”Once upon a time in Norway – The history of Mayhem and the rise of Norwegian Black Metal” er, som titlen antyder, en dokumentar om Mayhem, og den dermed samtidige fødsel af den norske variant af musikgenren black metal. Mayhem er således her udråbt til den første norske black metal eksponent og efterfølgende omdrejningspunkt for en ganske unik – og voldsom – periode i norsk musikhistorie.

Udgangspunktet, metalmusikkens sorte genre-får, black metal, har, i hvert fald i de spæde år, i starten af 80’erne, haft et erklæret formål – at provokere og chokere. Det engelske band Venom, som traditionelt bliver angivet som titelgrundlægger af genren, med sangen og albummet Black Metal (1982), var langt hen ad vejen kun ude på ungdommelig ballade med deres tilsyneladende fascination af blasfemi og Satan, selvom det musikalske udtryk og dertilhørende sataniske image tilstræbte en ekstremitet, som var hidtil uset.

Nogle år senere og anderledes geografisk destineret, skulle denne satanisme få sig et markant mere opblussende og alvorligt udtryk. Bindeleddet mellem black metal som prætentiøst og naiv satan-rock og den langt mere alvorlige tilgang til sagerne var i høj grad Mayhem. Bandet formedes i 1983-84 med rod i trangen til det ekstreme musikalske udtryk, visse tilsyneladende ekstreme holdninger og i det hele taget en spirende seriøs afstandtagen til det etablerede, moraliserende samfund.

Mayhem gjorde sig ret hurtigt bemærket, idet de brugte lang tid på at reklamere for og iscenesætte sig selv lang tid før, man overhovedet fik indspillet noget. Det blev tilstræbt at holde en my(s)tisk distance til omverdenen – man lod eksempelvis ansigterne skjule på fotos, og gav interviews med en del kontroversielle holdninger – et image blev ret hurtigt kørt i stilling. Grundtanken var dog stadigvæk at provokere og chokere, men visse personligheders stadig stigende trang til at opnå en vis status inden for det stadigt ekstremt lukkede undergrunds-metalmiljø, medførte en stigende spiral af mere og flere bizarre begivenheder.

Bandet har i dén grad været årsag til, og indblandet i, flere store ’senstations’-historier i medierne, såvel lokalt i Norge, men absolut også med efterdønninger globalt. Mest kendt – og drabeligst – er nok den svenske forsanger Dead’s famøse selvmord, fragmenter af hans hjerneskals skæbne, samt det fatale personlige opgør mellem Varg Vikernes (Burzum) og Euronymous (Mayhem), som nok er bandets ”højdepunkt”, alt afhængig af synsvinkel.

Men i kølvandet på Mayhems – eller i hvert fald visse involverede personers – stadig stigende drejning mod det ekstreme, og jagt på indflydelse tiltog også de alvorlige begivenheder, som i samme takt kom længere og længere ud af kontrol. Mange har muligvis hørt om de talrige ildspåsættelser af Norges gamle stavkirker, som gav anledning til store overskrifter omkring 1990’erne. Ja, man taler nærmest om at små antikristne terrorceller kort kiggede frem.

Det interessante ved denne dokumentar skulle så være, at det skal fortælles ved at gøre det uden brug af de store overskrifter, men med de involveredes egne ord. På samme tidspunkt lægger dette også op til at en forventning om en punktering af visse myter. Og man får da også indtrykket af, at mange af de involverede har et lidt andet syn på sagerne, end som de er blevet fremstillet igennem medierne.

De centrale medvirkende i dokumentaren er tidligere trommeslager Kjetil Manheim (med fra 1984-1988), nuværende bassist Jørn ”Necro Butcher” Stubberud, (med fra 1984-91, samt 1994 og frem) og tidligere Mayhem-sanger Messiah (Eirik "Billy" Nordheim, som var med i bandet 1986-87). Deruover får vi en række kommentarer og vidnesbyrd fra Anders ”Neddo” Odden (Ex-Cadaver), Einar ”Engelen” Engelstad (kulturjournalist og ejer af en pladeforretning), Nocturno Culto (Dark Throne), Pytten (producer fra Bergen), samt flere andre, som afslører mere eller mindre interessante detaljer. Deres direkte tilknytning til Mayhem gives ikke altid, men de har antageligvis været en større eller mindre del af det lukkede miljø.

Som en lille krølle på historien har vi også et synspunkt præsenteret fra den ’modsatte’ lejr. Præsten Rolf Rasmussen kommenterer på begivenhederne, specielt kirkebranden i Åsane i 1992, men det er lidt som om, at hans mening er lidt ligegyldig, set i denne sammenhæng. Han kan godt have en pointe i det triste faktum, at de gamle, historisk interessante stavkirkers nedbrænding har været katastrofal, men den historie syntes jeg skal fortælles andetsteds.

Men hele bandets historie, heriblandt en beskrivelse af de indre konflikter, som hele tiden har været årsag til turbulens i bandet, de splittede personligheder, sammenstødet mellem de ekstreme politiske/musikalske holdninger, samt hvor langt man er i villig til at gå i det ekstreme images tjeneste – og i det hele taget den norske black metals historie er under alle omstændigheder alt for lang og kompliceret til at blive fortalt på bare en times tid, hvilket også er klart det største kritikpunkt af denne dokumentar. Man får kun fokuseret på visse begivenheder, og selv om man får knyttet et par tråde rundt om Mayhem, virker det som om, man stadig kun får kradset i overfladen – og specielt norsk black metal som musikalsk genre havde en lang række af interessante bands, som opstod parallelt med Mayhem.

Dette til trods er det dog stadig en interessant indføring i Mayhems og ikke mindst de første skridt i den norske black metals historie, og den kan være et ganske godt sted at starte. I skrivende stund skulle endnu en dokumentar om bandet Pure Fucking Mayhem – intet mindre – så småt være at finde på hylderne rundt omkring – og hvis ikke det er nok, kan bogen Lords of Chaos – the bloody rise of the satanic metal underground af Michael Moynihan og Didrik Søderlind, samt heavy metal-dokumentaren A Headbangers Journey af Sam Dunn varmt anbefales. Med disse i bagagen, skulle man være ret godt dækket ind og derfra få et fornuftigt indblik i både metallens spæde start, såvel som black metallens (u)hyggelige verden.