bevismateriale fra bandens skjulested, er rystende at se på, for man kan ikke undgå at tænke på, hvad der mon var sket hvis ikke banden var blevet stoppet i tide.

Det helt centrale mord på politibetjent Jesper Hansen er der jo til dato ingen af bandemedlemmerne der vil stå ved, så i filmen (såvel som i filmens trailer) løses dette ret elegant ved at lade tilskueren høre lyden af et skud og se et lysglimt, mens kameraet er placeret over hustagene på tværs af Købmagergade.

Ud over selve filmen byder DVD udgaven på et sandt slaraffenland af ekstramateriale til de der vil vide mere. Ud over interviewbidder, som ikke fandt vej til selve filmen, er der et interview med instruktøren, klip fra bandens overvågningsbånd og meget, meget mere visuel dokumentation. Det er ikke kun ekstramateriale der, som på mange andre DVD’ere er rent fyld, der er substans i langt det meste af dette og det er virkeligt klædeligt.

Endelig bør man også lade et ord falde over det vel nok bedst designede DVD cover i Danmark til dato. Ikke kun er filmen pakket ind i stift karton og ikke den vanlige DVD plastic-kassette, men mundingen fra den pistol som bliver sigtet mod tilskueren er rent faktisk et hul der går gennem hele kassetten – og som korresponderer med det hul som udgør centret i DVD pladen. Meget gennemført lavet! Så selv om man måske hverken er interesseret i selve sagen, eller drama-doks generelt, så er det rent designmæssige aspekt af filmens omslag næsten filmens pris værd.

Kort sagt er Blekingegadebanden ikke alene en glimrende og interessant eksempel udi dramadokumentarfilmen, den er også spændende og uhyggeligt aktuel, især ovenpå mediernes (både de nyheds og fiktionsslagsens) konstante fokus på terrorisme og politisk fanatisme. Efter at have set Anders Riis-Hansens film er det meget svært at forestille sig alt andet end en reel skuffelse når TV2 ganske snart blænder op for den helt igennem fiktionaliserede version af sagen, men om undertegnede får ret må tiden vise.