Selv om Mary Nortons børnebog Lånerne fra 1952, sikkert ikke hører til blandt det faste inventar på de danske børneværelsers bogreoler, så er der sikkert flere der kender til historien om de ti centimeter høje lånere, der i al hemmelighed bor i vores huse. For bøgerne er flere gange er blevet filmatiseret, både i 1997, og i 2011. Det er denne børnebog der danner grundlaget for Studio Ghiblis animationsfilm Arriettys hemmelige verden (org. Kasri-gurashi no Arietti), for selv om det ikke er sensei Miyazaki, der har instrueret denne gang, så er det ikke til at hverken se eller mærke, for filmen er lige så smukt animeret og betagende fortalt, som de bedste Miyazaki film.

Det er en helt åbenlys idé at omdanne denne fortælling til tegnefilm, for i tegnefilmen fungerer alle detaljer på samme niveau. Man kan ikke som i realfilmen skelne mellem film og bluescreeneffekter, for alt foregår i animationens verden på samme visuelle niveau. Selv om der da er blevet brugt computeranimation et par steder, så er Arriettys hemmelige verden en film der i den grad hylder animationshåndværket og som udmærker sig ved at føles som en ”rigtig” tegnefilm. Dette gælder ikke kun baggrundene og figuranimationen, men måske i særdeleshed den detaljerighed, som eksisterer på begge planer. En visuel overflod, der kan nærmest tage pusten fra seeren.

Selv i disse tider, hvor masseproducerede, epilepsifremkaldende, legetøjsfremstødsserier som Bakugan og Beyblade er det mange forældre sikkert forbinder med japansk animation, er det forbløffende at en film som Arriettys hemmelige verden kan få tre raske drenge mellem 3 og 9 (som hjalp undertegnede med at anmelde nærværende film) til at sidde næsten helt stille i halvanden times tid, opslugt af billeder, lyd og fortælling. For filmen er bestemt ikke noget actionbrag. Det er snarere den diametrale modsætning, en stemningsfyldt, poetisk film om livet, naturen og menneskets møde med det uventede.

Selv om handlingen er flyttet fra 1950’ernes England til nutidens Japan, så er der – som i mange andre Ghibli film - noget tidløst og nostalgisk over de rammer filmen foregår i. Arrietty og hendes mor og far, bor under gulvet i kælderen i et gammelt, rustikt hus i skoven. Her bor de i fred og fordragelighed indtil en dag en syg dreng flytter ind i huset. Han skal passes af sin bedstemor, for hverken hans far eller mor har tid til at tage sig af ham. Naturligvis er det drengens hjerte den er galt med (indsæt selv hurtig fortolkning hér), men selv om han er skrøbelig, er han også åben og nysgerrig og det er måske derfor han får øje på pigen Arrietty, mens hun er ude i haven.

Arrietty og hendes familie forsøger ellers konsekvent at undgå menneskene, for de er utroligt farlige, mener hendes forældre. Arrietty har dog en idé om at drengen er knap så farlig som de ellers påstår. Derimod er husbestyrerinden alt andet end venlig, da det først går op for hende, at der er noget der kribler under gulvbrædderne.

Arriettys familie er ”lånere”, det vil sige de låner ting og sager fra os mennesker, så de kan overleve. I filmens start er det vores heltindes første nat som rigtig låner. Hun skal med far ud på den første mission og hente bl.a. en sukkerknald, men når man kun er 10 cm. høj, er et almindeligt køkken et både et farligt og kolossalt stort sted at forcere. Derfor er det nødvendigt med bjergbestigerudstyr i miniaturestørrelse. Scenerne hvor man ser hvilke remedier der bruges til dette forehavende, er virkeligt godt fundet på.

Det siger sig selv at pigen og den hjertesyge dreng opbygger et forhold til hinanden som filmen skrider frem. Der udveksles sedler og tjenester. Der opstår en form for platonisk kærlighedsforhold mellem de to som er utroligt nænsomt skildret, ligesom alle andre aspekter i filmen. Det fascinerende ved Ghiblis film er, at de hver især skaber fine, afgrænsede universer, som på en gang er lige så sært troværdige som de er fantastiske.

Arriettys hemmelige verden er en fascinerende tegnefilm, der vil være et sikket hit hos såvel de helt små (der nok skal have mindst en voksen med når den ses), de lidt større børn og naturligvis alle os voksne, der har interesse i animations- og eventyrfilm. Den er betagende, godt fortalt og så er den ikke nær så melankolsk og rørstrømsk, som mange amerikanske animerede børnefilm. Der optræder eksempelvis kun en enkelt sang men som baggrund, ikke som et ekstravagant tegnet musicalnummer. Dertil kommer at Midget Entertainment har været så gode at give DVD ejeren mulighed for at se filmen med den originale japanske tale, noget som med garanti vil tiltale alle animéfans i landet. En lille skår i glæden er dog at der har sneget sig en ganske vild lydfejl ind på det danske Dolby 5.1 lydspor, omtrent halvvejs i filmen lige da Spiller tager afsked med familien – forhåbentlig er denne voldsomme mislyd kun at forefinde på den kopi undertegnede har modtaget.

Filmen indeholder også et ganske omfattende ekstramateriale, som primært består af to længere interviews med henholdsvis filmens instruktør og Miyazaki selv. Her får seeren et indblik i hvor ydmyge filmmagerne er. Faktisk fortæller instruktøren lettere forlegent, at han nærmest blev presset til at sætte sig i instruktørstolen, selv om han takkede nej flere gange. Senere, da Miyazaki fortæller, får seeren et indblik i både animationsmesterens forhold til ungdommen og til tegnefilmsmediet generelt. Han kommer i slutningen af interviewet med en svada, der afslører at mesterens har et ganske pessimistisk syn for animationsfilmens fremtid. Han fortæller at animatorer stadig anses blandt de laveste i hierarkiet i Japan – og da lønningerne er så lave som de er og ungdommen så doven, ser fremtiden utrolig dyster ud. Dette sortsyn står dog i skærende kontrast til den enorme farvepalet som er Arriettys hemmelige verden. Det er en film, som man bestemt ikke skal snyde sig selv for, med mindre man er blevet så voksen, at man ikke har fantasi til at lade sig rive med. Rigtig god fornøjelse.