Wolverine vs. Hulk (80 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 4/10 2009, 11:39 af Torben Rølmer Bille
Hulk smadrer andre helte!
Hulk smadrer andre helte!
« TilbageDet er et meget misvisende cover Scanbox har kreeret til de to tegnefilm, der presenters under titlen Wolverine vs. Hulk, for selv om den usårlige adamantium-mand Wolverine er med i den første episode, så er det altså den grønne mastodont Hulk, som er de to episoders egentlige hovedperson.
Fokus i de to film er klart på de action-prægede konfrontationer, der også ofte er omdrejningspunktet i Marvels tegneserieudgaver af Hulk, men selv om alle ægte fans gerne ser ham smadre ting konstant, så er der også blevet plads til en smule handling, der dog primært fungerer som en form for rammefortælling omkring de mange veleksekverede actionscener.
I den første episode er Hulk løs i Canada, hvor militæret anklager ham for at hærge et område. Sandheden er naturligvis ikke så ligetil, for det skal vise sig at Hulk ikke blot er et tankeløst monster, der efterlader alt han møder i ruiner. Det må Wolverine sande da han som USA's officielle udsending bliver sat til at stoppe Bruce Banners alter ego med alle nødvendige midler. Undervejs får vi et gensyn med Deadpool, Omega Red og ikke mindst Sabretooth der alle er tilknyttet Weapon-X programmet og det skal vise sig at det i høj grad er disse skurke, der har skabt meget af den ødelæggelse som Hulk har fået skylden for.
Den anden episode er så langt fra Canadas vildmark som man kan komme, for her bliver Hulk hentet til Valhalla, så Loke via magi kan skille det grønne bæst uhyret fra sit alter ego - Bruce Banner. Dermed mister Hulk også sin medfølelse og den sidste rest af menneskelighed og bliver forvandlet til en enorm grøn bersærker; rendyrket arrigskab der vil ødelægge alt på sin vej. Da Odin tager sig en lur må hans næstkommanderende – tordenguden Thor – naturligvis tage affære, men han får kam til sit hår for Hulk i sin reneste form, er ikke sådan at bide skeer med.
Begge film er både ganske fint tegnet og animeret, men bærer naturligvis præg af den udlicitering til fjernøsten som ofte er tilfældet når sådanne film skal laves hurtigt. Det ændrer dog ikke ved at historierne til de to episoder er ret gode, især Hulk vs. Thor, men det er heller ikke tilfældige amatører der er blevet sat til at kreere manuskripterne. Craig Kyle stod også bag den rigtigt vellykkede Ultimate Iron Man der kom for et års tid siden og er desuden producer på den kommende Thor filmatisering. Christopher Yost har ligeledes lang erfaring med at skrive manuskripter til tegnefilmsserier – bandt andet de nye udgaver af Teenage Mutant Ninja Turtles, Avengers og X-Men.
De to film byder måske ikke på så meget under solen for de der er vokset op med disse figurer. Det handler jo blot om at skabe nogle situationer, hvor helte kan møde andre helte, i forsøget på at vise hvem af dem der er stærkest og mest snedig. Med andre ord nogle tilspidsede situationer, som kan udvikle sig til deciderede voldskonfrontationer mellem parterne. Til gengæld er disse kampe ret underholdende at være vidne til.
Det er, skal det siges, ikke film der er tiltænkt familiens alleryngste medlemmer, da begge afsnit både er ret voldsomme og endda lader blodet flyde rødt. Har poderne dog ikke et problem med at se helte slås og måske ligefrem har lyst vil se Hulk gå amok, så varer filmene hver især 45 minutter, hvilket fra et forældreperspektiv er en ret god længde.
Nogle kunne måske indvende at filmene ikke har nogle former for opbyggelige pædagogiske budskaber, men det er vel næppe derfor vi drages til den glade, grønne voldspsykopat. Leder man derfor efter actiontegnefilm, der er væsentligt bedre produceret end mange af de der vises på diverse børnekanaler, så er Wolverine vs. Hulk, på trods af sin misvisende titel, helt klart anbefalelsesværdig.