Det pittoreske jomfruelige snelandskab er en uimodståelig modsætning til blodets klæbrige og syndige rødlighed. Visuelt fungerer det malerisk attraktivt. Det så vi for et par år siden i 30 Days of Night, mens det også var det forførende grundlag for den mindre vellykkede Frostbiten fra året før. Sidstnævnte foregår i Sverige, hvilket også gælder det seneste filmfænomen Lad den rette komme ind. Filmen har fået stor opmærksomhed uden for det svenske, og lur mig om ikke den vil fortsætte. For det er en af de mest interessante, smukke og poetiske vampyrfilm længe set.

Der er ikke den store tradition for at arbejde inden for vampyrgenren i det skandinaviske, selvom der er eksempler, men internationalt ser genren ud til at være blevet revitaliseret sammen med zombiegenren. Der er dog traditionelt store forskelle på behandlingen af det udøde element i disse to undergenrer til gyseren. Hvor zombierne er den defekte, uhumske og ukontrollerbare virus, der spreder sig på bekostning af det smittede individ, så er vampyrerne langt mere delikat. Hvor zombien ofte er en illustration af massernes tankeløse fremmarch, så er vampyren en skildring af et tankevækkende menneskeligt paradoks. Vampyren er et udtryk for såvel længsel som afsky for skabningen, som det også er en fortælling om forholdet til evigheden: Vampyren har opnået evigheden, men lider samtidig med den på tærsklen mellem det levende og det døde. Den menneskelige længsel efter evigheden udtrykkes som dette paradoksale møde i vampyrgenren.

Dette fortæller Lad den rette komme ind om på en udsøgt måde. Det første originale træk ved filmen er, at vampyren er et barn, der – som hun siger – blot har været 12 år gammel ret længe. Det installerer fra starten fornemmelsen for uskyldigheden, mens denne dog ret hurtigt bryder sammen. På linje med dette fremhæves vampyren og den meget karakterfaste rolle som udød gennem en særlig passion – og her skal passion igen forstås som det tvetydige i såvel lidelse som lidenskab. Dette kommer kraftigst frem i forholdet mellem knægten Oscar og pigen Eli, sidste som netop viser sig at være vampyr. Det er et sædvanligt genretræk, at vampyren også er et erotisk væsen, hvilket også spiller med her, men det er fortalt – og bør fortælles – med en taktfuld ynde, fordi de to kun er 12. Det er taget ind, men er behandlet på sin helt egen måde.

Dermed er det tydeligt, at Lad den rette komme ind langt hen ad vejen gør, hvad den kan for at overholde de generiske krav, men samtidig gør den stærkt opmærksom på disse. Særligt bemærkelsesværdig er scenen, hvor Eli beder Oscar om at invitere hende ind (bemærk også her filmens titel), og Oscar spørger, hvad der så vil ske. Hvor de fleste vampyrfilm blot ’overholder’ sådanne mytologiske fordringer, så stiller Lad den rette komme ind spørgsmål ved samme. Dermed kunne det se ud som om, at filmen dekonstruerer det genremæssige ophav, men det er på ingen måde tilfældet. Kravene overholdes, men fremhæves og behandles. Det er samtidig måske snarere en meget diplomatisk metafilm over genrens krav, uden at dette bliver dominerende eller belastende.

Lad den rette komme ind er ikke en gyserfilm. Den er meget lidt uhyggelig, hvilket er helt igennem meningen og derfor ganske befriende. Den er i stedet et forsøg på at fortælle noget eksistentielt om vampyrens væsen, hvilket derved kommer til at virke som et menneskeligt spejl. Dette forsøgte Rikke Schubert også på i Bid, men det er tilmed der, hvor Bid fejler og Lad den rette komme ind fungerer. Her mødes skandinavisk reservation med populærgenrens mest delikate utyske i noget af det tætteste vampyrfilmen kommer på en kunstfilm.

Det understreges tilmed af en visuel stil, som adskiller sig fra de fleste gyserfilm. Hvor den gennemsnitlige gyser sætter seeren stævne med høj klippefrekvens og (næsten) uforudsete lydudsving, så hensætter Lad den rette komme ind i stedet den cinematografiske stil i lange panoreringer og langsomme kameragange. Simon Stahos film om menneskelige lidelser synes at være en inspirationskilde til vampyrens kamp mod sin egen skæbne – selvom det dog på ingen måde bliver sentimentalt eller voldsnedsættende. Der er grader af nødvendig vold og kynisme til stede, hvilket særligt kommer til udtryk i den parallelle fortælling om Oscars problemer i skolen. Han mobbes, og opfordres således af Eli til selv at tage hånd om sagen. Det ændrer Oscar som person, ligesom vampyren – der kommer ind i hans liv – så sandelig også skaber forandringer, der sætter sine spor.

Det gælder også Lad den rette komme ind – lad den endelig komme ind, for den sætter sin spor. Det her er tankevækkende godt.

Læs også Signe Marie Bonnerup Hansens essay om Lad den rette komme ind.