Vi kender dem; de der fyre, som med deres blå skjorte og mørkeblå lærredsbukser patruljerer skoler, universiteter og stormagasiner. De kalder sig selv betjente, og rangen afgøres som regel af, hvem det er, som har det tungeste nøglebundt. Jo større nøglebundt, jo flere døre at vogte! Der er onde tunger, der hævder, at ligeså snart en centervagt eller en betjent får udleveret et par nøgler, så er den første kim sået til storhedsvanvid. Det er dog de færreste, som har mødt en centervagt, der var lige så besat af sit arbejde, som den karakter Seth Rogen spiller i den nye komedie Observe and Report.

Filmens titel er naturligvis en hentydning til det klassiske politislogan ”To protect and serve”, for centervagt Ronnie har naturligvis langt fra de samme beføjelser som en rigtig politimand. Det er et faktum vores overvægtige antihelt må sande, da hans team af lettere retarderede centervagter ikke er i stand til at standse en blotter, som gentagne gange har vist sin usle manddom til centrets kvindelige kunder.

Værst er dog, at blotteren traumatiserer parfumedullen Brandi, som Ronnie har set sig rigtig lun på. Han sværger at han vil fange ”den perverse stodder”, koste hvad det vil. Samtidig har centerledelsen overgivet sagen til det lokale politi – men Ronnie kan ikke udstå detektiv Harrison, som er blevet sat på sagen. Samtidig, og uden Ronnie egentlig lægger mærke til det, er en anden af centrets ansatte – Nell – begyndt at fatte interesse i vores småpsykotiske hovedperson.

Dette kunne umiddelbart lyde som et skelet til endnu en ultraplat amerikansk ungdomsfilm, hvor lige dele sex, vulgært sprog og afføringsreferencer skaber det niveau, man aldrig hæver sig over. Typen af film hvor et par blottede bryster får den måbende hovedperson til at træde i en lort. Men her skal man ikke lade sig narre, for på mange måder er Observe and Report en temmelig grænsesøgende film, der ikke udelukkende leder efter de nemme grin.

Blot det faktum, at hovedpersonen har en bipolar sindslidelse (hvilket vil sige han er maniodepressiv) og selv vælger at droppe den kraftige medicin, han får ordineret, peger i retning af, at der er en ubehagelig tone, som lurer lige under komedieoverfladen. Ronnie er ikke bare et stakkels menneske, der gennem sit liv konstant er blevet udsat for svigt, han er også grænsepsykotisk. På trods af dette er det alligevel ret svært ikke at holde af Ronnies særegne retfærdighedssans, der synes at bestå af lige dele cowboymentalitet, Dirty Harry og Prins Valliant.

Da Ronnie i en scene spørger sin dybt alkoholiserede mor, om det var på grund af ham, at faderen skred, er svaret ”naturligvis var det det.” Bundærligt, men på den anden side er hun jo også stiv! Det er derfor svært at tage stilling til, om man skal grine højt eller føle med Ronnie, til trods for hans meget ubehagelige rolle som indkøbscentrets selvbestaltede diktator. Filmens tone er derfor meget lig den, man finder i Terry Zwigoffs meget charmerende Bad Santa, selv om Observe and Report aldrig helt kommer op på siden af denne.

Filmen gør sit yderste for at provokere sin tilskuer og derfor vil den unægtelig være en komedie, som ikke tiltaler alle. Da Seth Rogen for et stykke tid siden besøgte John Stewart i The Daily Show undrede han sig i det hele taget over at filmmagerne havde kunnet finde producenter, som var villige til at skyde penge i et så bizart projekt og på mange måder har han ret. Men så må man også tage i betragtning af amerikansk satire har gennemgået en kolossal omvæltning blot indenfor det sidste tiår hvor animerede serier som South Park og Family Guy har konstant pirket til grænserne for politiske korrekthed og den gode smag. På mange måder giver dette genklang i spillefilmskomedierne, som forventeligt har taget denne tråd op.

For selv om Observe and Report er en perlerække af vulgariteter og bizarre optrin, så er den samtidig underlig moralsk i hovedpersonens konstante jagt på retfærdighed, anerkendelse, accept og kærlighed. Samtidig er han skræmmende, når han sammen med sine kollegaer går til skydning og diskuterer nye håndvåben i en tone, der mest af alt minder om fetichisme. Det er også bare et spørgsmål om tid, siger Ronni, før de ophæver forbudet mod at centervagterne må bære håndvåben. En slet skjult kommentar til den amerikanske våbenlovgivning, og i andre scener viser den politiet, i detektiv Harrisons skikkelse, som både brutale og moralsk forkastelige typer.

På den anden side – humor, som ikke er anstødelig eller grænseoverskridende, forekommer heller ikke så interessant i denne anmelders øjne, og derfor bør man naturligvis udfordre sig selv med Observe and Report. Der er nemlig flere scener i filmen, hvor man fanger sig selv i at grine højlydt over ting, som bestemt ikke er sjove. Forfriskende er det i hvert fald at se en amerikansk komedie, som man ikke glemmer ligeså snart, man bevæger sig ud af biografens mørke. I hvert fald vil det sikkert tage de fleste filmelskere mange uger helt at fortrænge filmens fantastiske slow-motion klimaks.