Filmen foregår i 1964, året efter mordet på John F. Kennedy. Netop mordet på præsidenten er et emne i den prædiken, som fader Flynn (Philip Seymour Hoffman) holder i åbningsscenen. Temaet er tvivl. Begivenheder som mord på præsidenten kan få en hel nation til at tvivle, men samtidigt forenes nationen i tvivlen. Men hvordan med den private tvivl, som den enkelte kan nære i ensomhed? Prædiken behager ikke søster Aloysius (Meryl Streep), der er rektor for den katolske skole St. Nicholas. For hende er tro ensbetydende med vished, og enhver tvivl er en vaklen i troen. Hun styrer sin skole med strenghed, askese og dydighed, og forsøger efter bedste evne at værne den mod de nye tider, der truer med at bringe moralsk forfald med sig. Således forbyder hun eleverne at skrive med kuglepen.

Imellem fader Flynn og søster Aloysius står den unge nonne, søster James (Amy Adams). Hun frygter, som eleverne, søster Aloysius, og tør derfor ikke andet end at meddele denne om den mistanke, hun er kommet til at nære til fader Flynn. Søster James har bemærket, at skolens eneste sorte elev, Donald (Joseph Foster II), har lugtet af alkohol og opført sig underligt efter er besøg hos fader Flynn. Søster Aloysius er overbevist om, at der er tale om seksuelt misbrug, og gør alt for at få fader Flynn fjernet fra skolen. Men søster James vakler mellem at tro den sympatiske fader Flynn og den stærke søster Aloysius.

Filmen er baseret på et succesrigt teaterstykke af John Patrick Shanley, der selv står for instruktionen af filmen. Det er sandsynligvis også forklaringen på, at filmen bærer præg af at være filmatiseret teater. Shanley har tydeligvis haft svært ved skære i sit eget manuskript. I teatret må de fleste oplysninger gives gennem replikker, hvor filmen har andre sprog til at formidle information igennem. Filmen kan derfor virke lidt repliktung. Det er dog til at leve med, når det er skuespillere som Meryl Streep og Philip Seymour Hoffman, der leverer replikkerne.

Filmens tema: tvivl over for vished, bliver vendt og reflekteret i mange lag. Det er mordet på Kennedy, der bliver den ydre ramme; men det er oplagt at se 11. september som den aktuelle ramme. Det var tilsvarende en begivenhed, der rystede ikke alene USA, men det meste af verden i opfattelsen af tingenes orden. Følgerne af angrebet – krigen mod terror, krigen i Irak – placerer sig ind i samme dikotomi. Tvivlen blev afvist, visheden blev argument for krig. Selv herhjemme blev visheden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben et uafviseligt argument for krig. ”Det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”, lød det som bekendt; og alle tvivlere blev anklaget for at gå terroristernes ærinde.

Filmen tematiserer naturligvis også det misbrug af drenge, der er blevet afsløret inden for den katolske kirke de senere år. Et misbrug, der kunne finde sted, ikke kun fordi, der var tvivl, hvorvidt der var grundlag for mistanke; men i lige så høj grad fordi kirken dækkede over, hvad man godt vidste skete. Søster Aloysius ved godt, det ikke nytter at gå til biskoppen. Derfor handler hun på egen hånd; og bruger midler, der, som hun selv siger, fjerner hende fra Gud. Men det kan nu engang være prisen for at være Guds redskab. Hun har ikke noget bevis; men hun har sin vished.

René Descartes gjorde i 1637 tvivlen til et centralt begreb i vestlig tænkning. Man skal tvivle om alt, fordi sandheden kan ikke være noget, der åbenbares for os gennem guddommelig indsigt. Kun ved at tvivle og bruge tænkning, fornuft og dømmekraft, kan vi få indsigt i verdens orden. Dermed banedes vejen for oplysningstænkningen, der hos Kant blev til, at vi har evnerne til at tænke selv; spørgsmålet er, om vi også har modet til at tænke selv.

Det er denne moderne tvivl, søster Aloysius forsøger at værne sig mod. Vinden – til tider i form af storm – er en gennemgående metafor i filmen. Det er forandringens vinde, der blæser; og søster Aloysius lukker gang på gang vinduet for at forhindre vinden i at blæse gennem sin skole. På den anden side så åbner hun persiennerne, så lyset kan komme ind; mens fader Flynn til gengæld lukker dem, og dermed forstærker mistanken om, at der er noget, han helst ikke ser. Det er ligeledes – lidt teatertungt – symbolsk, at pæren i søster Aloysius' kontor to gange går ud, netop som der sker afgørende ting.

Filmen er holdt i vintergrå farver, smukt fotograferet af den altid fremragende Roger Deakins. Billedsproget er lidt tungt, men til gengæld er dialog og handling fortrinlig. Tvivlen råder hele vejen igennem; der gives os ikke nogen vished: skete eller skete der ikke noget på fader Flynns kontor. Og der spilles fremragende af Streep, Hoffman og af Amy Adams som søster James. En tankevækkende film. Anbefales.