Zhang Yimous episke, historiske drama er ligeså fyldt med følelser, som den er fyldt med farver. Zhang har altid været kendt for uovertruffen brug af farver til at understøtte sine films historie, og Den Forbudte By er ingen undtagelse. Holdt primært i de kongelige farver – rød og guld – viser filmen en familie i opløsning, grundet mistro, had og ambitioner. Det er det nære forhold personerne imellem, som er filmens holdepunkt, og selvom det er hele Kinas skæbne, som ligger i deres hænder, afviges der ikke fra personerne. Det meste af filmen foregår endda inde i Den Forbudte By, kejserens palads.

Kejser Ping (Chow Yun Fat) er ambitiøs og har giftet sig med en adelig kvinde (Gong Li) for at blive kejser. Utilfreds med hendes opførsel er han begyndt at forgifte hende med en svamp som vil drive hende sindssyg. Ægteskabet er tydeligvis kun indgået af politiske grunde, for hun er også ligeglad med ham, og har i stedet haft en affære med sin stedsøn gennem de seneste tre år. Da stedsønnen kronprins Wan (Liu Ye) stopper forholdet, begynder problemerne for alvor at tage fart.

Historien er intrigant, og alle i familien har deres egen dagsorden og bliver manipuleret af hinanden på kryds og tværs. Uden at ville afsløre for meget om detaljerne, afsløres der stor dekadence og magtbegær i den kejserlige familie, og som i de fleste kinesiske film har ære og loyalitet en stor betydning. Det styrende tema i filmen er magt; ikke kun magt over andre, men også magten til at bestemme over sit eget liv og træffe sine egne beslutninger. Ambition kommer hurtigt til at stå i vejen for andres valg, og filmen retter en klar anklage mod over-ambitiøse mennesker. Kejserinden bliver drevet til vanvittige handlinger, muligvis på grund af giften, men kejserens magtbegær viser sig at være ligeså vanvittig og endnu mere kompromisløs.

I stil med tidligere film som Hero og House of Flying Daggers er Den Forbudte By en wuxia-film, altså en fantasy/kung-fu-film, men den er det i mindre udpræget grad end de to foregående. Det er først til sidst, at action-sekvenserne begynder at fylde noget videre i filmen, men så gør de det til gengæld også i stor stil. Man kan måske indvende at Zhang har bevæget sig væk fra sine tidligere melodramaer med disse episke film, og det er tydeligt at Den Forbudte By ikke er et karakterstudie i gængs forstand.

Karaktererne holdes meget underspillet, og der er ikke mange store følelsesudbrud. I stedet er disse dybe følelser overført til netop action-sekvenserne, hvor den fantastiske koreografi udgør personernes følelsesliv. Det er også netop her, at Zhangs film skiller sig ud fra den mere almindelige wuxia, med en sikker fokus på karakterernes følelser og en udforskning af motivationen for deres handlinger. Dermed får filmene en ekstra dimension, som ikke må overses. Det var naturligvis Hero som var nyskabende på denne måde, mens Den Forbudte By står stærkere og mere klart fokuseret end House of Flying Daggers.

Filmen er naturligvis fabelagtig flot, og farvespillet med de dybe, mørke farver og det skinnende guld, fungerer fantastisk i kontrast til den stålfarve som kejserens hær er iklædt til sidst i filmen. Kærligheden og hadet afspejles i interiøret, ligesom kejserens kolde, kyniske natur passer perfekt til det blanke stål. Det er altid forfriskende at se Zhangs intelligente farveleg, og den virker lige så godt her, som i hans tidligere film.

Filmen fremstår mindre politisk i natur end hans tidligere wuxia, og der er taget flere historiske friheder end før, men det er ikke noget som beskæmmer historien på nogen måde. Zhang Yimou er stadig en af Kinas mest interessante og kompetente instruktører.