Forfatterne Mai Brostrøm & Peter Thorboe har været med til at skabe nogle af de mest populære danske tv-krimiserier nogensinde. Den nye udgave af Rejseholdet er den største af disse succeser, men også Ørnen var de involveret i. I 2008 kom så den seneste serie; Livvagterne, der ganske som de andre to serier blev nomineret til en Emmy, og som rent faktisk natten til i dag (den 24. november 2009), vandt endnu en.

Første sæson af Livvagterne anslår formatet. Der er ti afsnit i alt, på omkring en time hver – men afsnittene hænger sammen parvis, så forfatterne har små to timer at lade deres enkelte historier udfolde sig på. Det er en klar fordel, for på den måde har det været muligt at skabe en smule mere dybde og komplekse handlingsforløb end man kan i et format der skal overstås på en enkelt time. Dobbeltepisoder forekom også i Rejseholdet, men i serien om Livvagterne er dette konsekvent. Derfor er det en klar fordel at se serien på DVD, idet undertegnede opgav at følge med på TV i sin tid, da jeg nærmest konsekvent faldt over sidste del af episoderne. En anden fordel ved at have mulighed for at se serien på denne måde, er at seriens overordnede kronologi og de enkelte karakterers indbydes forhold, pludselig kan opleves i en sammenhæng.

Serien lægger ud med selve optagelsesprøven til livvagtuddannelsen, og selv om man ikke har nærstuderet DVD-boksens omslag, er det næsten helt fra starten af tydeligt, at de tre karakterer som man kommer til at følge er den unge arabiske kvinde Jasmina, danske Rasmus og jøden Jonas. Det forekommer måske en smule søgt på den måde at placere en dansker mellem to karakterer fra hver sin kultur, men heldigvis kommer dette kun til at fungere som en slags subtekst til de andre dramaer som serien byder på. Mest tydelig er dog kultursammenstødet hjemme hos Jasmina, hvor hendes søster konstant er på nakken af hende, da hun ikke mener at Jasmina lever op til de normer de to piger er blevet opdraget til.

Man kunne godt antage en kulturradikal forsvarsposition efter seriens første fire afsnit, idet de eneste skurke som man til dette tidspunkt er blevet præsenteret for har udenlandsk oprindelse og på den måde kunne man nemt drage slutningen at DR var hoppet med på Dfs, og måske især den amerikanske filmindustris, dæmonisering og mistænkeliggørelse af islam og fremmede kulturer generelt. Heldigvis byder Livvagterne også på episoder hvor pæredanske psykopater pludselig truer rigets sikkerhed eller statsmænds ve og vel. En af de mest vellykkede dobbeltepisoder er, i nærværende anmelders ydmyge mening, den hvor en sindsforvirret kvindelig ”stalker” pludselig bliver desperat da hendes drømmemand – landets statsminister – står for at skulle giftes. Så hun giver sig til at true ikke kun ministeren, men især hans udkårne.

Langt de fleste af afsnittene i Livvagterne forekommer plausible og som scenarier PET nemt kunne tænkes at døje med i det daglige. Alligevel er der elementer, der kommer til at virke som glasskår i den vaseline, der ellers får serien til at køre så godt. Det handler især om rollebesætningen. For selv om Rasmus Berg gør det virkeligt godt i den seriøse rolle som Lille Kurt, så er det svært at abstrahere far det faktum at Berg også spillede med i den velfungerende reality-politisatire P.I.S. for år tilbage. Dertil kommer at Cecilie Stenspil, på trods af sit fine spil, aldrig rigtigt kan overbevise om at hun har en arabisk baggrund og endelig er Ditte Gråbøls rolle som den lettere overgearede og nervøse sekretær, en karakter man sagtens kunne have undværet. Det er som om enkelte karakterer, kommer til at fremstå som pasticher på sådanne karakterer og det giver altså ridser i fernissen.

Selv om der altså optræder figurer, som man kan have svært ved at blive helt overbevist om, så formår serien stadig at underholde og levere varen. Den kan i både form og indhold nemt konkurrere med flere lignende amerikanske kriminalserier, der har budgetter i en helt anden størrelsesorden. Langt de fleste historier er velskrevne, og selv om der kan optræde intertekstuelle referencer, som man måske godt kan rynke lidt på næsen af (eks. i afsnittet om danske højreekstremister, hvor en af bagmændenes koner af en af politifolkene bliver omtalt som ”Lady Macbeth” – da hun rent faktisk handler præcis som denne karakter) og noget dialog, der til tider forekommer lidt for konstrueret, så er persongalleriet, samt de opgaver livvagterne bliver sat på, rudimentært spændende at man gerne vil se mere.

Især mod slutningen af serien, er det som om den finder sin endelige form. Forhåbentligt finder serien for alvor sit ståsted når DR, ifølge planen, blænder op for sidste del af serien i januar 2010. Derfor er der god ræson i at se - eller gense - de første ti episoder af Livvagterne inden DR lader Jasmina, Rasmus og Jonas overtage stafetten fra Sarah Lund, der som bekendt er i færd med at opklare Forbrydelsen II.

Læs også Kim Toft Hansens anmeldelse af den tidligere udgivelse af Livvagterne.