Det er ikke nyt, at fiktion benytter sig af flere slags synsvinkler til at kreere historien med. Tænk bare på den unge agent Clarice Starling, der i Silence of the Lambs uforvarende banker på seriemorderens dør, mens et SWAT-team samtidig braser ind i det tomme hus, hvor alle tror han gemmer sig. Det er ikke kun filmens verden, der er kendetegnet af denne manipulation, for der findes en sand myriade af postmoderne litteratur, som er kendetegnet ved kalejdoskopiske, muterende og foranderlige fortællinger, som giver ny mening, hver gang en ny beretter kommer på banen for at give os sin subjektive version af det skete. Vender vi igen blikket mod filmen, så benytter så forskellige film som eks. Groundhog Day, JFK, Strange Days og Fight Club sig alle af temporale og plotrelaterede perspektivskift, som har stor betydning for den endegyldige tolkning af begivenhederne.

Den nye thriller Vantage Point har i sin ”frame in frame”-stil direkte kopieret sin visuelle side fra tv-serien 24, og så låner den det gentagende tidslige element fra førnævnte Groundhog Day. Steen Christiansen har i sin glimrende biografanmeldelse kort ridset det basale attentat/terror plot op og ligeledes gjort rede for hvad politiske budskaber, eller mangel på samme, der ligger som subtekst til filmen, så det skal ikke gentages her. I stedet vil fokus blive lagt på den meget professionelle klipning og kameraføring, som filmen gør brug af.

Amerikanske filmmagere har til alle tider været bragende dygtige til at redigere og optage deres film. Især action-thrilleren synes at kræve særlig opmærksomhed for alle interesseret i filmteknik. Fra Hitchcocks utallige eksperimenter med dybdefokus og stramklipning over Wells’ ultralange one-shots i Badge of Evil til mere nutidige film har klipningen altid spillet en væsentlig rolle i forhold til både at fastholde seerens fulde opmærksomhed på begivenhederne, der – ofte i et kontinuerligt eskalerende tempo – ruller frem på skærmen foran en og samtidigt at skabe et sammenhængende rum omkring aktørerne.

I de seneste år synes både billedbeskæringen og klippetempoet i amerikanske actionfilm have lånt lige meget fra asiatiske film (primær Hong Kong), reality-genrerne og musikvideoen, som alle er kendetegnet ved kinetisk kameraføring og et meget højt redigeringstempo. Vantage Point er i denne sammenhæng ingen undtagelse, og filmen kan faktisk nydes ud fra et rent teknik-fetichistisk perspektiv.

Det, som gør Vantage Point speciel, er, at samtidig med at dens handling kræver, at den dramatiske situation omkring et attentatforsøg og en terrorbombe repeteres i loop hvert 23 minut, så skal tempoet også – vanen tro - eskalere på tværs af disse gentagelser.

Sagt på en anden måde så skal hver sekvens følge en spændingskurve, samtidig med at den overordnede film også følger, hvad nogle kalder ”den klassiske Hollywood-model”. Denne unikke situation, gør at Vantage Point ikke alene er en basalt spændende thriller, der på en lidt utraditionel men ikke helt original måde udfolder sin historie for seeren, men som rent teknisk og på manuskript/storyboardsiden må have været et sandt mareridt at få til at fungere dramaturgisk.

Derfor er det også så overraskende, at puslespillet i sidste ende går så flot op som det gør, og rent faktisk – på trods af de usammenhænge som næsten altid opstår i film, der benytter sig af meget store, dramatiske armbevægelser – fungerer så flot, som den gør. Derfor bør alle, der har en interesse i redigeringsteknik eller manuskriptproduktion, nærstudere netop denne film, som et glanseksempel på, hvordan et hyperkomplekst filmpuslespil ikke alene kan løses elegant, men også er i stand til at fremstå som en næsten ordinær spændingsfilm med temporalt twist. Storm P. er citeret for at sige: ”Kunst er at gøre det ingen andre kan, ellers var det jo ingen kunst”, og selv om hverken historien eller plottet i Vantage Point nærmer sig kunst, så gør teknikken det.