Det er sjældent, at film om Anden Verdenskrig placerer sit fokus på Nordafrika. Krigen her lignede flere steder en stillingskrig fra Første Verdenskrig, hvor udviklingen ikke så meget var store slag, der ændrede krigen drastisk – i stedet har vi her skyttegrave, der ikke motiverer til de store, spændende fortællinger om heltemodige bataljoner. Samtidig er det også yderst usædvanligt, at en film med tjekkisk fokus under krigen udkommer – og så i det hele taget i så bred distribution, som det her er tilfældet. Filmen Tobruk handler om det tjekkoslovakiske engagement på de allieredes side i slaget om og uden for den libyske by Tobruk.

Krigen er først for alvor ved at komme op i omdrejninger på det tidspunkt, vi træder ind. Det er 1941 og aksemagterne i Nordafrika har erobret store dele land. Allierede tropper forsøger hårdhændet at holde fast i det det strategisk vigtige sted, Tobruk i Libyen. Ind i denne rodede krig, der også går under navnet Ørkenkrigen, træder de to nye rekrutter Pospíchal og Lieberman, der skal udstationeres ved frontlinjen, hvor de britiske tropper efterhånden er svækket. De skal dog først finde sig til rette i en indspist og utilgængelig bataljon, der har været ved fronten længe.

Langsomt spiser de to soldater sig ind på fællesskabet, men etablerer – i lyset af fælles udstødt karakter – et venskab. Krigen trænger sig på, og de bliver sendt til fronten, hvor deres livs prøvelse skal stå. Det interessante ved Tobruk er dog, at den ikke kun bruger de to rekrutter som en undskyldning for at kaste sig ind i store slag og blodige kampe. I stedet foregår den første halvdel af filmen i stedet med at etablere de to karakterers relationer til de øvrige soldater – og i det hele taget den fremmedgørende oplevelse af at være i krig.

Filmen henter derfor også nogle anderledes vinkler på de mere filmtekniske perspektiver på krigens bølgen. Den forsøger på at skabe nogle mere poetiske billeder af slaget om Tobruk, der skal fortælle noget om den hæslige – og alligevel dragende – effekt, som krig har som underholdning. Billeder er røg, der driver hen over og skaber skygger på sandet, og billeder af sandstorme, der forstyrrer slagets gang, skal danne grundlag for en stilmæssigt anderledes og visuel side af krigen. Disse billeder er også nogle af de mest interessante sider af Tobruk.

Filmen har nemlig lidt besvær med at få etableret sine karakterer, der halter lidt i et kantet spil og manglende sikre personligheder. Nogle karakterer bliver relativt anonyme, mens andre hurtigt fremstår som lidt for firkantede. Det betyder, at vores to hovedkarakterer – Pospíchal og Lieberman – skal holde fokus. Og det gør de ikke helt. Når filmen vil bruge den første halvdel på at fortælle om meget andet end krigens blodige konfrontationer, skal der også helst være noget at fortælle – og her virker mødet med soldaterne relativt tomt og skabelonagtigt.

Alligevel har Tobruk sine momenter. Afslutningssekvensen – som her selvfølgelig ikke skal røbes, men omvendt måske motivere til alligevel at se filmen – er interessant og modig. Den tidligere passage, hvor Pospíchal bliver væk i ørkenen fra sin bataljon, fordi han tror, de alle er døde, er også fint eksekveret. Her spiller filmen også med på den uvished og usikkerhed, ørkenen bringer til Pospíchal. Men grundlæggende forbliver filmens gode sider kun momentvise opblomstringer i en film, hvor det faktisk er lidt svært at føle med de implicerede.