Don Siegel, der nok bedst er kendt for science fiction-klassikeren Invasion of the Body Snatchers (1956), Dirty Harry (1971) og Flugten fra Alcatraz (1979), skabte i 1964 filmen The Killers. Filmen var oprindeligt tænkt som den første film lavet for TV, men da NBC så Don Siegel’s færdige film, blev det vurderet, at den var alt for voldelig til fjernsyn.

Der bliver ikke sparet på brutaliteten. Filmen åbner med to solbrilleklædte gangstertyper (Marvin & Cassavetes), der går ind på et institut for blinde. De går direkte til administrationen og spørger kvinden bag skranken, hvor de kan finde Johnny North. Hun fortæller af Hr. North underviser og først er til at træffe om et par timer. Det lader d’herrrer gangstere sig ikke spise af med. Hun bliver truet og til sidst slået grædende i gulvet, efter de to har fået oplyst lokalet, som North opholder sig i.

En tilfældig fra instituttet opdager den bevidstløse kvinde og forsøger via telefonen at advare North, om at der er to mænd på vej, sikkert for at dræbe, men North fortæller resigneret, at han har en god idé om, hvem det er, og lader sig derefter skyde uden at gøre modstand eller forsøg på at flygte.

Den ældre af de to lejemordere, Charlie Strom (Marvin), nages efterfølgende af hele situationen. Hvad får en mand til blot at afvente sin død i stedet for at kæmpe mod sin undergang? Det sætter de to lejemordere sig for at finde ud af. Selvom de ikke ved, hvem der har hyret dem til at skaffe North af vejen, opsøger de hele Norths omgangskreds en efter en, for at danne sig et billede af den fallerede racerkørers liv. Strom vil ikke give op, før han har fået et svar på, hvad der er sket. Gennem en serie flashbacks, får vi indblik i, hvordan det gik Johnny så grueligt galt.

Det ville i sagens natur være unfair at afsløre baggrunden for Norths opgivende indstilling til sin egen eksistens hér, det bør man se filmen for at finde ud af. Det kan dog afsløres, at det er en variant af den klassiske historie om en mand, der har alle muligheder, men som træffer alle de forkerte valg. Det er historien om, hvad der sker, når den forkerte kvinde dukker op. Hun, i Angie Dickinsons skikkelse, sørger for at North langsomt men sikkert rodes ud i mere og mere lyssky affærer.

Seeren bliver ligeledes vidne til selveste Ronald Reagan i rollen som gangsteren Jack Browning. Vi ser bl.a. Browning stikke en kvinde en syngende lussing og i en anden scene skubbes han ud af en kørende bil. Nogle ville sikkert mene, at Reagans sidste filmrolle ikke var så forskellig fra hans rolle i amerikansk politik, ikke desto mindre er det den film undertegnede har set, hvor Reagan er mest overbevisende (indrømmet Bedtime For Bonzo fra 1951 kan næppe sammenlignes mht. seriøsitet). Det påstås, at Reagan hadede filmen, fordi han mente at scenen, hvor han delte bitchslappet ud, ville følge ham og dermed skade hans fremtidige politiske karriere.

Selv om flashback-sekvenserne om Norths liv fylder langt det meste af filmens spilletid, er det dog Lee Marvin, der stjæler hele billedet. Han er nærmest det ikoniske billede på en ”badass” og hans dybe, rustne stemme er det fundament, som giver filmen sin styrke. Man er overbevist – Marvin er en koldblodig morder, og man får straks lyst til at gense en lang række andre film med manden. Filmen er lækkert fotograferet af Richard L. Rawlins, der primært har arbejdet på TV-produktioner, og billedsiden byder, især i filmens start på både de skæve vinkler og close-ups, som er kendetegnende for genren. Filmen blev promoveret med titlen Ernest Hemmingway’s The Killers, og det var noget instruktøren opponerede, da han mente at den var mere inspireret af, end en egentlig filmatisering af den korte historie.

Som et sidste kuriosum kan nævnes, at det er selveste John Williams, Steven Spielbergs hofkomponist, der har komponeret musikken til The Killers. Tager man et blik på mandens karriere, kan man se, at han startede med at skrive musik til en mængde TV-produktioner (den eneste musikalske undtagelse er en enkelt sang skrevet af Henry ”Pink Panther” Mancini.). Det er dog ikke et score, der vil få Williams fanatikere til at autosavle som Pavlovs hunde, men det fungerer efter hensigten.

Man skal ikke forvente sig hverken en født klassiker, når man sætter The Killers i DVD afspilleren, ej heller den mest brutale film med Marvin i hovedrollen (husk på den oprindeligt var skudt til TV), men man får stadigvæk en solid noir-thriller til samlingen.

Alle leverer gode skuespillerpræstationer, dialogen er lidt gammeldags, men den bliver præcist leveret, og det eneste, der kan virke lidt trættende, er de lidt for lange sekvenser med bilvæddeløb.

Så holder man af genren, og kan man, som jeg, ikke andet end blive imponeret over Lee Marvin (læg især mærke til slutscenen. Rygterne vil vide, at Marvin dukkede op til optagelse med en tom flaske sprut i hånden, og Siegel mente, at det var perfekt, så de gik i gang med at skyde, men først tyve takes senere var den i kassen), så er det en lille fin film, der bestemt leverer varen.