Tom Farrell (Kevin Costner) er løjtnant i den amerikanske flåde. Efter en redningsaktion bliver han via sin gamle ven Scott Pritchard (Will Patton) tilbudt en betroet stilling hos forsvarsministeren David Brice (Gene Hackman), der forsøger at få upopulære besparelser gennem Kongressen. Farrell forelsker sig i Susan Atwell (Sean Young), der dog samtidigt er Brices elskerinde. I et anfald af jalousi dræber Brice Susan Atwell. For at dække over sagen udtænker Pritchard en plan, hvor den russiske spion Jurij bliver gjort til den mistænkte. Ifølge rygter i efterretningskredse er Jurij en spion, der som barn blev plantet i USA for at kunne aktiveres, når der blev brug for ham. Men i virkeligheden er der ikke nogen Jurij, er de fleste enige om. Jurij er en myte. Farrell bliver sat til at finde Jurij, vel vidende at efterforskningen på et eller andet tidspunkt vil afsløre, at han havde et forhold til Susan - og dermed gøre ham til mistænkt.

No Way Out er en film i bedste Hitchcock tradition a la Menneskejagt: Tom Farrell er en mand, der havner i en situation, hvor han uundgåeligt kommer til at kaste mistanken på sig selv. I jagten på den skyldige, kommer han til at jage sig selv. Roger Donaldson har instrueret med sikker sans for suspense og doserer information i nøje afmålte portioner. Skuespillet er fermt. Kevin Costner gør sig som Hitchcock-helt, ikke ulig Cary Grant. Gene Hackman har den selvfølgelige pondus som anløben minister og Sean Young er charmerende og forførende. Men det er især Will Patton, der imponerer som slesk og kynisk ministersekretær og magtmenneske.

Og så er det en film med en slutning, man skal have været meget opmærksom og skarpsindig for at have forudset. Har man ikke set filmen før, så har man en gedigen overraskelse i vente. Har man set den, så kan man glæde sig til et gensyn med en veldrejet og elementært spændende fortælling.