Niel Gaiman hører uden tvivl til en af de allerdygtigste og mest opfindsomme historiefortællere i øjeblikket og det er noget Hollywood har fået øjnene op for. Forrige år bød både på den ganske vellykkede Stardust og så skrev han manuskriptet til den fantastiske, animerede udgave af Beowulf. Ifølge flere kilder er der en hel række af mandens bøger og noveller, der i øjeblikket er ved at blive omsat til spillefilm.

Gaiman var også manden der stod bag historien til den surreelle filmfabel Mirrormask, som det grafiske geni Dave McKean instruerede og denne film synes at være meget nært beslægtet med den nye dukkefilm Coraline, som er baseret på Gaimans anmelderroste børnebog af samme navn.

En stor del af Gaimans fortællinger benytter sig af det klassiske eventyr/fantasy-element som foreskriver at der eksisterer en skjult verden lige under overfladen på vores hverdags velkendte facade. Inden man ved af det, har man krydset barrieren til den fantastiske virkelighed og eventyret kan begynde. Dette gælder både for fortællinger som American Gods, Neverwhere, Stardust og i særdeleshed for historien om Coraline. Selv om Gaiman adresserer et ganske ungt publikum med sidstnævnte, så tager han traditionen op fra såvel Brødrene Grimm, Roald Dahl og Ray Bradbury, for det er et både trøsteløst og dystert univers som Gaimans unge protagonister kastes ud i.

I tilfældet med Coraline flytter vores unge heltinde ind i et gammelt hus, sammen med din mor og far, der meget hellere vil kigge ind i deres respektive computerskærme, end at underholde deres datter. De synes – som mange virkelige voksne – ikke at lytte ret meget til deres datter, selv når hun forsøger at fortælle dem noget vigtigt. Det er måske derfor, at Coraline begynder at gå på opdagelse i huset i søgen efter bedre alternativer.

Der går ikke ret længe før Coraline opdager en dør der, da den bliver åbnet, til pigens store skuffelse, kun afslører en tilmuret væg. Da natten falder på er vægen dog pludselig væk og i dens sted er der en farvestrålende krybegang, der leder Coraline ind i en parallelverden, hvor hendes anden mor og far venter på hende.

Disse andre forældre har ikke kun masser af tid til pigen, de viser hende også det ene mere underfulde spektakel efter det andet. Haven er fyldt med magiske planter og dubletterne til husets øvrige beboere – to gamle fallerede skuespillerinder og en russisk cirkusartist – viser pigen det ene mere fortryllende show efter det andet. Ud over alle de farvestrålende, vidunderlige ting er den eneste forskel mellem Coralines virkelighed og denne ny, er at alle beboerne har knapper i stedet for øjne.

Selv om paralleldimensionen er meget tillokkende, skræmmer det Coraline en smule at hun også skal have knapøjne påsat for at kunne blive permanent i denne anden verden og inden længe finder hun ud af, især med hjælp fra husets sorte kat, at der er noget riv ruskende galt med det hele. Nedenunder den ellers så fortryllende fernis er der en masse råddenskab som lurer og truer.

Filmversionen af Coraline er rimelig tro overfor bogens univers, selv om den på udsatte steder ikke er gjort helt lige så gotisk grotesk og skræmmende som bogen. Måske er det af hensyn til de unge seeres ve og vel, men det er alligevel lidt trist at filmen ikke har turdet være lige så ekstrem som Gaimans forlæg. Lidt irriterende er det også at filmmagerne har tilføjet karakteren Wybie Lovat, der i filmen er en nabodreng som Coraline møder. På trods af sin klare charme, sørger Wybie mod filmens slutning at blande sig i handlingen på en måde så han overtager lidt af den helterolle der ellers var forbeholdt den tapre heltinde i bogen. Det er mildest talt lettere irriterende, men nok mest hvis man er purist i forhold til Gaimans original.

Hvad filmen tager sig af friheder rent plotmæssigt, står dog klart i skyggen af den rent tekniske overlegenhed som filmen fremviser. I udvalgte biografer vises Coraline i 3D, men denne effekt er absolut ikke påkrævet for at nyde de fantastiske billeder, scenerier og dukker, som er en del af filmen.

Filmens instruktør Henrik Selick var også manden bag James and the Giant Peach og The Nightmare Before Christmas og det virker som om samarbejdet med Tim Burton har smittet voldsomt af på den visuelle stil i Coraline. Det er et fordrejet, grotesk men samtidig meget smukt univers, der åbenbares for seeren. Animationen er så imponerende lavet, at man indimellem må tage sig i at mistænke filmmagerne for decideret snyd. Selv om der er enkelte baggrunde og effekter (eksempelvis tåge) som er blevet lagt på og skabt ved hjælp af computere, så er langt hoveddelen stadig skabt ved hjælp af sofistikeret stop-motion animation. For de der tvivler kan det betale sig at blive siddende til rulleteksterne er slut for at se et klip på cirka 20 sekunder, der viser hvordan en enkelt effekt er blevet bygget sirligt op.

Selv om stop-motion animation i de seneste år (især takket været Nick Park og folkene på Aardman Animation i England) har vist os at animationsform kan bruges til noget helt fantastisk er Coraline et lille teknisk mesterværk, der i lige så høj grad kan nydes af voksne, der er fascineret af det tekniske ved animationsfilm. Selv om det rent tekniske er utroligt imponerende, så ville filmen dog ikke fungere uden den gode historie og heldigvis er der ikke blevet ændret så meget i forhold til originalen, at den ikke længere er fængende.

Endelig er den danske versionering virkelig god og man kan derfor trygt tage ind og se en forestilling der viser filmen med dansk tale. Til gengæld bør man overveje grundigt om ens små poder kan tåle mosten. Filmen har fået aldersmærkningen 7 år, men det til trods kan der sikkert godt sidde syvårige i publikum, som efter at have set filmen får konstante mareridt. Coraline er på ingen måde tuttenuttet, ufarlig eller pæn, det er eventyr med en snert af rendyrket gys – lige som i gamle dage! Så er poderne lettere nervøst anlagt, så bør man nok sørge for at putte dem grundigt inden man skynder sig ind i biografen for at se Coraline.