Muligvis siger navnet Taylor Sheridan dig ikke noget, men når Kapellet kan fortælle dig at det var ham der skrev manuskriptet til Vielleneuves fabelagtige Sicario, for ikke at tale om den meget oversete Hell or High Water, så er der måske en klokke der ringer. Ud over at selv fungere som skuespiller og manuskriptforfatter, beviser han med sin nye film Wind River, at han er en yderst kompetent personinstruktør, der kan skabe film som både ryster og bevæger dens seer.

En af de mange ting der fik Sicario til at fungere, var dens meget barske historie, der uden at holde sig tilbage gav et meget upoleret indblik i den måde de mexicanske karteller arbejder på. På samme vis starter Wind River ud med en tekst, der fortæller at filmen har ladet sig inspirere af virkelige begivenheder. Der skal dog mere end en smule tekst på en skærm til at overbevise deres udesendte filmanmelder, men der går ikke lang tid før man er helt betaget af den fortælling der udfolder sig for øjnene af en.

Åbningsbilledet er en unge kvinde, der blødende og frysende løber – tilsyneladende mutters alene – over en tilfrossen sø i et enormt snelandskab. Vi befinder os i Wyoming i USA, et sted der blandt andet huser en masse indfødte. Her er der dog ikke tale om stolte Apachekrigere til hest, men derimod folk der lever fra hånden til munden, på kanten af fattigdom og de mange sociale problemer der følger i kølvandet på de underpriviligerede.

Filmens hovedperson er den hvide jæger Corey, der er ansat af staten til at skyde rovdyr fra de flokke af husdyr, som mange på egnen er afhængige af. Da han sendes ud for at lede efter en puma, der har dræbt en kalv, finder Corey liget af den unge kvinde, som vi så løbe i starten af filmen. Det lokale politi sikrer gerningsstedet og FBI tilkaldes straks. Forbundspolitiet har dog valgt kun at sende en enkelt, forholdsvis uerfaren, kvindelig agent, som indledningsvist har meget svært ved at trænge igennem til de lokale. Ikke mindst fordi hun end ikke er klædt på til den isnende kulde som hun pludselig befinder sig i.

Det viser sig at den unge kvinde er blevet voldtaget adskillige gange før hun døde af forfrysninger. Det resonerer dybt i Corey, da han selv mistede sin datter et par år tidligere. Vores hovedperson danner derfor ikke længere par med pigens mor, for dødsfaldet har vist sig at være for svært at bære for dem begge. Selv om Corey ikke er politimand, beslutter Natalie fra FBI sig alligevel for at benytte sig af hans evner til at kunne følge spor i dette ufremkommelige landskab, i håb om at komme tættere på gerningsmanden eller gerningsmændene.

Selv om det er krimifortællingen, der driver filmen frem, er det lige så meget en film der bliver båret af sine karakterer. Jeremy Renner er meget troværdig i rollen som Corey og får i denne film mulighed for at vise at han er en habil karakterskuespiller. Desuden medvirker en lang række skuespillere med indiansk baggrund. De fleste kender nok Graham Greene fra et utal af andre film, men Apesnahkwat, der spiller faderen til den myrdede pige, er virkelig et fund. Scenen hvor Corey banker på hans dør for at fortælle om datterens bortgang er intet mindre end hjerteskærende at overvære.

Ud over at være et meget realistisk drama, der har et mord som omdrejningspunkt, er filmen også en skildring af den måde som mange indfødte i dagens USA lever på. Det er ingen hemmelighed at Amerikas oprindelige indbyggere har lidt en krank skæbne efter landet blev koloniseret, men det er sjældent at film på denne måde stiller skarpt på de meget usle levevilkår der stadig findes i de reservater som er blevet oprettet. Der peges dog ingen politiske, anklagende fingre af eventuelt ansvarlige, vi føres blot ind i en filmisk verden, der på en meget nærværende måde skildrer en del af USA, som nok kun de færreste kender. Der kan godt læses en racediskurs ind i filmen, for den italesætter selvsagt forskelen mellem den hvide mand og de indfødte. Heldigvis er den langt mere nuanceret, end mange lignende fortællinger.

Wind River skal af samme årsag ikke ses som et anklageskrift, eller som et socialrealistisk drama der glemmer sin tilskuer undervejs, for det er i lige så høj grad en film om opklaringen af en forbrydelse, der dog trækker tråde til den racisme som konstant lurer lige under den eller så civiliserede overflade. Man må endelig ikke tro at dette er an slags karbonkopi af Tordenhjerte (1992), for Wind River er langt tættere på socialrealisme end på Hollywood.

Wind River fortæller sin historie i et djærvt tempo. Den har ikke travlt. Den tager sig god tid til at udfolde sin ubehagelige historie. Til gengæld efterlader den også sin seer med en knugende fornemmelse i maven idet lyset atter tændes i biografsalen. En fornemmelse af afsavn og sorg, der ikke er særlig nem at ryste af sig.